Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/544

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
526
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Angreb ventede udenfra[1]. Det rimeligſte er derfor, at Magnus, tilfreds med de allerede vundne Erhvervelſer, om de juſt ikke ſvarede til hans vidtſtrakte Planer, for det førſte har ladet Irland være i Ro. I Løbet af Vintren havde han den Sorg, at den viſe Kale Sæbjørnsſøn døde af ſine Saar. Tidligt om Vaaren (1099) forlod han endelig Syderøerne, og drog til Orknøerne, hvor han modtog den neppe ukjærkomne Efterretning, at begge Jarlerne Erlend og Paal vare døde, den førſte i Nidaros, den anden i Bergen. Foruden Sønnerne Erling og Magnus, efterlod Erlend Jarl af ſit Egteſkab med Thora Sumarlidesdatter tvende Døtre, Gunnhild og Cecilia; den førſte gav Kongen Kale Sæbjørnsſøns Søn Kol til Egte med flere Ejendomme paa Øerne og en Hovedgaard i Papule, ſom Erſtatning for Faderens Død; ligeledes gjorde han ham paa Bryllupsdagen til ſin Lendermand, ligeſom hans Fader havde været[2]. Kol forblev dog ikke paa Øerne, men fulgte hjem med Kongen, da denne vendte tilbage, og boſatte ſig med ſin unge Frue paa ſine Fædrenebeſiddelſer i Egdafylke. Sit denne Tid henføre vore Sagaer Kongeſønnen Sigurds Ophøjelſe til Kongeværdigheden over alle de norſke Beſiddelſer der veſter, Orknøerne iberegnede. Det er dog rimeligſt at denne Udnævnelſe ej fandt Sted førend paa Bryllupsdagen, fire Aar ſenere, til hvilken Tid ogſaa den Manſke Krønike udtrykkeligt henfører den. Thi deels ſynes det, ſom om en ſaadan Akt nærmeſt var egnet til at forherlige Bryllups-Højtidelighederne[3], deels er det aabenbart, at den Kongetitel, hvorom her er Tale, fornemmelig gjaldt Man, og forudſatte en formelig Indſættelſe af Sigurd til Konge paa denne Ø, hvorhen Magnus ikke under ſit hele Tog i Aaret 1098 ſynes at have ladet ham hente, og hvor han umuligt med Tryghed kunde lade ham blive tilbage, ſaalænge han ej ved noget indgaaet Forlig var ſikret mod et Overfald fra Irland. Men derimod var det viſtnok nu kort før Hjemrejſen og ikke, ſom en enkelt Beretning lyder, ſtrax efter ſin Ankomſt til Orknøerne, at han gav Sigurd Høvdingenavn over disſe, under paalidelige Mænds Formynderſkab og tildeels under den ſkotſke Konges Varetægt[4].

  1. De fire Meſtres Annaler, Ulſter-Annalerne, ved 1098.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 25. Orkneyinga Saga Cap. 116. I Kongeſagaerne ſtaar urigtigt Papey iſtedetfor Papule. Der ere to Egne paa Orknø af dette Navn (nu Paplay) en paa Ragnvaldsø, en ſydøſtligt paa Roſsø; ſandſynligviis er det denne, ſom menes.
  3. Saaledes blev Kot Kalesſøn, ſom nys anført, udnævnt til Lendermand paa ſin Bryllupsdag.
  4. Den ſamme Forvirring og Sammenblanding af, hvad der tilhører Magnus’s tre forſkjellige Veſterhavstog, ſom herſker i vore Sagaer med Henſyn til de egentlige Krigsbegivenheder og Giftermaalet, ſpores ogſaa hvad Høvdinge- og Konge-Udnævnelſen angaar. Hryggjarſtykke (Magn. Barfods S. Cap. 20) og Snorre (Cap. 9) omtale førſt Sigurds Udnævnelſe til Høvding over Øerne under