Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/563

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
545
Sigurd Magnussøn Konge paa Man.

at Magnus, efter sin Tilbagekomst til Man, sendte Mænd til Muirkertach for at forlange hans anden Datter til Egte for sin Søn, hvilket Forlangende strax blev opfyldt, hvorpaa han udnævnte sin Søn til Konge af Man. Vore Sagaer fortælle ligeledes, skjønt, som vi have seet, paa et urigtigt Sted, at Magnus sit Muirkertachs Datter Biadmynia til Hustru for sin Søn Sigurd, og at han satte ham til Høvding over alle de der vester erobrede Lande, og gav ham Kongenavn. Naar man seer hen til den Frygt, Muirkertach, ifølge den Manske.Krønike, nærede for Magnus, og de Opofrelser, hvorved han øjensynligt søgte at tilkjøbe sig Freden, bliver der størst Sandsynlighed for, at de egentlige Fredsforslag ere udgaaede fra ham. Men dette hindrer dog ikke fra at antage, at Magnus foreløbigt kan have sendt et Gesandtskab til ham, med en overmodig Opfordring af samme Slags som den tidligere, nemlig om at underkaste sig og hylde ham, uden at lade det komme til Kamp, og at Muirkertach i det væsentlige bar føjet sig derefter. Vi have seet, at Magnus ved den tidligere Fredsslutning med Muirkertach fæstede dennes Datter Lafracot. En lignende Forbindelse søgte man nu, til Fredens Bekræftelse, at tilvejebringe, men da hiin Datter imidlertid bar bleven gift med Arnulf, og Magnus ligeledes med Margrete af Sverige, havde man ingen anden Udvej end at lade Sigurd egte Muirkertachs anden Datter Biadmuin, skjønt hun paa denne Tid i det højeste var 9 Aar gammel, og han i sit trettende[1]. Hvad yderligere Betingelser der vedtoges, nævnes ej; men da den i det hele taget paalidelige Ordrik endog synes at lade Magnus udstrække sine Kolonisations- eller rettere Befæstnings-Forsøg til Irland selv[2], hvorved hans bestemte Hensigt, at fatte blivende Fodfæste paa

    vare komne for at herje Irland, men de sluttede Fred for eet Trav med Irlands Mænd, og Muirkertach gav sin Datter til Sichraid, Søn af Magnus, og skjenkede ham mange Klenodier og Gaver“. De væliske Krønikers Udsagn hos Caradoc er allerede anført ovenfor, S. 514, Anm. 4.

  1. Hendes Alder angives nemlig i 1098, hvortil, som vi have seet, Giftermaalet urigtig er henført, til fem Aar, Sigurds til ni. Men da man af denne sidste Angivelse kan see, at Sigurds Alder ej er anført, som den var paa den Tid, Bryllupet virkelig holdtes, men derimod som den var i 1098, er det ikke usandsynligt, at en lignende Reduktion ogsaa kan være foretagen med Kongedatterens Alder. Herved er dog at merke, at det for den senere Sagabearbejder var lettere at regne sig til Sigurds Alder i 1098, end til den irske Kongedatters, saa at Talangivelsen for hans Vedkommende kan verre reduceret, Brudens derimod bibeholdt uforandret. Det er saaledes nok muligt, at hun ved Giftermaalet 1102 virkelig kun var 5 Aar gammel.
  2. Da Ordriks Ord ere noget dunkle, anføre vi dem der saaledes som de tyde i Originalen: Ea tempestate Magnus, Northvigenarum potentissimus rex, insulas Britanniæ circumivit, et desertas cum ingenti classe insulas usque