Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/545

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
527
Magnus vender tilbage.


Da Sommeren kom, vendte Magnus tilbage til Norge. Han fik en heftig Storm undervejs, men kom dog hjem uden Skade. Hans Sejlads beſkrives ſom meget prægtig. Uagtet han paa dette Tog ikke havde udrettet nær ſaa meget, ſom han fra førſt af ſynes at have tænkt ſig, og ſom hans Ærgjerrighed foreſpejlede ham, var der dog al Grund for ham

    Formynderſkab ſtrax efter at der er talt om Magnus’s Ankomſt til Orknø og Paagribelſe af Jarlerne. Derpaa omtale de atter, at Magnus fatte Sigurd til Høvding med Kongenavn over alle de nys nævnte Riger(Magnus Barfods Saga Cap. 25, Snorre Cap. 12), og tilføjer Snorre her, at Magnus ſatte Haakon Paalsſøn til hans Formynder. Morkinſkinna, Hrokkinſkinna og Fagrſkinna nævne derimod om Sigurds Udnævnelſe til Høvding ſtrax efter Jarlernes Paagribelſe, men omtale denne Udnævnelſe under eet med hans Ophøjelſe til Kongeværdigheden umiddelbart før Magnus’s Afrejſe. Morkinſkinna og Fagrſkinna tilføje at Magnus ſatte ſaavel Haakon Paalsſøn ſom Erling Erlendsſøn til hans Formyndere. De fleſte Sagabearbejdelſer omtale ſaaledes kun een Høvdinge-Udnævnelſe, nemlig den ſidſte, der var forbunden med Kongetitlen. For ſaa vidt det nu, hvad man af Sagaernes Samſtemmighed i dette Punkt ſkulde formode, er ſandt, at Magnus ved denne Sigurds Ophøjelſe til Konge har udnævnt Haakon Paalsſøn til hans Formynder og ladet ham blive tilbage ſom ſaadan, da maa Udnævnelſen nødvendigviis henføres til Magnus’s ſidſte Veſterhavstog, 1102, thi vi erfare af Orkneyinga Saga S. 118, ſom her endog paaberaaber ſig et Kvad og derfor maa ſtaa til troende, at Haakon Paalsſøn fulgte tilbage med Magnus efter det andet Tog og deeltog i hans Krigstog til Gautland, hvilket vilde være en Umulighed, hvis han, ſom Morkinſkinna, Snorre og Fagrſkinna ſiger, i 1099 blev tilbage paa Orknøerne ſom Sigurds Formynder. Hvad Erling angaar, da er det rimeligviis kun ved en Fejltagelſe, at hans Navn er kommet ind i Morkinſkinna og Fagrſkinna, thi han var enten allerede falden i Angleſey-Slaget, eller deelte Haakons Skjebne, at maatte ledſage Kongen til Norge. Sammenholde vi nu hermed de væliſke Krønikers udtrykkelige Angivelſe, at.Sigurd førſt udnævntes til Konge ved Magnus-’s ſidſte Beſøg paa de Kanter, ſaa vel ſom den Omſtændighed, at Sigurd da — juſt havde fyldt ſit 12te Aar, den gamle Myndighedsalder for Konger og Høvdinger, bliver det indlyſende, at de væliſke Krøniker heri have Ret, og at Sagaerne urigtigt have ſkudt Konge-Udnævnelſen tilbage fra Magnus’s tredie til hans andet Tog. Men for ſaa vidt nu ogſaa Hryggjarſtykke og Snorre have Ret i at omtale en tidligere, foreløbig Høvdinge-Udnævnelſe, opſtaar Præſumtion for, at den ligeledes er ſkudt forlangt op, nemlig til Magnus’s Ankomſt 1098, hvor den var aldeles unødvendig, i Stedet for hans Afrejſe 1099, medens vi derimod i den Omſtændighed, at Sigurd i 1099 udnævntes foreløbigt til Høvding eller Statholder, have Nøglen til at Morkinſkinna o. fl. ved en Forvexling eller Sammenblanding af begge Udnævnelſer har kunnet ſætte den ſidſte i den førſtes Sted. Da nu Orkneyinga Saga, ſom vi have ſeet, umiddelbart efter Jarlernes Paagribelſe kun omtaler at Magnus lod Sigurd blive tilbage paa Orknø, uden at nævne et Ord om hans Udnævnelſe til Statholder, have vi her igjen Nøglen til at forklare, hvorledes de nys nævnte Sagabearbejdelſer ved en anden Forvexling eller Misforſtaaelſe have kunnet ſkyde Statholder-Udnævnelſen ſaa langt tilbage, ſom til Magnus’s