Da Sommeren kom, vendte Magnus tilbage til Norge. Han fik en heftig Storm undervejs, men kom dog hjem uden Skade. Hans Sejlads beskrives som meget prægtig. Uagtet han paa dette Tog ikke havde udrettet nær saa meget, som han fra først af synes at have tænkt sig, og som hans Ærgjerrighed forespejlede ham, var der dog al Grund for ham
Formynderskab strax efter at der er talt om Magnus’s Ankomst til Orknø og Paagribelse af Jarlerne. Derpaa omtale de atter, at Magnus fatte Sigurd til Høvding med Kongenavn over alle de nys nævnte Riger(Magnus Barfods Saga Cap. 25, Snorre Cap. 12), og tilføjer Snorre her, at Magnus satte Haakon Paalssøn til hans Formynder. Morkinskinna, Hrokkinskinna og Fagrskinna nævne derimod om Sigurds Udnævnelse til Høvding strax efter Jarlernes Paagribelse, men omtale denne Udnævnelse under eet med hans Ophøjelse til Kongeværdigheden umiddelbart før Magnus’s Afrejse. Morkinskinna og Fagrskinna tilføje at Magnus satte saavel Haakon Paalssøn som Erling Erlendssøn til hans Formyndere. De fleste Sagabearbejdelser omtale saaledes kun een Høvdinge-Udnævnelse, nemlig den sidste, der var forbunden med Kongetitlen. For saa vidt det nu, hvad man af Sagaernes Samstemmighed i dette Punkt skulde formode, er sandt, at Magnus ved denne Sigurds Ophøjelse til Konge har udnævnt Haakon Paalssøn til hans Formynder og ladet ham blive tilbage som saadan, da maa Udnævnelsen nødvendigviis henføres til Magnus’s sidste Vesterhavstog, 1102, thi vi erfare af Orkneyinga Saga S. 118, som her endog paaberaaber sig et Kvad og derfor maa staa til troende, at Haakon Paalssøn fulgte tilbage med Magnus efter det andet Tog og deeltog i hans Krigstog til Gautland, hvilket vilde være en Umulighed, hvis han, som Morkinskinna, Snorre og Fagrskinna siger, i 1099 blev tilbage paa Orknøerne som Sigurds Formynder. Hvad Erling angaar, da er det rimeligviis kun ved en Fejltagelse, at hans Navn er kommet ind i Morkinskinna og Fagrskinna, thi han var enten allerede falden i Anglesey-Slaget, eller deelte Haakons Skjebne, at maatte ledsage Kongen til Norge. Sammenholde vi nu hermed de væliske Krønikers udtrykkelige Angivelse, at.Sigurd først udnævntes til Konge ved Magnus-’s sidste Besøg paa de Kanter, saa vel som den Omstændighed, at Sigurd da — just havde fyldt sit 12te Aar, den gamle Myndighedsalder for Konger og Høvdinger, bliver det indlysende, at de væliske Krøniker heri have Ret, og at Sagaerne urigtigt have skudt Konge-Udnævnelsen tilbage fra Magnus’s tredie til hans andet Tog. Men for saa vidt nu ogsaa Hryggjarstykke og Snorre have Ret i at omtale en tidligere, foreløbig Høvdinge-Udnævnelse, opstaar Præsumtion for, at den ligeledes er skudt forlangt op, nemlig til Magnus’s Ankomst 1098, hvor den var aldeles unødvendig, i Stedet for hans Afrejse 1099, medens vi derimod i den Omstændighed, at Sigurd i 1099 udnævntes foreløbigt til Høvding eller Statholder, have Nøglen til at Morkinskinna o. fl. ved en Forvexling eller Sammenblanding af begge Udnævnelser har kunnet sætte den sidste i den førstes Sted. Da nu Orkneyinga Saga, som vi have seet, umiddelbart efter Jarlernes Paagribelse kun omtaler at Magnus lod Sigurd blive tilbage paa Orknø, uden at nævne et Ord om hans Udnævnelse til Statholder, have vi her igjen Nøglen til at forklare, hvorledes de nys nævnte Sagabearbejdelser ved en anden Forvexling eller Misforstaaelse have kunnet skyde Statholder-Udnævnelsen saa langt tilbage, som til Magnus’s
