Magnus tilbragte nu atter et Aar (Sommeren tilsi til Sommeren 1102) hjemme i Fred. Det frieste, hvorom Sagaerne vide at fortælle for denne Tid, er en alvorlig Tvist, der opstod mellem Kongen og hans Frænde, Lendermanden Skofte Agmundssøn, om noget Dannefæ, som begge tilegnede sig. Retten lader til at have været paa Skoftes Side, men om dette endog ikke var Tilfældet, synes det dog, som om simpel Taknemlighed for hans og hans Sønners troe Tjeneste, og i Særdeleshed Agmunds højmodige Selvopofrelse sidst ved Foxerne, burde have tilsagt Kongen at give efter. Dette var dog saa langt fra at falde ham ind, at han meget mere stod paa sin Fordring med den største Heftighed, saa at det truede med at komme til alvorlige Optrin mellem dem. Der blev voldt flere Møder i den Anledning, og Skofte lagde over med sine Sønner, at de ikke alle paa een Gang skulde rejse til Kongen, thi alene ved at iagttage denne Forsigtighedsregel vilde de kunne holde Stand mod ham. Først kom Skofte selv til Kongen, forestillede ham det nøje Frændskab, som var mellem dem, og sagde derpaa: „jeg har altid været yndet baade af dig og af din Fader, saa at vort Venskab ikke rokkedes, saa længe han levede; derfor, Konge, ville I kunne skjønne, at jeg ikke vilde være paastaaelig imod eder, hvis jeg havde Uret; men deri slægter jeg mine Forfædre paa, at jeg vil forsvare min lovlige Ret mod Enhver, lige meget hvo han er“. Kongen blev dog ved sit, og gav ikke i mindste Maade efter. Da rejste Skofte hjem„ og sendte Finn i sit Sted Da Kongen ogsaa til hans Forestillinger kun gav et kort og uvenligt Svar, sagde Finn: „andet troede jeg rigtignok at have fortjent af eder, Konge, end Lovran, da jeg blev tilbage paa Kvaldensø, medens dine fleste øvrige Venner undsloge sig og sagde, at dette var aldeles at opofre sig og give sig Døden i Vold, hvilket ogsaa var sandt, hvis Kong Inges Ædelmodighed ej havde været større end din Omhyggelighed for os; imidlertid have vi dog der, efter manges Mening, lidt en Beskæmmelse, som nu burde komme os til Gode“. Det hjalp dog ikke, alt hvad han sagde; Kongen forblev urokkelig. Endelig indfandt hans Broder Agmund sig hos Kongen og bad ham om at lade dem nyde Ret. „Hvad jeg paastaar, er Ret“, svarede Kongen, „og jeg forbauses over din Dristighed“. „Jeg tvivler ikke paa“, sagde Agmund, „at du, som den mægtigere, driver din Vilje igjennem, saa at vi komme til at lide Uret; men det heder jo rigtignok at den, der redder en andens Liv, som oftest faar slet eller ingen Løn, og dette bekræfter sig ogsaa her. Men
slutningen og Magnus’s Afrejse til Irland; og dog maa der ogsaa beregnes nogen Tid som hengaaen inden Margretes Ankomst og hans Giftermaal med hende.
