Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/573

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
555
Kongens Fald.

ſatte ind paa ham med fordoblet Iver, ſaa at end flere af hans Mænd dræbtes, kaldte han paa den oplandſke Lendermand Thorgrim Skinnhuva, og befalede ham, med ſin Skare, der beſtod af øvede Bueſkytter, at ſøge at komme over Sumpen og beſætte en liden Højde, for derfra at ſkyde paa Irerne, og ſaaledes beſkjeftige dem, medens Kongen og den øvrige Deel af Hæren fulgte efter. Thorgrim og Oplændingerne gjorde ſom Kongen bød, men aldrig ſaa ſnart vare de komne over, førend de alle kaſtede Skjoldene paa Ryggen og løb afſted ad Skibene til, ſaa hurtigt de kunde. Magnus raabte efter ham: „uklogt handlede jeg den Dag, da jeg gjorde Sigurd Hund[1] utlæg, men endnu dummere var jeg, da jeg gjorde dig til Lendermand, ſom nu ſaa ſkjendigt forlader mig: ſaaledes havde Sigurd ej baaret ſig ad, hvis han havde været her“. Imidlertid flygtede dog nu flere og flere, iſær de, der ſtode længſt borte, og vare komne over Sumpen. Kun Magnus ſelv og nogle faa Tapre med ham blev ſtaaende. Støttet med Ryggen mod et Træ, ſtod han under Merket, let kjendelig blandt alle ſine Mænd, ſaa vel ved ſin Højde ſom ved ſine Vaaben og ſin Klædedragt; han havde en forgyldt Hjelm, et rødt Skjold, hvori en gylden Love, over Brynjen en rød Silkekjole, hvori en Løve var udſyet med guul Silke ſaa vel fortil ſom bagtil[2] en Keſje (let Spyd) i Haanden, og ved Siden et meget ſkarpt Sverd, der kaldtes Leggbit, med Hvalrostands Knap og guldomvundet Haandtag. Alle vare enige om, at man ikke havde ſeet nogen bevæbnet Mand med ſaa krigerſk Holdning, eller nogen mere majeſtætiſk Høvding. Eyvind Alboge var klædt næſten paa ſamme Maade, og derfor vel ogſaa des mere udſat for Fiendens Vaaben. En Tidlang lod det til, at den lille Skares Heltekamp vilde krones med Held, thi de hug, ſom Sagaen fortæller, Irerne ned ſom Bofæ. Men for hver Irer, ſom blev dræbt, kom der to i Stedet ovenfra Landet. Da det begyndte at tyndes om Merket, fik Kongen et Skik af en Keſje gjennem begge Laar ovenfor Knæet. Han brød ſtrax Skaftet af mellem Benene, idet han raabte: „ſaaledes bryde vi Sperrelegge[3], mine Gutter; lad

  1. Dette maa have været en ældre Broder af Vidkunn Jonsſøn, ſe ovenfor S. 178, men Anledningen til hans Forjagelſe kjendes ej.
  2. I denne Prydelſe for Magnus’s Skjold og Vaabenkjortel, ſaa vel ſom de anvendte Faner, har man troet at ſee den førſte Antydning til Norges Rigsvaaben. Slige Kjoler eller Kapper med Løver paa ſynes ellers i hine Tider at have været temmelig almindelige, iſær i Norge, da det om den oftere omtalte Biſkop Sigurd fra Glaſtonbury (ſe ovenfor S. 193, 194) heder i det glaſtonburyſke Nekrologium ved hans Dødsdag, 5te April, at han havde ſendt Kloſtret 4 Kapper, to „med Løver“, og to gule.
  3. Sperrelegge kaldtes Benet i Smal-Leggen paa Faarenes Bagbeen; ved et eneſte Slag at knuſe ſlige Been var en almindelig Styrkeprøve, og ſkal endnu være brugeligt paa Island.