det lover jeg, at hverken jeg eller nogen af os andre skal herefter tomme i din Tjeneste, saa sandt det gaar efter mit Ønske“. Derpaa rejste Agmund hjem, og han og Kongen saa hinanden aldrig tidere. Den følgende Vaar (1102) gjorde Skofte sig rede til at forlade Landet, og sejlede om Høsten afsted med fem vel udrustede Skibe. Hans tre Sønner, Finn, Agmund og Thord, ledsagede ham; den fjerde, Paal, der paa denne Tid endnu maa have været et Barn, synes at være bleven tilbage[1]. De droge først til Flandern, hvor de tilbragte Vintren; den følgende Vaar (1103) sejlede de vester til Frankrige; og om Sommeren til Njørvasund eller Gibraltar-Strædet, hvorfra de styrede til Italien og begave sig til Rom. Her døde Skofte. Hans Sønner døde ogsaa paa denne Rejse; Thord, som levede længst af dem, endte sit Liv paa Sicilien. „Folk sige“, tilføjer Sagaen, „at Skofte er den første Nordmand, som har sejlet gjennem Njørvasund, og denne hans Rejse var saare berømmelig“. Da det er aldeles usandsynligt, at der blandt de mange nordiske Vikinger, der i det 9de og 10de Aarhundrede hjemsøgte Spanien og det sydlige Frankrige[2], ikke skulde have været en eneste Nordmand, maa man antage, at hiint Udsagn om Skofte kun sigter til Korstogene, der just paa den Tid, da han forlod Norge, havde begyndt og omfattedes af hele Okcidenten med saamegen Enthusiasme, og at Sidste saaledes kun var den første norske Korsfarer, der tog Søvejen gjennem Strædet. At han virkelig foretog denne Rejse som et Korstog, og at det var hans Hensigt at drage lige til Palæstina, sees af hvad der nedenfor nærmere vil blive omtalt, at flere af de Mænd, der forlode Norge med ham, siden efter kom tilbage til Norge, deels, som det udtrykkelig heder, fra Palæstina, deels fra Constantinopel, og at det især var deres Fortællinger, som gave Stødet til Kong Sigurd Magnussøns store Tog[3], hvilket var et fuldstændigt Korstog, og beskrives som saadant af fremmede Forfattere, men desuagtet lige saa lidet som Skoftes Tog benævnes saaledes i Sagaerne. Paa den Tid, da Skofte drog afsted, maa Efterretningen om Jerusalems Erobring fra de Vantroende (1099) for-
- ↑ Sagaerne opregne nemlig udtrykkeligt kun Finn, Agmund og Thord som dem af hans Sønner, der ledsagede ham, medens vi af Arnmødlinge-Ættens Stamtavle i Fagrskinna Cap. 215 erfare, at Skofte foruden dem havde Sønnen Paal, og Døtrene Ragnhild og Thora, af hvilke Ragnhild var gift med Dag Eilifssøn, Thora med Aasulf paa Rein. At Paal maa have været et Barn i 1102, da Skofte rejste, sees deraf, at hans Sønnesøn Paal Flida endnu udtrykkelig kaldes et Barn i Aaret 1181, se Sverres Saga Cap 5l; Paal Skoftessøns Søn, Paal Flidas Fader, Nikolas Kuvung, nævnes som Lendermand omkring 1169 (Magnus Erlingssøns Saga Cap. 28), og omtales aller senest i 1184, som Deeltager i Kong Magnus’s Krigstog.
- ↑ Se ovenfor I, især S. 426.
- ↑ Sigurd Jorsalafarers Saga Cap. 1.
