Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/563

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
545
Sigurd Magnusſøn Konge paa Man.

at Magnus, efter ſin Tilbagekomſt til Man, ſendte Mænd til Muirkertach for at forlange hans anden Datter til Egte for ſin Søn, hvilket Forlangende ſtrax blev opfyldt, hvorpaa han udnævnte ſin Søn til Konge af Man. Vore Sagaer fortælle ligeledes, ſkjønt, ſom vi have ſeet, paa et urigtigt Sted, at Magnus ſit Muirkertachs Datter Biadmynia til Huſtru for ſin Søn Sigurd, og at han ſatte ham til Høvding over alle de der veſter erobrede Lande, og gav ham Kongenavn. Naar man ſeer hen til den Frygt, Muirkertach, ifølge den Manſke.Krønike, nærede for Magnus, og de Opofrelſer, hvorved han øjenſynligt ſøgte at tilkjøbe ſig Freden, bliver der ſtørſt Sandſynlighed for, at de egentlige Fredsforſlag ere udgaaede fra ham. Men dette hindrer dog ikke fra at antage, at Magnus foreløbigt kan have ſendt et Geſandtſkab til ham, med en overmodig Opfordring af ſamme Slags ſom den tidligere, nemlig om at underkaſte ſig og hylde ham, uden at lade det komme til Kamp, og at Muirkertach i det væſentlige bar føjet ſig derefter. Vi have ſeet, at Magnus ved den tidligere Fredsſlutning med Muirkertach fæſtede dennes Datter Lafracot. En lignende Forbindelſe ſøgte man nu, til Fredens Bekræftelſe, at tilvejebringe, men da hiin Datter imidlertid bar bleven gift med Arnulf, og Magnus ligeledes med Margrete af Sverige, havde man ingen anden Udvej end at lade Sigurd egte Muirkertachs anden Datter Biadmuin, ſkjønt hun paa denne Tid i det højeſte var 9 Aar gammel, og han i ſit trettende[1]. Hvad yderligere Betingelſer der vedtoges, nævnes ej; men da den i det hele taget paalidelige Ordrik endog ſynes at lade Magnus udſtrække ſine Koloniſations- eller rettere Befæſtnings-Forſøg til Irland ſelv[2], hvorved hans beſtemte Henſigt, at fatte blivende Fodfæſte paa

    vare komne for at herje Irland, men de ſluttede Fred for eet Trav med Irlands Mænd, og Muirkertach gav ſin Datter til Sichraid, Søn af Magnus, og ſkjenkede ham mange Klenodier og Gaver“. De væliſke Krønikers Udſagn hos Caradoc er allerede anført ovenfor, S. 514, Anm. 4.

  1. Hendes Alder angives nemlig i 1098, hvortil, ſom vi have ſeet, Giftermaalet urigtig er henført, til fem Aar, Sigurds til ni. Men da man af denne ſidſte Angivelſe kan ſee, at Sigurds Alder ej er anført, ſom den var paa den Tid, Bryllupet virkelig holdtes, men derimod ſom den var i 1098, er det ikke uſandſynligt, at en lignende Reduktion ogſaa kan være foretagen med Kongedatterens Alder. Herved er dog at merke, at det for den ſenere Sagabearbejder var lettere at regne ſig til Sigurds Alder i 1098, end til den irſke Kongedatters, ſaa at Talangivelſen for hans Vedkommende kan verre reduceret, Brudens derimod bibeholdt uforandret. Det er ſaaledes nok muligt, at hun ved Giftermaalet 1102 virkelig kun var 5 Aar gammel.
  2. Da Ordriks Ord ere noget dunkle, anføre vi dem der ſaaledes ſom de tyde i Originalen: Ea tempestate Magnus, Northvigenarum potentissimus rex, insulas Britanniæ circumivit, et desertas cum ingenti classe insulas usque