Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/554

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
536
Magnus Olafsſøn (Barfod).



Da Freden ſaaledes var ſluttet, vendte de tilbage, hver til ſit. Siden efter ſendte stum Inge ſin Datter fra Sverige med et prægtigt Følge, og Magnus holdt Bryllup med hende. Da dette Giftermaal beſeglede Freden, gav man hende Tilnavnet „Fredkolla“[1]. Uheldigviis blev dog Egteſkabet barnløſt, ſaa at de Beſiddelſer, Magnus fik med hende, efter hans Død igjen adſkiltes fra Norge[2].

  1. D. e. Freds-Pige; Kolle eller Kulle bruges endnu ofte baade i Sverige og i det øſtlige Norge, ved lignende Sammenſætninger, ſom f. Ex. Dalkulle (Pige fra Dalarne), Sæterkulle (Sæterpige).
  2. „Morkinſkinna, fol. 23. b. 24. a. Fagrſkinna, Cap.235—238. Hrokkinſkinna og Hryggjarſtykke, Magnus Barfods Saga Cap. 26—32. Snorre Cap. 13—18. Ágrip Cap. 42. Thjodrek Cap. 21. Tidsfølgen e disſe Begivenheder angives i Morkinſkinna og Fagrſkinna anderledes end i Hryggjarſtykke, Hrokkinſkinna og hos Snorre. Disſe ſidſte ordne Begivenhederne ſaaledes: Høſt (1099?): Toget til Gautland, Erobring af 15 Hereder, Opførelſe af Virket paa Kvaldensø. Vinter (1099—1100?): Indtagelſen af Virket. Vaar (1100?): Magnus’s Søtog opad Elven til Farerne, hans Nederlag her, og Redning ved Agmund Skoftesſøn; Giffards Ankomſt. Sommer eller Høſt (1100?): Magnus’s andet Tog, og hans Sejr over Inge; Sommeren derefter (1101?): Fredsſlutningen. Morkinſkinna har derimod: Vinter (1099): Magnus’s Ophold i Viken og Giffards Ankomſt; det følgende Aar (1100): Magnus’s Tog til de omtviſtede Hereder, Sejren ved Farerne over Inge, Erobring af 15 Hereder i Gautland og Anlægget af Virket. Vinter (1100—1101): Virkets Indtagelſe; ſtrax derpaa, rimeligviis om Vaaren, Magnus’s andet Tog til Foxerne; dog tales der ej om hans Nederlag eller om Agmund; derefter, ſom det ſynes i ſamme Aar, Fredsſlutningen. Denne Beretning ſætter ſaaledes begge Hovedfelttog i en modſat Orden af den andens„ Vi have ovenfor fulgt den ſidſte, fordi den aabenbart er den rette. Det er ikke ſandſynligt, at Magnus begyndte Felttoget allerede i 1099, ſaa kort efter ſin Hjemkomſt fra det ſtore Veſterhavstog; derimod er det langt rimeligere, ſom Morkinſkinna ſiger, at han førſt lod Vintren gaa hen. Det er langt rimeligere, at Magnus førſt vendte ſig mod de omtviſtede Hereder, og ikke gjorde noget Erobringstog længer hiinſides Elven ind i det egentlige Gautland, førend han havde ſikret ſig ved at overvinde Inge, end at han ſtrax ſkulde have angrebet Gautland, eller endog kun formaaet at trænge ſaa langt frem, ſom til Kvaldensø. Ligeledes er det langt rimeligere, at Magnus efter ſit Uheld ved Kvaldensø og Foxerne har været ſtemt til Fred, end at han ſkulde have lyttet til Fredsforſlag efter en vunden Sejr. Ogſaa Thjodrek ſiger, at han paa ſit førſte Felttog gjorde liden Fremgang, men paa det andet blev ſlagen, og alene frelſt ved Agmund Skoftesſøn. Det er derhos mistænkeligt, at medens Morkinſkinna, ved anden Gang at omtale Foxerne, udtrykkeligt tilføjer „der hvor Kongerne før havde ſtødt ſammen“, har den anden Beretning intet ſaadant Tillæg, men ſiger derimod endog „paa det Sted ſom heder Foxerne“, aldeles ſom om det ikke forhen havde varet omtalt. Dette vakker unegtelig en Foreſtilling om, at denne Beretning har ſat det fortie Felttog ſidſt. At Fredsſlutningen, der ej kunde finde Sted tidligere end i 1101, maa henføres til dette Aar og ej til lune, ſkjønnes deraf, at der ellers ikke bliver nogen Tid mellem Freds-