Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/547

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
529
Fordele af Beſiddelſerne i Veſten.

lig, eller i alle Fald ikke medførte ſynderligt forøgede Bekoſtninger for Kongen ſelv. Hertil kom nu og den Foreſtilling, hos Kongen ſaa vel ſom hos Folket, at hvad der engang havde tilhørt Riget, ej ſkulde gaa fra det, og at navnlig ethvert af Nordmænd bebygget eller befolket Landſkab ogſaa ſtedſe burde adlyde Norges Konge. Disſe og lignende Betragtninger var det i hine Tider, ſom bragte Norges Konger og Folk til at ſætte ſaa megen Priis paa Beſiddelſen af Skatlandene i Veſten. De lededes overhoved her, ſom i ſaa meget andet, mere af dunkle Inſtinkter og nedarvede Sædvaner, end af nogen klar Overbeviisning om den egentlige og virkelige Fordeel. Denne beſtod deri, at Nationen derved bragtes i en hyppigere og engere Forbindelſe med de britiſke Øer, end den ellers vilde være kommen, og at den ved ſaaledes endnu mere end hidtil at drages over i den anglo-nordmanniſke Kulturgangs Omraade, i lang Tid undgik den for Nationaliteten og Selvſtændigheden ſkadelige Paavirkning af tydſk Kultur og Politik, ſom rammede de to andre Riger, iſær Danmark[1]. Hertil kom, at Beſiddelſerne i og for ſig maatte være en god Støtte for Norges Handel i hine Egne, og bidrage til at gjøre Norges og Nordmændenes Navn æret og anſeet, medens Nødvendigheden af at holde et vaagent Øje med deres Forſvar maatte holde Foretagelſesaanden vedlige, og ſtedſe frembyde Lejlighed til at erhverve den Krigserfaring, ſom i hine Tider ikke af nogen fri Borger kunde undværes.

Under det lange Ophold i Veſten, fornemmelig i Man og paa Syderøerne, antoge ſaavel Magnus ſom mange af hans Mænd den der brugelige Dragt, og ſom endnu indtil det forrige Aarhundrede har været de ſkotſke Gaelers Nationaldragt, nemlig korte Kjortler og Kapper, uden Beenklæder. Det maatte være heel paafaldende for Mængden, at ſee Kongen med ſit Følge gaa med nøgne Been, og man gav ham derfor det Tilnavn, hvormed han ſædvanligviis benævnes, „Barfod“ eller rettere „barføddet“ (berfœttr), „Barbeen“ (berbeinn) eller „Barlæg“ (berleggr)[2]. Den danſke Forfatter Saxo angiver viſtnok, ſom vi.ovenfor have ſeet, en anden Oprindelſe for dette Tilnavn, men Sagaernes. Udſagn maa her antages at grunde ſig paa de meeſt authentiſke Kilder, ligeſom det ogſaa i og for ſig medfører ſtørſt Sandſynlighed.

  1. Det er en merkelig og betydningsfuld Omſtændighed, at ſaa godt ſom fra det Øjeblik, Norge miſtede Syderøerne (1266), begyndte den tydſk-hanſeatiſke Indflydelſe, den nationale Skibsfarts Forfald, og Landets Inddragning i Faſtlandets politiſke Forhold.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 32. Snorre Cap. 18. Formen Berfœttr er den hyppigſte. Berleggr forekommer i Ágrip Cap. 39.