Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/569

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
551
Muirkertachs Nederlag.

Sagaerne melde derfor ogſaa, at Muirkertach, efter at Ulſter-Toget var tilendebragt, vendte tilbage til Kinkora, medens Magnus gjorde ſig færdig til at drage hjem til Norge. At det dog ingenlunde var hans Henſigt at opgive det Fodfæſte, han havde faaet paa Øen, men at han derimod rimeligviis allerede til næſte Aar agtede at komme tilbage med endnu ſtørre Styrke, for at forſøge ſin Lykke paa ny og fuldende, hvad han havde begyndt, ſkjønnes deraf, at han efterlod Beſætning i Dublin, hvor han ogſaa lod de Giſler, Muirkertach havde ſtillet ham, blive i Forvaring.

Forbindelſen med Magnus havde alene bragt Muirkertach Skade, ingen Fordeel. Ser eneſte, der for ham nogenledes kunde opveje Afſtaaelſen af Dublin, og den Ubehagelighed at ſee Magnus og hans Nordmænd ſætte ſig faſt her, maatte have været en fuldkommen Tilintetgjørelſe af Donald O’Lochlans Magt ved Magnus’s Hjelp. Men i dets Sted var Donalds Magt uſvækket, og hans egen havde derimod paa Cobha-Sletten lidt et Afbræk, ſom han neppe nogenſinde forbandt, medens Dublin dog ej ophørte at være i Nordmændenes Vold, men meget mere ſkulde tjene dem ſom Udgangspunkt for fremtidige Erobringstog. Under disſe Omſtændigheder kan man ej forundre ſig over, om Muirkertach og Irerne ſøgte ved hvilket ſom helſt Middel at ſkaffe ſig Nordmændene af Halſen, og ſaa tilſtrækkeligt at ødelægge dem, at man for Eftertiden ej havde noget Angreb af dem at befrygte. Derfor bliver Ordriks Udſagn, at Irerne ſøgte at ſvige Magnus, meget ſandſynligt, medens vi dog fremdeles maa gjentage, at vore egne Sagaer ikke tale om noget Forræderi; ſaa at Muirkertach, om han virkelig havde noget ſaadant fore, i alle Fald maa have lagt ſine Planer yderſt fiint, uden at Nordmændene havde mindſte Anelſe derom. Magnus, fortælles der i vore Sagaer, havde aftalt med Muirkertach, maaſkee under dennes Ophold i Dalaraide nær Kyſten, at han ſkulde ſende ham en Deel Slagte-Kvæg til Proviant paa Rejſen. Han laa med ſin hele Flaade ſejlfærdig og ventede ved Kyſten af Ulſter, for, ſaa ſnart han havde modtaget Kvæget, at ſejle over til Øerne. Men det udeblev Dag efter Dag, og da det varede ham alt for længe, ſendte han en Deel af ſine Mænd op i Landet, for at paaſkynde Afſendelſen, paalæggende dem at komme tilbage i det ſeneſte Dagen for Bartholomæusmesſen (24de Auguſt). Mesſeaftenen (23de Auguſt) kom, men man ſaa endnu ikke noget til dem. Kongen blev utaalmodig, og tidligt den følgende Morgen, ved Solens Opgang, gik han op i Landet med den ſtørſte Deel af ſine Folk, for at ſee, hvor der var blevet af dem og det lovede Kvæg[1]. Det var ſtille Vejr

  1. I Udgaven af Magnus Barfods Saga i Fornm. Sögur Cap. 35 ſtaar her, aabenbart fejlagtigt, „mánadags aftanin“ og „sjálfan mánadaginn“ i Stedet for, „messudags aftaninn og „sjalfan messudaginn“, ſom Udg. af Snorre