Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/556

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
538
Magnus Olafsſøn (Barfod).


det lover jeg, at hverken jeg eller nogen af os andre ſkal herefter tomme i din Tjeneſte, ſaa ſandt det gaar efter mit Ønſke“. Derpaa rejſte Agmund hjem, og han og Kongen ſaa hinanden aldrig tidere. Den følgende Vaar (1102) gjorde Skofte ſig rede til at forlade Landet, og ſejlede om Høſten afſted med fem vel udruſtede Skibe. Hans tre Sønner, Finn, Agmund og Thord, ledſagede ham; den fjerde, Paal, der paa denne Tid endnu maa have været et Barn, ſynes at være bleven tilbage[1]. De droge førſt til Flandern, hvor de tilbragte Vintren; den følgende Vaar (1103) ſejlede de veſter til Frankrige; og om Sommeren til Njørvaſund eller Gibraltar-Strædet, hvorfra de ſtyrede til Italien og begave ſig til Rom. Her døde Skofte. Hans Sønner døde ogſaa paa denne Rejſe; Thord, ſom levede længſt af dem, endte ſit Liv paa Sicilien. „Folk ſige“, tilføjer Sagaen, „at Skofte er den førſte Nordmand, ſom har ſejlet gjennem Njørvaſund, og denne hans Rejſe var ſaare berømmelig“. Da det er aldeles uſandſynligt, at der blandt de mange nordiſke Vikinger, der i det 9de og 10de Aarhundrede hjemſøgte Spanien og det ſydlige Frankrige[2], ikke ſkulde have været en eneſte Nordmand, maa man antage, at hiint Udſagn om Skofte kun ſigter til Korstogene, der juſt paa den Tid, da han forlod Norge, havde begyndt og omfattedes af hele Okcidenten med ſaamegen Enthuſiasme, og at Sidſte ſaaledes kun var den førſte norſke Korsfarer, der tog Søvejen gjennem Strædet. At han virkelig foretog denne Rejſe ſom et Korstog, og at det var hans Henſigt at drage lige til Palæſtina, ſees af hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at flere af de Mænd, der forlode Norge med ham, ſiden efter kom tilbage til Norge, deels, ſom det udtrykkelig heder, fra Palæſtina, deels fra Conſtantinopel, og at det iſær var deres Fortællinger, ſom gave Stødet til Kong Sigurd Magnusſøns ſtore Tog[3], hvilket var et fuldſtændigt Korstog, og beſkrives ſom ſaadant af fremmede Forfattere, men desuagtet lige ſaa lidet ſom Skoftes Tog benævnes ſaaledes i Sagaerne. Paa den Tid, da Skofte drog afſted, maa Efterretningen om Jeruſalems Erobring fra de Vantroende (1099) for-

  1. Sagaerne opregne nemlig udtrykkeligt kun Finn, Agmund og Thord ſom dem af hans Sønner, der ledſagede ham, medens vi af Arnmødlinge-Ættens Stamtavle i Fagrſkinna Cap. 215 erfare, at Skofte foruden dem havde Sønnen Paal, og Døtrene Ragnhild og Thora, af hvilke Ragnhild var gift med Dag Eilifsſøn, Thora med Aasulf paa Rein. At Paal maa have været et Barn i 1102, da Skofte rejſte, ſees deraf, at hans Sønneſøn Paal Flida endnu udtrykkelig kaldes et Barn i Aaret 1181, ſe Sverres Saga Cap 5l; Paal Skoftesſøns Søn, Paal Flidas Fader, Nikolas Kuvung, nævnes ſom Lendermand omkring 1169 (Magnus Erlingsſøns Saga Cap. 28), og omtales aller ſeneſt i 1184, ſom Deeltager i Kong Magnus’s Krigstog.
  2. Se ovenfor I, iſær S. 426.
  3. Sigurd Jorſalafarers Saga Cap. 1.