see, at Høvdingerne for Hæren nu havde opgivet al Tanke om Besiddelser paa Irland, eller din Oprettelsen af et saadant Erobringsrige i Vesten, som Magnus havde tilsigtet. Derfor medtoge de ogsaa hans Søn, den nys udnævnte Konge, Sigurd, der lod Muirkertachs Datter blive tilbage, og sagde at han ikke vilde vide mere af hende, fordi alle Høvdinger der vester, saa vel irske som skotske, nu vare ham forhadte: et temmelig tydeligt Tegn paa, at saa vel han som hans Mænd anede Forræderi fra Irekongens Side[1]. Mistanken mod ham i saa Henseende maatte blive saa meget sterkere, som han umiddelbart efter Magnus’s Fald viste sig som en underdanig Tjener af den engelske Konge[2], og en aabenbar Forræder mod sin Svigersøn Arnulf og hans Nordmanner. Thi da Irerne, heder det, havde smagt Kong Magnus’s og hans Mænds Blod, bleve de grummere, og vendte sig nu pludseligt mod Nordmannerne for at overfalde dem. Kongen selv fratog Arnulf sin Datter, lod hende efter eget Ønske egte sit Syskendebarn, og stræbte Arnulf efter Livet, hvilken dog, i Tide erfarende det skjendige Forræderi, flygtede over til Sine i Nordmandie.
Paa Orknøerne blev Haakon Paalssøn tilbage som Høvding, dog endnu uden Jarlsnavn, og Sigurd kom endnu samme Høst med Levningerne af den store Hær hjem til Norge[3]. Magnus’s Liig blev tilbage i Irland, og begravedes ved St. Patriks Kirke i Emma, hviken synes at have været den By, der laa Valpladsen nærmest. Der nævnes intet om, at Liget senere bragtes over til Norge.
Magnus havde, som det synes i længere Tid, og maaskee under hele sin Regjering, staaet i Forbindelse med en rig Kjøbmand i Lincoln, der skaffede ham de Vaaben, Prydelser, Bohave og andre deslige Sager, han behøvede, imod at have hans Skat (thesaurus) i Forvaring[4]. Ved Efterretningen om Magnus’s Fald skyndte han sig hjem til Lincoln, og begyndte at drive en betydelig Handel med de ham betroede Penge, som
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 37, Snorre Cap. 27 og Orkneyinga Saga S. 118 udtrykke sig, som om Sigurd allerede var paa Orknøerne, da han erfoor Faderens Død. Det er vistnok ingenlunde urimeligt, at han efter Brylluppet og Kongeudnævnelsen er vendt tilbage fra Man til Orknøerne, men det sandsynligste er dog at han den hele Tid forblev paa Man; ligesom Morkinskinna kun siger, at de tilbagevendende Nordmænd traf Sigurd „vester i Øerne“ og toge ham med sig.
- ↑ Villjam af Malmsbury V. 409.
- ↑ Morkinskinna, fol. 24. b. Fagrskinna Cap. 240. Magnus Barfods Saga Cap. 34—37. Snorre, Cap. 25—27. Thjodrek, Cap. 32. Orkneyinga Saga S. Hs. Ordrik, S. 812. Den Manske Krønike.
- ↑ Denne Kjøbmand har altsaa været Kongens Bankier, og rimeligviis fra Tid til anden modtaget hans Skatteindtægter i Forvaring. Dette antyder, i hvor nøje Handelsforbindelse Norge stod med England.
