Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/575

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
557
Nordmændene drage hjem.

ſee, at Høvdingerne for Hæren nu havde opgivet al Tanke om Beſiddelſer paa Irland, eller din Oprettelſen af et ſaadant Erobringsrige i Veſten, ſom Magnus havde tilſigtet. Derfor medtoge de ogſaa hans Søn, den nys udnævnte Konge, Sigurd, der lod Muirkertachs Datter blive tilbage, og ſagde at han ikke vilde vide mere af hende, fordi alle Høvdinger der veſter, ſaa vel irſke ſom ſkotſke, nu vare ham forhadte: et temmelig tydeligt Tegn paa, at ſaa vel han ſom hans Mænd anede Forræderi fra Irekongens Side[1]. Mistanken mod ham i ſaa Henſeende maatte blive ſaa meget ſterkere, ſom han umiddelbart efter Magnus’s Fald viſte ſig ſom en underdanig Tjener af den engelſke Konge[2], og en aabenbar Forræder mod ſin Svigerſøn Arnulf og hans Nordmanner. Thi da Irerne, heder det, havde ſmagt Kong Magnus’s og hans Mænds Blod, bleve de grummere, og vendte ſig nu pludſeligt mod Nordmannerne for at overfalde dem. Kongen ſelv fratog Arnulf ſin Datter, lod hende efter eget Ønſke egte ſit Syſkendebarn, og ſtræbte Arnulf efter Livet, hvilken dog, i Tide erfarende det ſkjendige Forræderi, flygtede over til Sine i Nordmandie.

Paa Orknøerne blev Haakon Paalsſøn tilbage ſom Høvding, dog endnu uden Jarlsnavn, og Sigurd kom endnu ſamme Høſt med Levningerne af den ſtore Hær hjem til Norge[3]. Magnus’s Liig blev tilbage i Irland, og begravedes ved St. Patriks Kirke i Emma, hviken ſynes at have været den By, der laa Valpladſen nærmeſt. Der nævnes intet om, at Liget ſenere bragtes over til Norge.

Magnus havde, ſom det ſynes i længere Tid, og maaſkee under hele ſin Regjering, ſtaaet i Forbindelſe med en rig Kjøbmand i Lincoln, der ſkaffede ham de Vaaben, Prydelſer, Bohave og andre deslige Sager, han behøvede, imod at have hans Skat (thesaurus) i Forvaring[4]. Ved Efterretningen om Magnus’s Fald ſkyndte han ſig hjem til Lincoln, og begyndte at drive en betydelig Handel med de ham betroede Penge, ſom

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 37, Snorre Cap. 27 og Orkneyinga Saga S. 118 udtrykke ſig, ſom om Sigurd allerede var paa Orknøerne, da han erfoor Faderens Død. Det er viſtnok ingenlunde urimeligt, at han efter Brylluppet og Kongeudnævnelſen er vendt tilbage fra Man til Orknøerne, men det ſandſynligſte er dog at han den hele Tid forblev paa Man; ligeſom Morkinſkinna kun ſiger, at de tilbagevendende Nordmænd traf Sigurd „veſter i Øerne“ og toge ham med ſig.
  2. Villjam af Malmsbury V. 409.
  3. Morkinſkinna, fol. 24. b. Fagrſkinna Cap. 240. Magnus Barfods Saga Cap. 34—37. Snorre, Cap. 25—27. Thjodrek, Cap. 32. Orkneyinga Saga S. Hs. Ordrik, S. 812. Den Manſke Krønike.
  4. Denne Kjøbmand har altſaa været Kongens Bankier, og rimeligviis fra Tid til anden modtaget hans Skatteindtægter i Forvaring. Dette antyder, i hvor nøje Handelsforbindelſe Norge ſtod med England.