Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/546

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
528
Magnus Olafsſøn (Barfod).

til at være tilfreds; thi han havde vundet mange ſtore Landſkaber, og befæſtet ſit Herredømme over dem. Flere af disſe bare viſtnok allerede forhen Navn af norſke Skatlande, men dette Navn var ogſaa næſten det hele; det var førſt Magnus, ſom forandrede den titulære Afhængighed til en virkelig. Finde vi end at hans nærmeſte Efterfølgere ikke udøvede fuldt ſaa umiddelbar Magt over hine Skatlande ſom han, ſaa er det dog aabenbart, at deres ſtatsretlige Forbindelſe med Norge nu var en ganſke anden, langt engere, og langt nøjere beſtemt, end forhen. Efter Magnus’s Tid fremſtod ingen ſaa overmægtig og i Virkeligheden uafhængig Jarl, ſom Thorfinn, paa Orknøerne, og ſelv hos Syderøernes Underkonger ſynes Tanken om at gjøre ſig uafhængige af Norge ſjelden eller aldrig at have opſtaaet, hvor egenmægtigt de for Reſten kunde opføre ſig.

Det er ellers et Spørgsmaal, om Beſiddelſen af disſe Landſkaber virkelig var ſaa nyttig for Riget, at dette derved kunde ſiges at have faaet Fyldeſt for de Anſtrengelſer, ſom det koſtede at erhverve og forſvare dem. Dette Spørgsmaal kan ſtrax beſvares bekræftende for Vikingetidens Vedkommende, thi Beſiddelſen af Orknøerne og Hjaltland, tildeels ogſaa af Syderøerne, var da aldeles nødvendig for Norge, for at de ej ſkulde blive et ſtadigt Tilhold for Vikinger, ſom ellers vilde ſætte ſig faſt der og idelig forurolige Riget. Efter Vikingetidens Ophør kunde man derimod med Føje ſige, at den egentlig paatrængende Nødvendighed af at vedligeholde Afhængighedsforholdet, end ſige med Opofrelſer at knytte det faſtere, ikke længer var forhaanden. Men eet er den virkelige Nytte, disſe Beſiddelſer medførte, et andet den Vegt, ſom Fyrſter og Folk i hine Tider lagde paa at beſidde dem. Og her maa man altid have for Øje, at den visſelig falſke Anſkuelſe, der endnu i vore Dage ſaa hyppigt gjør ſig gjeldende, at enhver Territorial-Udvidelſe er et abſolut Gode for et Land, i hiin Tid var ſaa forherſkende, at der neppe engang gaves nogen, hvem det faldt ind at nære Tvivl om dens Rigtighed; og der var da ogſaa for ſaa vidt mere, der talte for den, ſom den fuldkomne Sammenblanding af Statens og Kongens Indtægter lod enhver ſaadan Forøgelſe i Gebeet, der tillige medførte Forøgelſe i det indkommende Skattebeløb, viſe ſig ſom en beſtemt og blivende Vinding for Kongen, medens paa den anden Side Krigen ſelv, ſaaledes ſom den i hine Tider førtes, forholdsviis var lidet bekoſte-

    Ankomſt i 1098. Paa denne Maade opklares nu det Hele: i 1098 har Magnus ladet Sigurd blive tilbage paa Orknø, alene fordi han ej vilde tage Drengen med paa det farlige Tog, men ikke for at gjøre ham til Statholder; ved Afrejſen i 1099 har han udnævnt ham til Høvding eller Statholder, og endelig, ved Brylluppet 1102, der ſynes at have ſtaaet paa Man, har han udnævnt ham til Konge.