Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/543

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
525
Magnus overvintrer paa Syderøerne.


tach[1]. Det er ſikkert nok, at ſaavel dette Giftermaal, ſom et Forlig og Forbund ſluttedes, men det er aabenbart en Fejl at henføre dem til denne Tid, da det, ſom man baade af de irſke og væliſke Krøniker kan ſee, førſt fandt Sted i Aaret 1102, under Magnus’s ſidſte Ophold i disſe Egne[2]. Det er ikke engang ſandſynligt, at Magnus, der havde fuldt op at gjøre med at befæſte ſit Herredømme over de nys erhvervede Beſiddelſer, og hvis Stridskræfter desuden vare blevne betydeligt ſvækkede, nu ſkulde have vovet noget nyt Angreb mod Irland. Vi finde ham desuden ved ſin Ankomſt til Man i 1102, ſom det nedenfor vil ſees, ej ſom en Ven, men ſom en Fiende af Muirkertach, der førſt ſiden efter ydmygede ſig for ham og ſluttede Forbund med ham. Det er muligt, endog heel rimeligt, at Magnus under ſit Ophold paa Man har truet Muirkertach med et nyt Angreb, men de irſke Annaler nævne ved denne Tid intet enten om Krig eller Forlig mellem begge Konger, medens de derimod fortælle temmelig vidtløftigt om Muirkertachs Fejder med Donald, og andre Smaakongers indbyrdes Stridigheder, ſom om de intet

  1. Disſe Sagaer ere Orkneyinga Saga S. 116, Magnus Barfods Saga Cap. 24, og Snorre Sturlasſøn Cap. 12. Men det er vel at merke, at paa alle tre Steder er Beretningen næſten ligelydende, og ſkriver ſig aabenbart fra een og ſamme Kilde, ſaa at den altſaa kun er at anſee ſom enkeltſtaaende. Morkinſkinna og Fagrſkinna nævne, ſom vi allerede ovenfor have omtalt, intet om Giftermaalet mellem Irekongens Datter og Sigurd, men lader denne derimod egte„Skote-Kongens“ Datter. Hvorledes Misforſtaaelſen rimeligviis er opſtaaet, er ovenfor viiſt. Denne Misforſtaalſe, eller Forvexling af Irekongen og Skotekongen, har igjen rimeligviis været Aarſag til den alt for tidlige Omtale af Giftermaalet, thi dette maatte nødvendigviis ſtaa i Forbindelſe med et foregaaende Forlig, og da nu virkelig et Forlig mellem Magnus og Skotekongen ſluttedes 1098, var det i det mindſte for Bearbejderen af Morkinſkinnas Text aldeles nødvendigt, at henføre Giftermaalet til ſamme Aar.
  2. De fire Meſtres Annaler, ved 1102; Caradoc ved 1100 (1102). Hvad der iſærdeleshed viſer, at der ej kunde være Tale om Giftermaalet før 1102, er den Omſtændighed, at indtil da var Muirkertachs voxne Datter Lafracot, rimeligviis den ſamme, hvis Haand Magnus havde fraſagt ſig, endnu ugift; og hvis Forligs- og Giftermaals-Underhandlinger havde været optagne i 1098, ſynes det ſom om der da alene kunde være Spørgsmaal om en Fornyelſe af den tidligere Forbindelſe mellem Magnus ſelv og Muirkertachs ældre Datter. Men i Aaret 1102, og ſom man af Ordrik m. 8087 809) kan ſee, endnu før Juni Maaned, var Lafracot gift med Arnulf af Montgomery, en Broder af den for Magnus’s Haand faldne Hugo af Shropſhire, og ſaaledes vel endog, ſom man maa formode, en Fiende af Magnus. Ligeledes var Magnus ſelv bleven gift i 1101. Der kunde altſaa ved Forbundets Fornyelſe ej længer være Tale om en Fornyelſe af det ældre Giftermaal, og dette forklarer derfor tilſtrækkeligt, hvorfor man greb til den Udvej, at ſammengifte tvende Børn. Den væliſke Krønike (Caradoc S. 124) ſiger ogſaa at Magnus under ſit ſidſte Ophold i Man (1102) ſendte Bud til Muirkertach for at faa hans anden Datter til Egte for ſin Søn. Den Manſke Krønike ſynes ligeledes at henføre Forliget til Magnus’s ſidſte Tog.