Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/572

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
554
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Vi ville ogſaa i det følgende erfare, at Magnus’s Søn Sigurd krævede Hevn for Faderens Død i Udtryk, der ſynes at forudſætte en ſtørre Brøde paa Irernes Side, end der egentlig kan ſiges at ligge i et pludſeligt og uforberedt Overfald[1], ligeſom han ogſaa ſtrax efter Faderens Død afbrød Forbindelſen med Muirkertach paa en Maade, ſom vidnede om et afgjort fiendtligt Forhold.

Ved det førſte Angreb af Irerne faldt mange af Nordmændene, der i adſpredte og uordentlige Flokke ſøgte at komme over de dybe Sumpe, ſom enhver bedſt kunde. „Vore Folk vandre frem under højſt uheldige Vilkaar“, ſagde Stallaren Eyvind Alboge, „og vi maa ſee til i Haſt at finde paa et godt Raad“. „Lad blæſe Krigsſignal“, bød Kongen, .ſaa at den hele Skare ſamler ſig under Merket; vi ville da trække os langſomt tilbage fra Sumpene, thi naar vi førſt komme paa den aabne Mark, har det ingen Nød“. Eyvind foreſlog at man heller ſkulle ſee til at komme over Sumpene og ned til Skibene; „naar kun I, sperre( ſagde han, „undkommer, vil ingen Skade være ſkeet“. „Nej“, ſvarede Magnus, „det pasſer ſig ej for en Konge at fly fra ſine Mænd, ſaa tapre Folk, ſom jeg her har om mig; lader os heller alle ſammen binde an mod Irerne ſaa kjekt ſom muligt. Lad mig ſee, mine Gutter“, raabte han til fine Mænd, „at I ej flygte for Brøklingerne[2]; nu gjelder det at I lægge eders Tapperhed for Dagen, og viſe, hvad Hjelp I ville yde eders Konge“. Men af Nordmændene faldt fremdeles mange i deres uheldige Stilling, medens derimod Irernes Antal hvert Øjeblik tiltog. Flere begyndte allerede at flygte, dog Magnus holdt Stand, og kvad endog en Viſe, hvori han ytrede at hans Hu ſtod til Dublin, og at han ſlet ikke havde nogen Længſel efter .Kvinderne i Nidaros, til hvilke han ikke agtede at komme den Holt, da han elſkede en irſk Pige højere end ſig ſelv[3]. Da Kongen endelig var kommen til den nederſte og uvejſomſte Deel af Sumpen[4], og Irerne

  1. Se nedenfor, om Ivar af Fljodes Afſendelſe, Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 27.
  2. Brœklingar, af brók, Pl. brœkr, Buxe; dette Spottenavn ſatte Nordmændene paa Irerne formedelſt deres beſynderlige Nationaldragt, idet de kun havde det ene Been bedækket; ſe Chroniques d’Enguerrand de Monstrelet Cap. 102. Buchon, Udg. Vol. IV.La pus grande partie (des Irlandois) allaient de pied, un de leurs pieds chaussé et l’autre nu, sans avoir braies, et pauvrement habillés, ayant chacun une targette et petits javalots acec gros couteaux d’étrange façon“.
  3. Det ſkulde heraf ſynes, ſom om han ikke tænkte paa nogen Hjemrejſe; dog maa man ej regne hans Ord i denne Henſeende ſaa nøje. Muligt og, at han for det førſte ej agtede ſig videre end til Man, hvor han maaſkee tænkte at overvintre.
  4. I Magnus Barfods Saga Cap. 86 tales her endog om „Diger“, d. e. dybe Grave, gjennem Sumpe.