os endnu stride kjekt; med mig har det ingen Nød!“ Men kort efter fik han et Hug af en irsk Sparthe paa Halsen lige ved Skuldrene: dette blev hans Banesaar, og han segnede til Jorden. Vidkunn Jonssøn, som den hele Tid havde staaet ved Kongens Side, hug strax hans Banemand i to Stykker. Kongen kunde endnu mæle saa vidt, at han bad Vidkunn frelse sig ved Flugten; „her“, sagde han, „komme vi nu til at skilles ad; du bar fulgt mig troligt og kjekt; hils mine Sønner, Frænder og Venner“. Med disse Ord opgav han Aanden, og Vidkunn flygtede; dog fik han grebet Kongens Merke og Sverdet Leggbit; Skjoldet var aldeles ødelagt. Han sagde siden, at kun faa af dem, som endnu vare tilbage paa Valpladsen, da han løb afsted, vilde kunne bringe nogen Tidende derfra[1]. Ogsaa Sigurd Ranessøn og Dag Eilifssøn havde holdt ud til det yderste og vare blandt de aller sidste, som flygtede. Eyvind Alboge[2], Ulf Ranessøn og mange andre Høvdinger vare allerede faldne[3]. Vidkunn selv havde faaet tre Saar, og han nød siden efter almindelig Berømmelse og stor Yndest hos Magnus-’s Sønner for den Troskab, han havde viist sin Konge lige til det sidste Øjeblik. Det lykkedes ham saa vel som de oven nævnte Mænd, og en Deel andre, hvis Antal dog ikke kan have været stort[4], at komme ned til Skibene, skjønt uafbrudt forfulgte af Irernes vilde Skarer, som endog lige ved Stranden gjennemborede Mange, der paa et blødt Sted ej kunde komme hurtigt nok frem[5]. De, som frelste sig derfra med Livet, satte strax over til Man[6], hvorhen rimeligviis ogsaa de Nordmænd, der vare blevne tilbage i Dublin og de omliggende Borge, saavel som Gisl Illugessøn og de øvrige Gisler, hvilke Muirkertach havde ladet løbe[7], begave sig ved Efterretningen om Kongens Fald. Det er nemlig tydeligt at
- ↑ Da de nemlig vare døde eller dødeligt saarede.
- ↑ Morkinskinna kalder ham Eyvind Finnssøn, hvilket synes at tyde paa Slægtskab med Thjottø-Ætten.
- ↑ At flere Sagaer ogsaa, skjønt neppe rigtigt, nævner Erling Jarlssøn blandt de Faldne, er ovenfor omtalt.
- ↑ Den Manske Krønike siger at næsten alle Magnus’s Mænd faldt.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 36.
- ↑ De fleste af Kongesagaerne lade dem strax gaa til Orknøerne, hvilket dog, som det nedenfor vil vises, ikke er rimeligt; Øen Man laa desuden lige i Nærheden.
- ↑ Jon Agmundssøns Saga fortæller at Muirkertach, da Magnus begyndte at herje, sagde at Gislernes Liv strengt taget var forbrudt, men at han dog vilde lade dem fare i Fred. Da Magnus, som vi have seet, ej begyndte at herje, førend Muirkertach havde sveget ham, indeholder denne Ytring, for saa vidt den staar til Troende, en Antydning af det fiendtlige Forhold, hvori Muirkertach af egen Tilskyndelse var traadt til Magnus.
