Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/548

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
590
Magnus Olafsſøn (Barfod).


Den førſte Tid efter ſin Tilbagekomſt fra Veſterhavs-Toget tilbragte Magnus øſter i Viken, fornemmelig, ſom man maa antage, i Kongehelle og paa ſine Gaarde i Ranrike. Da der nemlig ikke for det førſte var mere at udrette for ham i Veſten, og hans Begjærlighed efter Magt og Ære dog ikke tillod ham at være i Ro, beſluttede han nu at vende ſine Vaaben mod Nabolandet Sverige, og forſøge om han kunde bemægtige ſig et Stykke deraf. For det førſte paaſtod han, at Grændſen mellem begge Riger ikke gik, ſom den burde, da den, i Stedet for at forlade Gaut-Elven et Stykke nedenfor Væneren, ſkulde følge den lige op til denne, og at derpaa Væneren ſelv ſkulde danne Grændſen lige op til Vermeland, med andre Ord, at Landſkabet Dalsland ſkulde tilhøre Norge, ikke Gautland, og at det tidligere havde adlydt hans Forfædre[1]. Men denne Fordring ſkal han kun have henkaſtet for at faa et nogenledes rimeligt Paaſkud til Krig; hans egentlige Henſigt ſkal have været at erobre hele Veſter-Gautland. Sine Fordringer, ledſagede af de behørige Truſler, har Magnus rimeligviis fremſat om Høſten 1099; maaſkee han allerede da har ladet ſine Mænd foretage enkelte Strejftog, efterſom de ſvenſke Grændſeboere aldeles vægrede ſig ved at erkjende hans Fordring og tage ham til Konge i Stedet for deres retmæsſige Herre, den brave Inge Steenkilsſøn. Tidligt om Vaaren 1100 begyndte den egentlige Krig. Da viſte Magnus ſig med en betydelig Styrke hiinſides Grændſen, begyndte at herje og brænde, og tvang derved Indbyggerne af de omſpurgte Hereder til at underkaſte ſig og ſværge ham Troſkabsed. Derpaa vendte han tilbage til Landemerket“[2], opſlog der ſin Lejr hiinſides Elven, og beredede ſig til et Tog ind i det egentlige Gautland. Imidlertid havde

  1. Navnet „Dalsland“ nævnes ej i Sagaerne, men derimod de Hereder, hvoraf det beſtaar, nemlig Sunddalr og Norðdalr (det egentlige Dal), Véar (Vebo-Hered) ſydveſt for Store-Lee, Varðynjar (Valbo eller rettere Vardbo Hered ſøndenfor Vebo), og de tilliggende „Marker“, hvori maaſkee Tøfsbo (þursbú Hered, der nu ligeledes hører til Dalsland, har været iberegnet, hvis det ikke maaſkee i hiin Tid regnedes i Vermeland.
  2. Ved Landemerket (landamæri) forſtod man ofteſt, ſom det ſynes, det Strøg hvor alle tre Riger ſtødte ſammen, altſaa omtrent ved det nuværende Gøteborg. Men da Magnus i ſaa Fald paa Vejen til Farerne maatte have — pasſeret Byen Ljodhuus, og da vel ogſaa herjet denne, hvilket Sagaerne neppe — havde undladt at omtale, maa man heller antage at det Sted, hvor han opſlog ſin Lejr, var lige overfor det Punkt, hvor Rigsgrændſen forlader Gaut-Elven, altſaa ved Aakerſtrøm, og at han kom nordenfra til Foxerne. Det er ogſaa rimeligt, at Inge ſelv havde ſit egentlige Tilhold og Udgangspunkt i Ljodhuus.