Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/574

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
556
Magnus Olafsſøn (Barfod).

os endnu ſtride kjekt; med mig har det ingen Nød!“ Men kort efter fik han et Hug af en irſk Sparthe paa Halſen lige ved Skuldrene: dette blev hans Baneſaar, og han ſegnede til Jorden. Vidkunn Jonsſøn, ſom den hele Tid havde ſtaaet ved Kongens Side, hug ſtrax hans Banemand i to Stykker. Kongen kunde endnu mæle ſaa vidt, at han bad Vidkunn frelſe ſig ved Flugten; „her“, ſagde han, „komme vi nu til at ſkilles ad; du bar fulgt mig troligt og kjekt; hils mine Sønner, Frænder og Venner“. Med disſe Ord opgav han Aanden, og Vidkunn flygtede; dog fik han grebet Kongens Merke og Sverdet Leggbit; Skjoldet var aldeles ødelagt. Han ſagde ſiden, at kun faa af dem, ſom endnu vare tilbage paa Valpladſen, da han løb afſted, vilde kunne bringe nogen Tidende derfra[1]. Ogſaa Sigurd Ranesſøn og Dag Eilifsſøn havde holdt ud til det yderſte og vare blandt de aller ſidſte, ſom flygtede. Eyvind Alboge[2], Ulf Ranesſøn og mange andre Høvdinger vare allerede faldne[3]. Vidkunn ſelv havde faaet tre Saar, og han nød ſiden efter almindelig Berømmelſe og ſtor Yndeſt hos Magnus-’s Sønner for den Troſkab, han havde viiſt ſin Konge lige til det ſidſte Øjeblik. Det lykkedes ham ſaa vel ſom de oven nævnte Mænd, og en Deel andre, hvis Antal dog ikke kan have været ſtort[4], at komme ned til Skibene, ſkjønt uafbrudt forfulgte af Irernes vilde Skarer, ſom endog lige ved Stranden gjennemborede Mange, der paa et blødt Sted ej kunde komme hurtigt nok frem[5]. De, ſom frelſte ſig derfra med Livet, ſatte ſtrax over til Man[6], hvorhen rimeligviis ogſaa de Nordmænd, der vare blevne tilbage i Dublin og de omliggende Borge, ſaavel ſom Giſl Illugesſøn og de øvrige Giſler, hvilke Muirkertach havde ladet løbe[7], begave ſig ved Efterretningen om Kongens Fald. Det er nemlig tydeligt at

  1. Da de nemlig vare døde eller dødeligt ſaarede.
  2. Morkinſkinna kalder ham Eyvind Finnsſøn, hvilket ſynes at tyde paa Slægtſkab med Thjottø-Ætten.
  3. At flere Sagaer ogſaa, ſkjønt neppe rigtigt, nævner Erling Jarlsſøn blandt de Faldne, er ovenfor omtalt.
  4. Den Manſke Krønike ſiger at næſten alle Magnus’s Mænd faldt.
  5. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 36.
  6. De fleſte af Kongeſagaerne lade dem ſtrax gaa til Orknøerne, hvilket dog, ſom det nedenfor vil viſes, ikke er rimeligt; Øen Man laa desuden lige i Nærheden.
  7. Jon Agmundsſøns Saga fortæller at Muirkertach, da Magnus begyndte at herje, ſagde at Giſlernes Liv ſtrengt taget var forbrudt, men at han dog vilde lade dem fare i Fred. Da Magnus, ſom vi have ſeet, ej begyndte at herje, førend Muirkertach havde ſveget ham, indeholder denne Ytring, for ſaa vidt den ſtaar til Troende, en Antydning af det fiendtlige Forhold, hvori Muirkertach af egen Tilſkyndelſe var traadt til Magnus.