Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/549

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
537
Slag ved Foxerne. Giffard.

Kong Inge faaet Efterretning om Magnus’s Angreb, og ſamlet en betydelig Hær, med hvilken han ilede ham imøde. Magnus’s Mænd raadede Kongen til at vende tilbage og ikke oppebie Inges Ankomſt; men herom vilde han intet høre; tvertimod ſkyndte han ſig at møde Inge, førend denne endnu ventede det, for ſaaledes, om muligt, at komme uforvarende over ham. Dette lykkedes ham ogſaa paa et Sted ved Navn Foxerne eller Fuxerne i Flundre-Hered, ſtrax ved Lilla Edet. Her kom Nordmændene ved Nattetid ganſke i Nærheden af Sviarnes Hær, uden at denne merkede det, og de gjorde ſtrax et ſaa heftigt Rytter-Angreb paa de overraſkede Fiender, at disſe lede et fuldſtændigt Nederlag. I Spidſen for ſine Mænd red Magnus frem og tilbage gjennem Sviarnes Rækker, huggende til begge Sider, ſaa at det blev ryddigt overalt, hvor han kom. Inge frelſte ſig med Flugten, efterladende en Mængde .Faldne paa Valpladſen. Vore Sagaer meddele her en løjerlig Beretning om en Franſkmand ved Navn Giffard, ſom Vintren forud var kommen til Magnus, og havde tilbudt ham ſin Tjeneſte, idet han paaſtod at være en „god Ridder“. Magnus havde med Glæde modtaget hans Tilbud, og han ledſagede nu Kongen paa dette Tog; men netop ſom Angrebet ved Foxerne ſkulde begynde, var Giffard ingenſteds at ſee, og ſaavel Kongen, ſom en Skald, der ſtod i Nærheden, gjorde ſig lyſtige derover i Spottevers. Da Slaget var endt, kom den tapre Ridder Giffard ridende ned fra et Sted oppe i Landet, hvor han havde holdt ſig ſkjult, men fik nu høre ſaa mange Haansord og Spydigheder for ſin Modløſhed, at han fandt det raadeligſt at pakke ſig bort. Han rejſte over til England med et Kjøbmandsſkib, men ogſaa ombord maatte han døje Spottegloſer, og iſær blev han fornærmet over en Islænding, ſom gjorde ſig lyſtig over at han laa hjelpeløs og ſøſyg. Ved Ankomſten til England anklagede Giffard Islændingen hos Gereven i den nærmeſte Stad for at have digtet Nidviſe over ham; Islændingen benegtede dette, og tilbød ſig at kvæde et lignende Kvad, for at Gereven ſelv kunde høre hvor uſkyldigt det Hele var. Gereven tillod det, og Islændingen berømmede nu paa en overdreven og ironiſk Maade Giffards Tapperhed ved Foxerne. Gereven, ſom ej ſkjønnede andet, end at Roſen var oprigtig meent, frikjendte Islændingen ganſke, og Giffard, der ſkammede ſig ved at forklare Sagens ſande Sammenhæng, forføjede ſig ſlukøret bort[1].

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 28. Snorre Cap. 16. Det klinger noget beſynderligt, at den anglo-nordmanniſke Gereve ſkulde kunne forſtaa de Vers, Islændingen fremſagde for ham i det norſke Sprog; thi vel undſkyldte han ſig med at han ej ſkjønnede paa Skaldſkab, men denne Undſkyldning gjelder ikke Sproget ſelv. Enten maa man derfor antage at Skibet er landet i en northumberlandſk eller øſtangelſk Havn, hvor endnu mange forſtode norſk,