Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/560

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
542
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Død, beſteget Englands Trone (1100). Hans førſte Regjeringsaar foruroligedes af idelige Fejder med hans ældſte Broder, Hertug Robert af Nordmandie, og de Baroner, der toge dennes Parti. Den mægtigſte og voldſomſte af dem alle var Robert af Beleſme, en ældre Broder af Arnulf og Hugo, der efter dennes Fald i Angleſey-Sund havde tilkjøbt ſig hans Jarldømme[1], og desuden havde mange andre Beſiddelſer, ſaavel i England ſom i Nordmandie[2]. Uagtet Kongen og Hertug Robert om Høſten 1101 havde ſluttet Fred med hinanden, afholdt dette dog ikke Jarlen Robert fra at befæſte ſtue Borge, for paa egen Haand at ſætte ſig op mod Kongen. Han indgik endog Forbund med de tre væliſke Fyrſter[3], og hans Broder Arnulf, der gjorde fælles Sag med ham, bejlede ved Sendebud til den irſke Kongedatter, hvis Haand ſtrax blev ham tilſagt, og med hvem han ej alene fik prægtige Løfter om kraftig Underſtøttelſe, men ogſaa Udſigt til, efter Muirkertachs Død at beſtige hans Trone[4]. Paa denne Maade havde der formet ſig en Koalition mod Kong Henrik, beſtaaende af begge de nys nævnte Jarler, de tre væliſke Fyrſter, og Kong Muirkertach, hvilken igjen paa ſin Side derved haabede at faa Underſtøttelſe, ſaavel mod ſine Fiender i Landet ſelv ſom mod Kong Magnus. Denne havde allerede ved Fredsſlutningen med Kong Eadgar ophørt at ſtaa i en afgjort fiendtlig Stilling lige over for det anglo-nordmanniſke Parti i Skotland, eller England overhoved. Skjønt det er rimeligt, og næſten maa anſees ſom viſt, at han havde været forlovet med Kong Eadgars Syſter, ſynes dog ikke hans venſkabelige eller i det mindſte fredelige Forhold lige over for Skotland eller det engelſke Parti at være rokket, da hun i Aaret 1100 egtede Henrik, ſtrax efter dennes Tronbeſtigelſe. Den Forbindelſe, hvori Arnulf af Pembroke, der ſom den dræbte Hugos Broder og Eftermaalsmand maa anſees for ikke mindre at have været Magnus’s Fiende end Kong Henriks, nu traadte med Kong Muirkertach, og den fiendtlige Stilling, ſom denne, hvem Magnus’s Tog nærmeſt gjaldt, nu ligeledes indtog mod den engelſke Konge, maatte nødvendigviis bringe Magnus, da han aller førſt viſte ſig i de veſtlige Farvande, paa dennes Side lige over for den nys nævnte Koalition. Alt dette maa man nødvendigviis have for Øje, for ret at kunne opfatte Magnus’s Stilling, og forklare hans Skridt paa dette Tog.

Magnus havde paa Overfarten meget haardt Vejr at kæmpe med. Han anløb nu, ſom forrige Gang, aller førſt Orknøerne med ſin hele Styrke[5]. Denne forøgede han her, og fortſatte derpaa Rejſen til

  1. Ordrik S. 768.
  2. I Maine er der endnu Sagn om Robert og hans Gruſomheder, ſe Lappenbergs Geſch. Englands, II. S. 232.
  3. Nemlig Jorwerth, Cadogan og Meredith, Sønner af Blethyn.
  4. Ordrik l. c. S. 808; jvfr. de væliſke Annaler, hos Caradoc.
  5. Með öllu liði, ſtaar der i Magnus Barfods Saga Cap. 34.