Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/555

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
537
Uenighed med Skofte i Giſke.



47. Skofte Agmundsſøns Uenighed med Kongen og Bortrejſe fra Landet.


Magnus tilbragte nu atter et Aar (Sommeren tilſi til Sommeren 1102) hjemme i Fred. Det frieſte, hvorom Sagaerne vide at fortælle for denne Tid, er en alvorlig Tviſt, der opſtod mellem Kongen og hans Frænde, Lendermanden Skofte Agmundsſøn, om noget Dannefæ, ſom begge tilegnede ſig. Retten lader til at have været paa Skoftes Side, men om dette endog ikke var Tilfældet, ſynes det dog, ſom om ſimpel Taknemlighed for hans og hans Sønners troe Tjeneſte, og i Særdeleshed Agmunds højmodige Selvopofrelſe ſidſt ved Foxerne, burde have tilſagt Kongen at give efter. Dette var dog ſaa langt fra at falde ham ind, at han meget mere ſtod paa ſin Fordring med den ſtørſte Heftighed, ſaa at det truede med at komme til alvorlige Optrin mellem dem. Der blev voldt flere Møder i den Anledning, og Skofte lagde over med ſine Sønner, at de ikke alle paa een Gang ſkulde rejſe til Kongen, thi alene ved at iagttage denne Forſigtighedsregel vilde de kunne holde Stand mod ham. Førſt kom Skofte ſelv til Kongen, foreſtillede ham det nøje Frændſkab, ſom var mellem dem, og ſagde derpaa: „jeg har altid været yndet baade af dig og af din Fader, ſaa at vort Venſkab ikke rokkedes, ſaa længe han levede; derfor, Konge, ville I kunne ſkjønne, at jeg ikke vilde være paaſtaaelig imod eder, hvis jeg havde Uret; men deri ſlægter jeg mine Forfædre paa, at jeg vil forſvare min lovlige Ret mod Enhver, lige meget hvo han er“. Kongen blev dog ved ſit, og gav ikke i mindſte Maade efter. Da rejſte Skofte hjem„ og ſendte Finn i ſit Sted Da Kongen ogſaa til hans Foreſtillinger kun gav et kort og uvenligt Svar, ſagde Finn: „andet troede jeg rigtignok at have fortjent af eder, Konge, end Lovran, da jeg blev tilbage paa Kvaldensø, medens dine fleſte øvrige Venner undſloge ſig og ſagde, at dette var aldeles at opofre ſig og give ſig Døden i Vold, hvilket ogſaa var ſandt, hvis Kong Inges Ædelmodighed ej havde været ſtørre end din Omhyggelighed for os; imidlertid have vi dog der, efter manges Mening, lidt en Beſkæmmelſe, ſom nu burde komme os til Gode“. Det hjalp dog ikke, alt hvad han ſagde; Kongen forblev urokkelig. Endelig indfandt hans Broder Agmund ſig hos Kongen og bad ham om at lade dem nyde Ret. „Hvad jeg paaſtaar, er Ret“, ſvarede Kongen, „og jeg forbauſes over din Driſtighed“. „Jeg tvivler ikke paa“, ſagde Agmund, „at du, ſom den mægtigere, driver din Vilje igjennem, ſaa at vi komme til at lide Uret; men det heder jo rigtignok at den, der redder en andens Liv, ſom ofteſt faar ſlet eller ingen Løn, og dette bekræfter ſig ogſaa her. Men

    ſlutningen og Magnus’s Afrejſe til Irland; og dog maa der ogſaa beregnes nogen Tid ſom hengaaen inden Margretes Ankomſt og hans Giftermaal med hende.