Vi ville ogsaa i det følgende erfare, at Magnus’s Søn Sigurd krævede Hevn for Faderens Død i Udtryk, der synes at forudsætte en større Brøde paa Irernes Side, end der egentlig kan siges at ligge i et pludseligt og uforberedt Overfald[1], ligesom han ogsaa strax efter Faderens Død afbrød Forbindelsen med Muirkertach paa en Maade, som vidnede om et afgjort fiendtligt Forhold.
Ved det første Angreb af Irerne faldt mange af Nordmændene, der i adspredte og uordentlige Flokke søgte at komme over de dybe Sumpe, som enhver bedst kunde. „Vore Folk vandre frem under højst uheldige Vilkaar“, sagde Stallaren Eyvind Alboge, „og vi maa see til i Hast at finde paa et godt Raad“. „Lad blæse Krigssignal“, bød Kongen, .saa at den hele Skare samler sig under Merket; vi ville da trække os langsomt tilbage fra Sumpene, thi naar vi først komme paa den aabne Mark, har det ingen Nød“. Eyvind foreslog at man heller skulle see til at komme over Sumpene og ned til Skibene; „naar kun I, sperre( sagde han, „undkommer, vil ingen Skade være skeet“. „Nej“, svarede Magnus, „det passer sig ej for en Konge at fly fra sine Mænd, saa tapre Folk, som jeg her har om mig; lader os heller alle sammen binde an mod Irerne saa kjekt som muligt. Lad mig see, mine Gutter“, raabte han til fine Mænd, „at I ej flygte for Brøklingerne[2]; nu gjelder det at I lægge eders Tapperhed for Dagen, og vise, hvad Hjelp I ville yde eders Konge“. Men af Nordmændene faldt fremdeles mange i deres uheldige Stilling, medens derimod Irernes Antal hvert Øjeblik tiltog. Flere begyndte allerede at flygte, dog Magnus holdt Stand, og kvad endog en Vise, hvori han ytrede at hans Hu stod til Dublin, og at han slet ikke havde nogen Længsel efter .Kvinderne i Nidaros, til hvilke han ikke agtede at komme den Holt, da han elskede en irsk Pige højere end sig selv[3]. Da Kongen endelig var kommen til den nederste og uvejsomste Deel af Sumpen[4], og Irerne
- ↑ Se nedenfor, om Ivar af Fljodes Afsendelse, Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 27.
- ↑ Brœklingar, af brók, Pl. brœkr, Buxe; dette Spottenavn satte Nordmændene paa Irerne formedelst deres besynderlige Nationaldragt, idet de kun havde det ene Been bedækket; se Chroniques d’Enguerrand de Monstrelet Cap. 102. Buchon, Udg. Vol. IV. „La pus grande partie (des Irlandois) allaient de pied, un de leurs pieds chaussé et l’autre nu, sans avoir braies, et pauvrement habillés, ayant chacun une targette et petits javalots acec gros couteaux d’étrange façon“.
- ↑ Det skulde heraf synes, som om han ikke tænkte paa nogen Hjemrejse; dog maa man ej regne hans Ord i denne Henseende saa nøje. Muligt og, at han for det første ej agtede sig videre end til Man, hvor han maaskee tænkte at overvintre.
- ↑ I Magnus Barfods Saga Cap. 86 tales her endog om „Diger“, d. e. dybe Grave, gjennem Sumpe.
