Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/561

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
543
Magnus’s tredie Vesterhavstog. Ankomst til Man.

Syderøerne og Man, medtagende sin Søn Sigurd, der nu havde naaet sit 13de Aar eller den fra de ældste Tider i Norge for Kongerne vedtagne Myndigheds-Alder. Ifølge enkelte Sagaer skal han ogsaa have medtaget Jarlesønnen Erling Erlendssøn, men det er dog et stort Spørgsmaal, om denne ikke allerede var falden i Slaget ved Anglesey; var han det ej, da er det langt sandsynligere, at han i 1099, ligesom Haakon Paalssøn, havde maattet ledsage Magnus til Norge, og nu, saavel som denne, havde fulgt med lige fra Norge af[1]. Magnus begav sig lige til Man, hvor han fremdeles vedblev at lade Huse og Befæstninger opføre. For at skaffe sig det nødvendige Tommer dertil, gjorde han selv et Besøg over til Anglesey, hvor Fyrst Griffith, der ej deeltog i de øvrige Fyrsters Forbindelse med Robert og Arnulf, tog saare venligt imod ham, og gav ham, som der siges, Frihed til at hugge alt det Tømmer, han behøvede[2]. Hvis Griffith allerede forrige Gang havde erkjendt Magnus for sin Overherre, — hvilket, som vi have seet, er højst rimeligt — da har han vel end mindre denne Gang vovet at negte ham Hyldest som saadan, og hiin Frihed har Magnus altsaa snarere fordret som en Ret, end modtaget som en Gave. Magnus vendte derpaa tilbage til Man, lod trende Borge opføre, og lavede sig til, med det første at angribe Irland. Imidlertid havde Sagerne taget en daarlig Vending for Muirkertachs nordmanniske Forbundsfæller. Robert af Belesme, der aabenbart trodsede Kongens Opfordringer om at falde til Fode og vise ham den tilbørlige Lydighed, var erklæret fredløs, og flere af hans Borge vare allerede erobrede af Kongen, der belejrede den ene efter den anden. En af de væliske Fyrster, som havde taget Roberts Parti, var ved betydelige Indrømmelser og Af-

  1. Saavel Morkinskinna og Fagrskinna, som Hryggjarstykke og Hrokkinskinna lade Magnus medtage Erling, men Orkneyinga Saga siger udtrykkeligt, at det er uvist, om Erling faldt i Anglesey-Slaget 1098, eller i Ulster, med Magnus, 1103. Da vi nu af Orkneyinga Saga erfare, at Magnus i Mellemtiden 1098—1102 havde Haakon Paalssøn hos sig i Norge, men Morkinskinna og Snorre dog begaa den Fejl, at lade Magnus allerede i 1099 udnævne Haakon til Sigurds Formynder, opstaar derved en sterk Præsumtion for at ogsaa deres Angivelse om Erling er falsk. I alle Fald maa han have deelt Skjebne med Haakon. At denne fulgte med Magnus i 1102, sees deels deraf at han omtales som Deeltager i den svenske Krig, og siden dukker op som ankommende til Norge fra Orknø i Aaret 1104 eller Hob; deels af Morkinskinnas Udsagn om at Magnus udnævnte ham til Sigurds Formynder, hvilket i sig selv synes at være sandt, men kun maa henføres til 1102 i Stedet for 1099.
  2. De væliske Krøniker, se Caradoc. Vore Sagaer vide intet om Magnus’s Ophold paa Man ved denne Lejlighed, men ogsaa Ulster-Annalerne tale udtrykkeligt derom. Vi gjenkjende ellers saavel i disse Tømmer-Befæstninger, som i dem, Magnus havde opført under sit forrige Tog med Tømmer fra Galloway (se ovenfor S. 574), „Virker“ af samme Slags, som hiint paa Kvaldensø, og Anvendelsen af den samme Krigskunst.