Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/557

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
539
Skaftes Korstog.

længst have naaet Norge, og har rimeligviis bidraget meget til at opflamme Skoftes og hans Sønners hellige Iver. Man kan derfor vistnok med god Føje kalde Skofte og hans Sønner de første historisk bekjendte norske Korsfarere. Fra Danmark havde allerede i Aaret 1007 en Ætling af Kongehuset, ved Navn Sven, fort en Skare Korsfarere til Lilleasien, hvor de deeltoge i Nicæas Erobring, og siden, efter et kort Ophold i Constantinopel, hastede videre for at staa de øvrige Korsfarere bi ved Antiochias Belejring, men paa Vejen var Sven bleven forraadt, overfalden af Tyrkerne, og nedsablet med alle sine Mænd[1]. Skoftes Hensigt har neppe været at forlade Norge for stedse, men vistnok kun at holde sig borte i nogle Aar, indtil Uenigheden mellem ham og Kongen var glemt, og denne var kommen til større Besindighed. Om hans Sønner bortrykkedes saa hurtigt efter hinanden og i deres bedste Aar, ved Sygdom, eller om de bleve dødeligt saarede i Kampen mod de Vantroende, kan man af Sagaens korte Beretning ikke see, lige saa lidt som, om de virkelig kom til Palæstina og Thords Død paa Sicilien indtraf paa Tilbagerejsen, eller om de alle døde paa Henrejsen. De maa dog alle være døde inden Høsten 1103, siden det heder, at de af deres Ledsagere, som vendte tilbage til Norge, ankom strax efter at Magnus’s Sønner vare tagne til Konger, hvilket maa have fundet Sted i September eller Oktober Maaned samme Aar. Som Arving til Giske og Ættens berømmelige Navn optraadte siden Skoftes nys nævnte Søn, Paal, gjennem hvilken denne Linje af Arnunge-Ætten endnu vedligeholdt sig i mange Led, og fremdeles indtog en fremragende Stilling mellem Rigets ypperste Ætter[2].

48. Kong Magnus’s sidste Vesterhavstog og Fald.


Magnus forblev ikke længe i Ro efter Fredsslutningen med Sverige. Allerede det følgende Aar finde vi ham i Spidsen for en Flaade og Hær

  1. Albert af Aachen III. 54, Villjam af Tyrus, S. 23 se Langebek, Scr. rer. Dan. III. S. 631 flg.) jvf. Matth. Paris, S. 28; Annalista Saxo, hos Pertz, VIII. S. 730 o. fl. Han udgives deels for en Søn, deels for en Broder af den danske Konge. Suhm Hist. af Danmark V. 39, saa vel som Langebek l. c. have gjort det sandsynligt at han var en Sønnesøn af Sven Ulfssøn. Hans Heltedød er besungen af Tasso i dennes „befriede Jerusalem“ 8de Sang. For saa vidt enkelte Nordmænd have været med i hans Flok, hvilket ej er saa usandsynligt, især af Sale-Ætten, der var saa nær beslægtet med det danske Kongehuus, kunde man heri finde en faa meget større Opfordring for Skatte til at tage Korset og hevne deres Fald, da han selv var en Sønnesøn af Erling Skjalgssøns Datter.
  2. Magnus Barfods Saga, Cap. 33, Snorre, Cap. 19—22.