om de bare hans egne. Da dette kom Kong Henrik for Øren, fordrede han at Kjøbmanden skulde udlevere ham Pengene. Denne negtede først at have dem i sit Værge, men maatte dog omsider gaa til Bekjendelse, og Henrik skal nu have udpresset af ham ikke mindre end 20000 Pund Sølv. Ordrik, der fortæller alt dette, lægger til, at Kong Henrik glædede sig meget ved Efterretningen om Magnus’s Fald, som om en stor Byrde var lettet fra ham, og at hans Magt vel i det hele taget tiltog ved hans Fienders samtidige Uheld, men at han dog især følte sig tryg ved Magnus’s Undergang, og stolt over Besiddelsen af hans Rigdomme[1]. Alt dette viser noksom, at Henrik siden Magnus’s Forbund med Muirkertach har regnet ham blandt sine Fiender, og frygtet for, at han efter Irlands Erobring vilde vende sine Vaaben mod England. Sandsynligviis var det ikke uden hans Medvirkning, at Høvdingerne paa Man nu valgte Olaf, en Søn af Gudrød Meranagh, der opholdt sig ved hans Hof, til Konge, og hentede ham derfra ved et Gesandtskab[2].
Magnus var, da han faldt, kun tredive Aar gammel, og havde hersket i ti Aar. I hans Dage, heder det i Sagaerne, var der god Fred indenlands, men man havde megen Anstrengelse og Bekostning med de idelige Ledings-Opbud, hvorfor man ogsaa kaldte ham „Styrjaldar-Magnus“ (af styrjöld, Fejde). Det er ellers et stort Spørgsmaal, om Bønderne i disse urolige Tider vilde have nydt saa fuldstændig Fred indenlands, hvis han ikke ved hyppige Krigstog havde sat sig i Respekt; men rigtignok var det ej nødvendigt for den blotte Landefreds Skyld, at foretage saa store og omfattende Tog, som de han gjorde til Vesterhavet. Det er ovenfor viist, hvilke politiske Hensyn der fremkaldte dem, og hvorledes de efter hine Tiders Begreber lade sig forsvare. Men desuagtet er det aabenbart, at de aldrig havde fundet Sted, hvis ikke Magnus’s Lyst og Hug stedse havde staaet til Krig og farlige Æventvr. Det var derfor ogsaa hans Mundheld, naar hans Venner bebrejdede ham, at han paa sine Krigstog ofte uforsigtigt udsatte sig: „En Konge skal stræbe mere efter Berømmelse end efter et langt Liv“[3]. Under en saadan Høvding maatte især Krigsmændene have det godt, og man kan derfor godt forstaa, hvad Sagaen meddeler, at hans Mænd gjorde meget af ham, medens derimod Bønderne sandt ham haard. Hans Skjønhed, ædle Holdning og krigerske Udseende er forhen omtalt. Han var saa høj, at flere endog kaldte ham „Magnus den høje“; dog naaede han endda ikke sin Faders, og end mindre sin Farfaders Højde.
