Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/557

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
539
Skaftes Korstog.

længſt have naaet Norge, og har rimeligviis bidraget meget til at opflamme Skoftes og hans Sønners hellige Iver. Man kan derfor viſtnok med god Føje kalde Skofte og hans Sønner de førſte hiſtoriſk bekjendte norſke Korsfarere. Fra Danmark havde allerede i Aaret 1007 en Ætling af Kongehuſet, ved Navn Sven, fort en Skare Korsfarere til Lilleaſien, hvor de deeltoge i Nicæas Erobring, og ſiden, efter et kort Ophold i Conſtantinopel, haſtede videre for at ſtaa de øvrige Korsfarere bi ved Antiochias Belejring, men paa Vejen var Sven bleven forraadt, overfalden af Tyrkerne, og nedſablet med alle ſine Mænd[1]. Skoftes Henſigt har neppe været at forlade Norge for ſtedſe, men viſtnok kun at holde ſig borte i nogle Aar, indtil Uenigheden mellem ham og Kongen var glemt, og denne var kommen til ſtørre Beſindighed. Om hans Sønner bortrykkedes ſaa hurtigt efter hinanden og i deres bedſte Aar, ved Sygdom, eller om de bleve dødeligt ſaarede i Kampen mod de Vantroende, kan man af Sagaens korte Beretning ikke ſee, lige ſaa lidt ſom, om de virkelig kom til Palæſtina og Thords Død paa Sicilien indtraf paa Tilbagerejſen, eller om de alle døde paa Henrejſen. De maa dog alle være døde inden Høſten 1103, ſiden det heder, at de af deres Ledſagere, ſom vendte tilbage til Norge, ankom ſtrax efter at Magnus’s Sønner vare tagne til Konger, hvilket maa have fundet Sted i September eller Oktober Maaned ſamme Aar. Som Arving til Giſke og Ættens berømmelige Navn optraadte ſiden Skoftes nys nævnte Søn, Paal, gjennem hvilken denne Linje af Arnunge-Ætten endnu vedligeholdt ſig i mange Led, og fremdeles indtog en fremragende Stilling mellem Rigets ypperſte Ætter[2].

48. Kong Magnus’s ſidſte Veſterhavstog og Fald.


Magnus forblev ikke længe i Ro efter Fredsſlutningen med Sverige. Allerede det følgende Aar finde vi ham i Spidſen for en Flaade og Hær

  1. Albert af Aachen III. 54, Villjam af Tyrus, S. 23 ſe Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 631 flg.) jvf. Matth. Paris, S. 28; Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 730 o. fl. Han udgives deels for en Søn, deels for en Broder af den danſke Konge. Suhm Hiſt. af Danmark V. 39, ſaa vel ſom Langebek l. c. have gjort det ſandſynligt at han var en Sønneſøn af Sven Ulfsſøn. Hans Heltedød er beſungen af Tasſo i dennes „befriede Jeruſalem“ 8de Sang. For ſaa vidt enkelte Nordmænd have været med i hans Flok, hvilket ej er ſaa uſandſynligt, iſær af Sale-Ætten, der var ſaa nær beſlægtet med det danſke Kongehuus, kunde man heri finde en faa meget ſtørre Opfordring for Skatte til at tage Korſet og hevne deres Fald, da han ſelv var en Sønneſøn af Erling Skjalgsſøns Datter.
  2. Magnus Barfods Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 19—22.