Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/561

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
543
Magnus’s tredie Veſterhavstog. Ankomſt til Man.

Syderøerne og Man, medtagende ſin Søn Sigurd, der nu havde naaet ſit 13de Aar eller den fra de ældſte Tider i Norge for Kongerne vedtagne Myndigheds-Alder. Ifølge enkelte Sagaer ſkal han ogſaa have medtaget Jarleſønnen Erling Erlendsſøn, men det er dog et ſtort Spørgsmaal, om denne ikke allerede var falden i Slaget ved Angleſey; var han det ej, da er det langt ſandſynligere, at han i 1099, ligeſom Haakon Paalsſøn, havde maattet ledſage Magnus til Norge, og nu, ſaavel ſom denne, havde fulgt med lige fra Norge af[1]. Magnus begav ſig lige til Man, hvor han fremdeles vedblev at lade Huſe og Befæſtninger opføre. For at ſkaffe ſig det nødvendige Tommer dertil, gjorde han ſelv et Beſøg over til Angleſey, hvor Fyrſt Griffith, der ej deeltog i de øvrige Fyrſters Forbindelſe med Robert og Arnulf, tog ſaare venligt imod ham, og gav ham, ſom der ſiges, Frihed til at hugge alt det Tømmer, han behøvede[2]. Hvis Griffith allerede forrige Gang havde erkjendt Magnus for ſin Overherre, — hvilket, ſom vi have ſeet, er højſt rimeligt — da har han vel end mindre denne Gang vovet at negte ham Hyldeſt ſom ſaadan, og hiin Frihed har Magnus altſaa ſnarere fordret ſom en Ret, end modtaget ſom en Gave. Magnus vendte derpaa tilbage til Man, lod trende Borge opføre, og lavede ſig til, med det førſte at angribe Irland. Imidlertid havde Sagerne taget en daarlig Vending for Muirkertachs nordmanniſke Forbundsfæller. Robert af Beleſme, der aabenbart trodſede Kongens Opfordringer om at falde til Fode og viſe ham den tilbørlige Lydighed, var erklæret fredløs, og flere af hans Borge vare allerede erobrede af Kongen, der belejrede den ene efter den anden. En af de væliſke Fyrſter, ſom havde taget Roberts Parti, var ved betydelige Indrømmelſer og Af-

  1. Saavel Morkinſkinna og Fagrſkinna, ſom Hryggjarſtykke og Hrokkinſkinna lade Magnus medtage Erling, men Orkneyinga Saga ſiger udtrykkeligt, at det er uviſt, om Erling faldt i Angleſey-Slaget 1098, eller i Ulſter, med Magnus, 1103. Da vi nu af Orkneyinga Saga erfare, at Magnus i Mellemtiden 1098—1102 havde Haakon Paalsſøn hos ſig i Norge, men Morkinſkinna og Snorre dog begaa den Fejl, at lade Magnus allerede i 1099 udnævne Haakon til Sigurds Formynder, opſtaar derved en ſterk Præſumtion for at ogſaa deres Angivelſe om Erling er falſk. I alle Fald maa han have deelt Skjebne med Haakon. At denne fulgte med Magnus i 1102, ſees deels deraf at han omtales ſom Deeltager i den ſvenſke Krig, og ſiden dukker op ſom ankommende til Norge fra Orknø i Aaret 1104 eller Hob; deels af Morkinſkinnas Udſagn om at Magnus udnævnte ham til Sigurds Formynder, hvilket i ſig ſelv ſynes at være ſandt, men kun maa henføres til 1102 i Stedet for 1099.
  2. De væliſke Krøniker, ſe Caradoc. Vore Sagaer vide intet om Magnus’s Ophold paa Man ved denne Lejlighed, men ogſaa Ulſter-Annalerne tale udtrykkeligt derom. Vi gjenkjende ellers ſaavel i disſe Tømmer-Befæſtninger, ſom i dem, Magnus havde opført under ſit forrige Tog med Tømmer fra Galloway (ſe ovenfor S. 574), „Virker“ af ſamme Slags, ſom hiint paa Kvaldensø, og Anvendelſen af den ſamme Krigskunſt.