Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/542

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
524
Magnus Olafsſøn (Barfod).

alle de indre Øer og i hans Navn tage dem i Beſiddelſe, ſaavel de beboede, ſom de ubeboede. Rimeligviis have Indbyggerne ved denne, ſom ved alle lignende Lejligheder, maattet ſtille ham Giſler til Underpant paa deres Troſkab. For ret at befæſte ſin Magt paa Øerne, og ſandſynligviis ogſaa for at berede et nyt Tog mod Irland, beſluttede Magnus at overvintre i Syderøerne, eller rettere paa Man[1], hvilken af vore Forfædre ſtedſe regnedes til Syderøernes Gruppe i vidtløftig Forſtand. Da han forkyndte ſine Mænd denne Beſlutning, og kun tillod nogle faa at rejſe hjem, for hvem dette var paatrængende nødvendigt, opſtod der en ſtor Misfornøjelſe blandt de øvrige, ſom nu juſt begyndte at føle Hjemvee og knurre over deres lange Fraværelſe fra Hjemmet. Magnus talte herom med ſine Raadgivere, idet han tillige ſaa til dem, der vare ſaarede i Slaget ved Angleſey. Blandt disſe var Kale Sæbjørnsſøn, hvis Saar, ſkjønt de i Førſtningen ikke ſyntes ſaa betydelige, dog bleve mere og mere ondartede og ej vilde gro. Da Kongen raadførte ſig med ham om den Misfornøjelſe, der herſkede i Hæren, ſpurgte Kale, om det ikke nu viſte ſig at hans Venner ſvigtede. Da Kongen ſagde at han neppe kunde tro noget ſaadant, bad Kale ham holde et Vaabenſkue, for ſelv at overbeviſe ſig derom. Kongen gjorde ſaa, og ſavnede da virkelig mange Mænd. Da han beklagede ſig derover for Kale, kvad denne et Halvvers, hvori han halv ſpottende omtalte den daarlige Løn, Kongen fik for alle de herlige Gaver, han med rund Haand havde uddeelt til ſine fornemme Høvdinger, ſiden disſe ej holdt ud, naar det gjaldt. Magnus udfyldte Verſet, idet han klagede over, at han til liden Nytte havde anvendt ſine Gaver, og at hans Skibe ej vare bemandede ſom de burde. Men ſiden efter lod han pasſe paa, at ikke flere Folk forlode ham[2].

Flere af vore Sagaer fortælle, at Magnus under dette ſit Ophold i Suderøerne eller rettere paa Man fik et Giftermaal bragt iſtand mellem ſin Søn Sigurd, ſom da kun var 9 Aar gammel, og den irſke Konge Muirkertachs femaarige Datter Biadmuin (Biadmynia), hvilket altſaa tillige antyder, at der ſkulde være ſluttet et nyt Forlig mellem Magnus og Muirker-

  1. Den Manſke Krønike, der her aldeles ikke omtaler Magnus’s Beſøg i Skotland, men for Reſten maa ſtaa meeſt til Troende, lader Magnus begive ſig lige fra Wales til Man.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 24. Orkneyinga Saga S. 114. At de Krigere, hvorom der her er Tale, ej vare Ledingsfolkene, hvilke viſtnok alle forlængſt vare dragne hjem, men Lenstropperne og Lendermændene ſelv, ſees tydeligt nok deraf, at „de mægtige Høvdinger“ udtrykkeligt nævnes. Morkinſkinna anfører disſe Vers ved Magnus-’s ſidſte Tog til Irland, men aabenbart med Urette.