ubestridt i 168 Aar[1]. At Magnus her optraadte med en afgjort Overvegt og tildeels endog med Sejrherrens Overmod, sees deraf, at han, upaatvivleligt med det ældgamle norske Vikingesagn øm Søkongen Beite og Eld-Eidet for Øje[2], tilegnede sig den betydelige Halvø Kantire ved at lade en Skude, hvor han selv sad til Roes i Løftingen, slæbe over det smale og lave Eid (Tarbet), som forbinder Kantire med Knapdale; thi derved kom Kantire til at kunne regnes blandt de Landskaber, mellem hvilke og Fastlandet man, ifølge Fredsbetingelsen, skulde kunne fare med et rorfast Skib[3]. Det synes ikke, som om den skotske Konge[4] har vovet at indlægge nogen Protest mod denne højst uegentlige og utilbørlige Fremgangsmaade, hvilket noksom viser Magnus’s Overlegenhed; dog lader det ikke til, at hans Efterfølgere gjorde Fordring paa Kantire[5]. Magnus derimod tilegnede sig det ganske. C Han sejlede nu langs Skotlands Vestkyst fra Fjord til Fjord, og underkastede sig alle de ydre Øer; sine Mænd sendte han.længer ind i Fjordene, for at de ogsaa skulde undersøge
- ↑ Nemlig indtil Freden i Perth 1266. Det var kun i de nærme-ste Decennier før denne Fredsslutning, at der førtes formelige Krige mellem Norge og Skotland om Syderøerne.
- ↑ Se ovenfor I. 2. S. 64.
- ↑ Magnus Barfods Saga, Snorre, Fagrskinna, Morkinskinna, l. c.
- ↑ At denne Konge (Eadgar) i vore Sagaer enten aldeles ikke navngives, eller urigtigt kaldes Mælkolm, er ovenfor vist.
- ↑ I Haakon Haakonssøns Saga Cap. 167 og 320 omtales Kantire som skotsk Besiddelse. Navnet „Tarbet“ paa dette, som mange lignende Eid, antyder stedse, at en Baad kan drages over fra den ene Side til den anden. Det maa for øvrigt merkes, at Kantire i vore Sagaer stedse kaldes Satiri eller Saltiri. Det kaldes der „et bedre Rige end den bedste Ø blandt Syderøerne.“
for omtalte Forvexling af Muirkertach og Mælkolm, hvori Morkinskinna (og Fagrskinna) gjør sig skyldig, hvor den handler om Drengen Sigurds Giftermaal med den femaarige Kongedatter. Thi her vare vistnok flere sammenstødende Omstændigheder for Haanden, der kunde fremkalde Fejltagelsen, nemlig: a) den før omtalte hyppige Sædvane, ogsaa at kalde Irerne Skoter, b) Magnus’s første Forlovelse med Muirkertachs ældste Datter Lafracot; c) Magnus’s Forlovelse med den afdøde Skotekonge Mælkolms Datter Margrete; d) Sigurds Forlovelse med Muirkertachs anden Datter Biadmuin. Da nu, hvis en af disse Forlovelser sandt Sted i 1098 eller 1099, denne ej kan have været nogen anden end Forlovelsen med Margrete, saasom, hvad vi have seet, Forlovelsen mellem Magnus og Lafracot skede tidligere, og Forlovelsen mellem Sigurd og Biadmuin senere, men vi paa den anden Side tydelig kunne see at Sagaerne have slaaet dem alle tre sammen til een, nemlig Sigurds, hvilken de sætte paa det urette Sted, det midterste, eller i 1098: er det ej at undres over, om de derved ere blevne noget vaklende i deres Angivelser.
