Død, besteget Englands Trone (1100). Hans første Regjeringsaar foruroligedes af idelige Fejder med hans ældste Broder, Hertug Robert af Nordmandie, og de Baroner, der toge dennes Parti. Den mægtigste og voldsomste af dem alle var Robert af Belesme, en ældre Broder af Arnulf og Hugo, der efter dennes Fald i Anglesey-Sund havde tilkjøbt sig hans Jarldømme[1], og desuden havde mange andre Besiddelser, saavel i England som i Nordmandie[2]. Uagtet Kongen og Hertug Robert om Høsten 1101 havde sluttet Fred med hinanden, afholdt dette dog ikke Jarlen Robert fra at befæste stue Borge, for paa egen Haand at sætte sig op mod Kongen. Han indgik endog Forbund med de tre væliske Fyrster[3], og hans Broder Arnulf, der gjorde fælles Sag med ham, bejlede ved Sendebud til den irske Kongedatter, hvis Haand strax blev ham tilsagt, og med hvem han ej alene fik prægtige Løfter om kraftig Understøttelse, men ogsaa Udsigt til, efter Muirkertachs Død at bestige hans Trone[4]. Paa denne Maade havde der formet sig en Koalition mod Kong Henrik, bestaaende af begge de nys nævnte Jarler, de tre væliske Fyrster, og Kong Muirkertach, hvilken igjen paa sin Side derved haabede at faa Understøttelse, saavel mod sine Fiender i Landet selv som mod Kong Magnus. Denne havde allerede ved Fredsslutningen med Kong Eadgar ophørt at staa i en afgjort fiendtlig Stilling lige over for det anglo-nordmanniske Parti i Skotland, eller England overhoved. Skjønt det er rimeligt, og næsten maa ansees som vist, at han havde været forlovet med Kong Eadgars Syster, synes dog ikke hans venskabelige eller i det mindste fredelige Forhold lige over for Skotland eller det engelske Parti at være rokket, da hun i Aaret 1100 egtede Henrik, strax efter dennes Tronbestigelse. Den Forbindelse, hvori Arnulf af Pembroke, der som den dræbte Hugos Broder og Eftermaalsmand maa ansees for ikke mindre at have været Magnus’s Fiende end Kong Henriks, nu traadte med Kong Muirkertach, og den fiendtlige Stilling, som denne, hvem Magnus’s Tog nærmest gjaldt, nu ligeledes indtog mod den engelske Konge, maatte nødvendigviis bringe Magnus, da han aller først viste sig i de vestlige Farvande, paa dennes Side lige over for den nys nævnte Koalition. Alt dette maa man nødvendigviis have for Øje, for ret at kunne opfatte Magnus’s Stilling, og forklare hans Skridt paa dette Tog.
Magnus havde paa Overfarten meget haardt Vejr at kæmpe med. Han anløb nu, som forrige Gang, aller først Orknøerne med sin hele Styrke[5]. Denne forøgede han her, og fortsatte derpaa Rejsen til
