Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/576

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
558
Magnus Olafsſøn (Barfod).

om de bare hans egne. Da dette kom Kong Henrik for Øren, fordrede han at Kjøbmanden ſkulde udlevere ham Pengene. Denne negtede førſt at have dem i ſit Værge, men maatte dog omſider gaa til Bekjendelſe, og Henrik ſkal nu have udpresſet af ham ikke mindre end 20000 Pund Sølv. Ordrik, der fortæller alt dette, lægger til, at Kong Henrik glædede ſig meget ved Efterretningen om Magnus’s Fald, ſom om en ſtor Byrde var lettet fra ham, og at hans Magt vel i det hele taget tiltog ved hans Fienders ſamtidige Uheld, men at han dog iſær følte ſig tryg ved Magnus’s Undergang, og ſtolt over Beſiddelſen af hans Rigdomme[1]. Alt dette viſer nokſom, at Henrik ſiden Magnus’s Forbund med Muirkertach har regnet ham blandt ſine Fiender, og frygtet for, at han efter Irlands Erobring vilde vende ſine Vaaben mod England. Sandſynligviis var det ikke uden hans Medvirkning, at Høvdingerne paa Man nu valgte Olaf, en Søn af Gudrød Meranagh, der opholdt ſig ved hans Hof, til Konge, og hentede ham derfra ved et Geſandtſkab[2].

Magnus var, da han faldt, kun tredive Aar gammel, og havde herſket i ti Aar. I hans Dage, heder det i Sagaerne, var der god Fred indenlands, men man havde megen Anſtrengelſe og Bekoſtning med de idelige Ledings-Opbud, hvorfor man ogſaa kaldte ham „Styrjaldar-Magnus“ (af styrjöld, Fejde). Det er ellers et ſtort Spørgsmaal, om Bønderne i disſe urolige Tider vilde have nydt ſaa fuldſtændig Fred indenlands, hvis han ikke ved hyppige Krigstog havde ſat ſig i Reſpekt; men rigtignok var det ej nødvendigt for den blotte Landefreds Skyld, at foretage ſaa ſtore og omfattende Tog, ſom de han gjorde til Veſterhavet. Det er ovenfor viiſt, hvilke politiſke Henſyn der fremkaldte dem, og hvorledes de efter hine Tiders Begreber lade ſig forſvare. Men desuagtet er det aabenbart, at de aldrig havde fundet Sted, hvis ikke Magnus’s Lyſt og Hug ſtedſe havde ſtaaet til Krig og farlige Æventvr. Det var derfor ogſaa hans Mundheld, naar hans Venner bebrejdede ham, at han paa ſine Krigstog ofte uforſigtigt udſatte ſig: „En Konge ſkal ſtræbe mere efter Berømmelſe end efter et langt Liv“[3]. Under en ſaadan Høvding maatte iſær Krigsmændene have det godt, og man kan derfor godt forſtaa, hvad Sagaen meddeler, at hans Mænd gjorde meget af ham, medens derimod Bønderne ſandt ham haard. Hans Skjønhed, ædle Holdning og krigerſke Udſeende er forhen omtalt. Han var ſaa høj, at flere endog kaldte ham „Magnus den høje“; dog naaede han endda ikke ſin Faders, og end mindre ſin Farfaders Højde.

  1. Ordrik, hos Duchêne, S. 812.
  2. Den Manſke Krønike ved 1102 (rettere 1103). Der ſiges her at Magnus havde herſket over Øen i ſex Aar, det vil ſige fra og med 1098 til og med 1103.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 38, Snorre Cap. 28.