Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/543

Denne siden er korrekturlest

525

Magnus overvintrer paa Syderøerne.

tach^[1]. Det er sikkert nok, at saavel dette Giftermaal, som et Forlig og Forbund sluttedes, men det er aabenbart en Fejl at henføre dem til denne Tid, da det, som man baade af de irske og væliske Krøniker kan see, først fandt Sted i Aaret 1102, under Magnus’s sidste Ophold i disse Egne^[2]. Det er ikke engang sandsynligt, at Magnus, der havde fuldt op at gjøre med at befæste sit Herredømme over de nys erhvervede Besiddelser, og hvis Stridskræfter desuden vare blevne betydeligt svækkede, nu skulde have vovet noget nyt Angreb mod Irland. Vi finde ham desuden ved sin Ankomst til Man i 1102, som det nedenfor vil sees, ej som en Ven, men som en Fiende af Muirkertach, der først siden efter ydmygede sig for ham og sluttede Forbund med ham. Det er muligt, endog heel rimeligt, at Magnus under sit Ophold paa Man har truet Muirkertach med et nyt Angreb, men de irske Annaler nævne ved denne Tid intet enten om Krig eller Forlig mellem begge Konger, medens de derimod fortælle temmelig vidtløftigt om Muirkertachs Fejder med Donald, og andre Smaakongers indbyrdes Stridigheder, som om de intet

↑ Disse Sagaer ere Orkneyinga Saga S. 116, Magnus Barfods Saga Cap. 24, og Snorre Sturlassøn Cap. 12. Men det er vel at merke, at paa alle tre Steder er Beretningen næsten ligelydende, og skriver sig aabenbart fra een og samme Kilde, saa at den altsaa kun er at ansee som enkeltstaaende. Morkinskinna og Fagrskinna nævne, som vi allerede ovenfor have omtalt, intet om Giftermaalet mellem Irekongens Datter og Sigurd, men lader denne derimod egte„Skote-Kongens“ Datter. Hvorledes Misforstaaelsen rimeligviis er opstaaet, er ovenfor viist. Denne Misforstaalse, eller Forvexling af Irekongen og Skotekongen, har igjen rimeligviis været Aarsag til den alt for tidlige Omtale af Giftermaalet, thi dette maatte nødvendigviis staa i Forbindelse med et foregaaende Forlig, og da nu virkelig et Forlig mellem Magnus og Skotekongen sluttedes 1098, var det i det mindste for Bearbejderen af Morkinskinnas Text aldeles nødvendigt, at henføre Giftermaalet til samme Aar.
↑ De fire Mestres Annaler, ved 1102; Caradoc ved 1100 (1102). Hvad der isærdeleshed viser, at der ej kunde være Tale om Giftermaalet før 1102, er den Omstændighed, at indtil da var Muirkertachs voxne Datter Lafracot, rimeligviis den samme, hvis Haand Magnus havde frasagt sig, endnu ugift; og hvis Forligs- og Giftermaals-Underhandlinger havde været optagne i 1098, synes det som om der da alene kunde være Spørgsmaal om en Fornyelse af den tidligere Forbindelse mellem Magnus selv og Muirkertachs ældre Datter. Men i Aaret 1102, og som man af Ordrik m. 8087 809) kan see, endnu før Juni Maaned, var Lafracot gift med Arnulf af Montgomery, en Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropshire, og saaledes vel endog, som man maa formode, en Fiende af Magnus. Ligeledes var Magnus selv bleven gift i 1101. Der kunde altsaa ved Forbundets Fornyelse ej længer være Tale om en Fornyelse af det ældre Giftermaal, og dette forklarer derfor tilstrækkeligt, hvorfor man greb til den Udvej, at sammengifte tvende Børn. Den væliske Krønike (Caradoc S. 124) siger ogsaa at Magnus under sit sidste Ophold i Man (1102) sendte Bud til Muirkertach for at faa hans anden Datter til Egte for sin Søn. Den Manske Krønike synes ligeledes at henføre Forliget til Magnus’s sidste Tog.

[1] Disse Sagaer ere Orkneyinga Saga S. 116, Magnus Barfods Saga Cap. 24, og Snorre Sturlassøn Cap. 12. Men det er vel at merke, at paa alle tre Steder er Beretningen næsten ligelydende, og skriver sig aabenbart fra een og samme Kilde, saa at den altsaa kun er at ansee som enkeltstaaende. Morkinskinna og Fagrskinna nævne, som vi allerede ovenfor have omtalt, intet om Giftermaalet mellem Irekongens Datter og Sigurd, men lader denne derimod egte„Skote-Kongens“ Datter. Hvorledes Misforstaaelsen rimeligviis er opstaaet, er ovenfor viist. Denne Misforstaalse, eller Forvexling af Irekongen og Skotekongen, har igjen rimeligviis været Aarsag til den alt for tidlige Omtale af Giftermaalet, thi dette maatte nødvendigviis staa i Forbindelse med et foregaaende Forlig, og da nu virkelig et Forlig mellem Magnus og Skotekongen sluttedes 1098, var det i det mindste for Bearbejderen af Morkinskinnas Text aldeles nødvendigt, at henføre Giftermaalet til samme Aar.

[2] De fire Mestres Annaler, ved 1102; Caradoc ved 1100 (1102). Hvad der isærdeleshed viser, at der ej kunde være Tale om Giftermaalet før 1102, er den Omstændighed, at indtil da var Muirkertachs voxne Datter Lafracot, rimeligviis den samme, hvis Haand Magnus havde frasagt sig, endnu ugift; og hvis Forligs- og Giftermaals-Underhandlinger havde været optagne i 1098, synes det som om der da alene kunde være Spørgsmaal om en Fornyelse af den tidligere Forbindelse mellem Magnus selv og Muirkertachs ældre Datter. Men i Aaret 1102, og som man af Ordrik m. 8087 809) kan see, endnu før Juni Maaned, var Lafracot gift med Arnulf af Montgomery, en Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropshire, og saaledes vel endog, som man maa formode, en Fiende af Magnus. Ligeledes var Magnus selv bleven gift i 1101. Der kunde altsaa ved Forbundets Fornyelse ej længer være Tale om en Fornyelse af det ældre Giftermaal, og dette forklarer derfor tilstrækkeligt, hvorfor man greb til den Udvej, at sammengifte tvende Børn. Den væliske Krønike (Caradoc S. 124) siger ogsaa at Magnus under sit sidste Ophold i Man (1102) sendte Bud til Muirkertach for at faa hans anden Datter til Egte for sin Søn. Den Manske Krønike synes ligeledes at henføre Forliget til Magnus’s sidste Tog.

[1]

[2]