Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/550

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
532
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Sejren ved Foxerne aabnede Magnus Vejen ind i det egentlige Veſtergautland, hvor han nu drog omkring med Hærſkjold og underkaſtede ſig, ſom Gift Illugesſøn, der ſelv var med paa dette Tog, bevidner, hele femten Hereder[1]. Dette er nu vel en Overdrivelſe, da hele det nuværende Venersborg Len ikke indeholder flere end 15 Hereder[2]; men at Magnus dog har underlagt ſig, eller i det mindſte gjennemilet en betydelig Strækning, er aabenbart. Da Vintren nærmede ſig, ſaa at han maatte tænke paa Tilbagetoget, havde han naaet Væneren, i Nærheden af Kvaldens-, nu Kollans-Ø, mellem Kinneviken og Dalboſøen. Paa denne Ø lod han frie Mænd i Haſt opføre et Birke (Skandſe) af Torv og Tommer, med en Grav udenom, og efterlod en Beſætning af 360 udſøgte Krigere, vel forſynede med Proviant og alle andre Fornødenheder for Vintren, under Sigurd Ullſtrengs og Finn Skoftesſøns Befaling. Selv vendte han tilbage til Viken, med den Beſlutning, næſte Vaar at komme igjen med en ſterkere Hær, og fortſætte ſit Erobringstog. Nordmændene paa Kvaldensø fik ſnart høre, at Kong Inge ſamlede en Hær for at angribe dem, men da det tog nogen Tid hermed, og de desuden ſtolede paa at Virket var uindtageligt, ſpottede de kun derover og kvad haanende Viſer om „den tykke Inge, der aldrig gjorde Alvor af at komme“[3]. Men Inge oppebiede viſelig Tiden, da Iſen tillagde Søerne, og ſaaledes gjorde Kvaldensøen tilgængelig fra Landſiden. Da viſte han ſig hiinſides Sundet med en Hær af mere end 3500 Mand[4] og tilbød Nordmændene fri Afmarſch med alt deres Bytte og uhindret Tilbagetog til Norge, naar de ſtrax med det Gode vilde overgive Virket i hans Vold. Men Sigurd Ullſtreng ſvarede hans Sendebud, mere kjekt end klogt, at Kong Inge nok ſkulde faa andet at beſtille, end at viſe dem bort ſom en Hjord af Hage, og at han førſt maatte komme nærmere. Da Sendebudene bragte Kongen dette Svar, red han ſtrax med ſin hele Hær ud paa Øen. Her opfordrede han Nordmændene atter til at overgive Virker, paa de ſamme Vilkaar ſom for, dog ſaaledes at de nu ſkulde give Slip paa Byttet. De vægrede ſig fremdeles, og nu gav han Befaling til Angreb. Efter at man en Tidlang havde ſkudt paa hinanden fra begge Sider, lod

    eller at Gereven lod Verſene overſætte for ſig. I dette ſidſte Tilfælde fremtraadte Ironien endnu mindre tydeligt. Merkeligt er det, at Giffard her kalder Islændingen en Nordmand.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 20.
  2. Se Tunelds Geographi IV. S. 77. Maaſkee Magnus kan have bemægtiget ſig de 11 veſtligſte af disſe tilligemed de 4 Hereder af Veſtergøtland der nu høre til Gøteborgs Len.
  3. I Oldſproget: „allergi dvelr Ingi ofanreið, inn þjöbreiði“; hvilket danner to Verslinjer eller en Fjerding af et drottkvædt Vers.
  4. Der ſtaar nemlig: henved 30 Hundreder; altſaa nær ved 3600.