Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/553

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
535
Møde og Fredsſlutning i Gaut-Elven.

af ſig ſelv, at alle Krigsforetagender imidlertid ſkulde hvile. Til den de ſtemte Tid kom da, ſom der ſtaar, Kong Magnus nordenfra, Kong Erik ſøndenfra, og Kong Inge ovenfra. Da Thinget var ſat, gik de tre Konger et Stykke bort fra deres Mænd, frem paa Pladſen, og, ſiger den ældſte Sagaberetning, de havde neppe ſamtalet i ſaa lang Stund ſom kunde kaldes en halv Bord-Stund, førend de alle vare forligte og alle tre Riger i Fred; enhver af dem ſkulde beſidde ſin Ætte-Jord ubeſkaaren; enhver af dem ſkulde ſelv erſtatte ſine Underſaatter den Skade, de havde lidt, og Kongerne ſelv ſkulde nærmere jevne alt mellem ſig ſom det bedſt kunde ſkee til alles Behag. Den vigtigſte Betingelſe for Freden var dog nok den, at Kong Inge forpligtede ſig til at give Magnus ſin Datter Margrete til Egte med de omtviſtede Landſkaber i Medgift[1]. Derved erhvervede Magnus den perſonlige Beſiddelſe af disſe, faa længe Egteſkabet vedvarede, og den vilde ogſaa komme til at nedarves paa deres fælles Børn. For øvrigt ſkal man have taget Fredsſlutningen 1019 mellem Olaf den hellige og Olaf Skotkonung til Mønſter. Magnus fæſtede ſtrax Margrete, og ſaaledes, heder det, bleve de ſtørſte Fiender paa en kort Stund til de bedſte Venner, og vendte aldeles forligte tilbage til deres Mænd. Der fortælles, at medens Kongerne ſtode afſides paa Pladſen og ſamtalede, ytrede deres Folk, der ſtode omkring, at man vanſkelig vilde kunne opviſe tre andre Høvdinger af et ſaa anſeeligt Udvortes. Inge, den ældſte, højeſte og føreſte, ſaa ærværdigſt ud, Erik var den fagreſte, og af hans Aaſyn lyſte der ſtørſt Godmodighed; Magnus var den belevneſte, ridderligſte og meeſt krigerſke at ſee til. Alle tre vare ſmukke, majeſtætiſke og veltalende.

    nekongen holdt Sviakongens Bidſel og Norges Konge hans Stigbøjle, ogſaa nu iagttoges, nævnes ej. Det er ikke ſaa urimeligt, om Magnus og Erik, der begge vare yngre Mænd, have viiſt den ærværdige Inge ſaadan Ære; men ſandſynligſt er det dog, at Ceremonien, hvis den nogenſinde har fundet Sted, indſkrænkede ſig til de gamle Uppſalakongers Tid, da kun deres Æt, ikke den ſteenkilſke, betragtedes ſom ſaa langt ophøjet over de øvrige Fyrſteætter i Norden.

  1. Dette ſiges udtrykkeligt, ſaavel i Morkinſkinna og Fagrſkinna, ſom i Hrokkinſkinna, Hryggjarſiykke og Ágrip ſamt hos Thjodrek; der er ſaaledes ingen Grund til at betvivle Rigtigheden deraf, hvad flere have gjort, alene fordi det udelades i den trykte Udgave af Snorre, og fordi de omtalte Landſkaber ikke ſiden efter hørte til Norge. Men det er tydeligt nok, at da de kun udgjorde Margretes Medgift, og hun og Magnus ingen Fællesbørn havde, paa hvem de nedarvedes, maatte de, da hun efter hans Død egtede den danſke Konge Nikolas, midlertidigt tilfalde denne, og det er desuden øjenſynligt, at det for en ſtor Deel maa have været disſe Beſiddelſer, der gav Nikolas og Margretes Søn Magnus den ſterke ſaa ſtor Indflydelſe i Veſtergautland, at han efter Inge Hallſteensſøns Død blev valgt til Konge af Veſtgauterne.