Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/564

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
546
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Øen, tydeligt aabenbarer ſig, maa man formode, at Muirkertach denne Gang deels i Almindelighed har maattet anerkjende Magnus ſom ſin Lensherre, deels ſærſkilt har forpligtet ſig til at overlade ham Dublin med tilhørende Diſtrikt, hvilket, lige ſaa vel ſom Man, hørte til de ældre norſke Beſiddelſer paa den Kant, og desuden endog havde været forenet med Riget i Man, indtil Muirkertach fik Gudrød Meranagh fordreven. Derhos maa Muirkertach nu, ſom tidligere, have fraſagt ſig alle Fordringer paa Man og Syderøerne, og fremdeles, ſom før, have knyttet alle Indrømmelſer og Afſtaaelſer til ſin Datters Haand, ſaaledes at Afkaldet ſkede til Fordeel for den Mand, hun egtede. Førſte Gang, da Magnus fæſtede Lafracot, var det ham ſelv, til hvem Afſtaaelſen ſkede; og da Muirkertach desuagtet ſenere befattede ſig med de Manſke Anliggender, ſom om ingen Afſtaaelſe havde fundet Sted, var det ogſaa i ſin Orden, at Forbindelſen hævedes. Denne Gang var det derimod Magnus’s Søn Sigurd, til hvis Fordeel Overdragelſen nu tilſyneladende fandt Sted, og denne Overdragelſe var vel ogſaa den egentlige Aarſag til, at Magnus, ſandſynligviis paa Bryllupsdagen, gav ſin Søn Kongenavn. Den oftere nævnte anglo-nordmanniſke Skribent Ordrik omtaler Muirkertachs Ferd, ſom om han hverken meente det oprigtigt med Arnulf eller med Magnus, men pønſede paa, ved given Lejlighed at ſvige dem begge[1]. Det er ogſaa, ſom det nedenfor vil ſees, temmelig ſandſynligt at Muirkertach har næret ſaadanne Planer, iſær med Henſyn til Magnus, der maa have været ham en ſærdeles uvelkommen Gjeſt, ligeſom vi erfare, at han virkelig opførte ſig ſvigagtigt mod Arnulf; men vore Sagaer hentyde dog ikke ligefrem paa noget Forræderi. Af disſe, ſammenholdte med de irſke Annaler, ſees det derimod, at Muirkertach har ſøgt at drage Nytte af Magnus’s Nærværelſe, for ved hans Hjelp at kunne overvælde ſin Modſtander Donald, ſaa ſnart Fredsaaret var udløbet[2], og at Magnus maa have forbundet ſig til at ſtaa Muirkertach bi.

    in Hiberniam introivit; ibique colonis callide constitutis, oppida et villas aliarum more gentium construi præcepit. Irenses igitur ei nimis inviderunt o. ſ. v (S. 812). Her er Spørgsmaalet, om Ordet ibique gaar paa Øerne eller paa Irland. Det ſidſte falder dog naturligſt, iſær da Magnus’s Forſøg paa at koloniſere Øerne tidligere har været omtalt.

  1. Irenses igitur ei nimis inviderunt, et totis nisibuu infestare conati sunt, doloque seu vi pessumdare hostes machinati sunt … porro, congregati omnes (her ſigtes til Samlingen i Dublin) formidabilem Magnum veriti sunt, nec proeliari cominus cum illo præsumserunt, sed de proditione nefaria in ipsum machinari studuerunt.
  2. Anderledes kan man nemlig ikke forklare enten vore Sagaers udtrykkelige Vidnesbyrd om Magnus’s og Muirkertachs Krigsforetagender i Forening, p eller de irſke Annalers Beretninger om Muirkertachs Tog i 1103. Saavel