Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/566

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
548
Magnus Olafsſøn (Barfod).

og en ſtor Deel af det tilliggende Landſkab[1]. Men da de irſke Annaler ikke omtale et eneſte Krigsforetagende paa Øen ſelv i Aaret 1102 efter Magnus’s Ankomſt, og da Muirkertach desuden allerede var i Beſiddelſe af Dublin ſiden 1094, i hvilket Aar han erobrede Staden og Gudrød Meranaghs Beſiddelſer i Leinſter, endog, ſom det ſynes, ved Magnus’s Hjelp[2], er det aabenbart, at Sagabearbejderne her netop have haft denne Begivenhed under Magnus’s førſte Veſterhavstog for Øje, og forvexlet den med den fredelige Afſtaaelſe af Dublin med Diſtrikt, ſom upaatvivlelig udgjorde en af Hovedbetingelſerne for Traktaten mellem Muirkertach og Magnus. Denne har viſtnok ved ſin Ankomſt ſtrax faaet Staden overgiven i ſin Vold, og ej alene beſat den med ſine Folk, men paa ſin ſædvanlige Viis ogſaa opført Borge og lagt Beſætninger andenſteds rundt om i hele Landſkabet, for førſt og fremſt at ſikre ſig denne norſke Hovedbeſiddelſe[3]. For øvrigt

  1. „De vandt begge tilſammen meget af Dublin og Dublinſhire“. Magnus Barfods Saga Cap. 34, Snorre Cap. 25. Morkinſkinna fol. 24. a. b. ſaa vel ſom Fagrſkinna tale temmelig vidtløftigt om Dublins Indtagelſe (om Høſten, tillægger Fagrſkinna) uden dog at nævne Muirkertach. Magnus, heder det i Morkinſkinna, ſagde til ſine Mænd: „I vide, at vi have gjort flere Tog veſter til disſe Lande (et merkeligt Udſagn, der middelbart bekræfter, hvad ovenfor er anført, at han allerede i 1093—94 hjemſøgte Irland); men at vi nu have et langt ſtørre Foretagende for os end før, da dette Land er ſaa rigt; ſejre vi over Irerne, ville vi ſaaledes vente et herligt Bytte; iſær er denne Borg ſaare rig( Da ſvarede, heder det, Sigurd Sigurdsſøn (maaſkee den viſe S. af Hvitaſtein,): „vi ville Alle gjerne udrette noget til eders Hæder, men tvivle meget, om I her ville vinde nogen Ære, da Landet er ſterkt befolket og Indbyggerne ſvigagtige; ſaaledes gik det med eders Frænde Kong Harald, at Landet førſt blev ham overgivet, men han ſelv dog ſiden ſvegen. Det bedſte havde derfor været, om I havde ſiddet roligt hjemme i eders Rige“. Kongen ſvarede da, at man maatte udføre hvad der engang var begyndt, og at man nok vilde have Fremgang, naar man kun viſte Mod og Dygtighed. Borgen blev, ſiges der, omſider vunden, ſkjønt med mange Kneb.
  2. Se ovenfor S. 479.
  3. At Morkinſkinna virkelig forvexler dette Tog med et tidligere, ſees deraf, at den blandt de Mænd, der fulgte med Kongen, nævner Agmund Skoftesſøn; imidlertid er det ikke ſaa urimeligt, enten at en Samtale, ſom den oven ane førte, kunde have været holdt mellem Magnus og en af hans Mænd ved Belejringen af en anden Borg under Toget Hos, eller at Magnus ikke aldeles uden Kamp fik hele Dublinsdiſtriktet med tilhørende Borge i ſin Bold; men Belejringen af Dublin ſelv tilhører dog aabenbart 1094. At Magnus virkelig fik et Stykke af Irland, (der ej kan have været andet end Dublin m. m.) og ſikrede ſig det ved Befæſtninger, ſees ſaavel af Thjodrek Cap. 32, hvor der ſtaar at han underkaſtede ſig en Deel af-Den, ſom af Roger Hoveden (Savile S. 599) og Ordriks ovenfor anførte Udſagn, at Magnus indſatte coloni (hvilket her maa betegne Beſætninger af Krigere) og byggede Borge og Byer i Landet, ligeſom og Morkinſkinnas og Fagrſkinnas Beretning om, at han efterlod Beſætning i Dublin, vidner om det ſamme. Derhos anføre Kongeſagaerne et Vers af Magnus, kvædet under Slaget 1103, kort før hans Fald, hvoraf