Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/541

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
523
Formelig og varig Afſtaaelſe af Syderøerne.

ubeſtridt i 168 Aar[1]. At Magnus her optraadte med en afgjort Overvegt og tildeels endog med Sejrherrens Overmod, ſees deraf, at han, upaatvivleligt med det ældgamle norſke Vikingeſagn øm Søkongen Beite og Eld-Eidet for Øje[2], tilegnede ſig den betydelige Halvø Kantire ved at lade en Skude, hvor han ſelv ſad til Roes i Løftingen, ſlæbe over det ſmale og lave Eid (Tarbet), ſom forbinder Kantire med Knapdale; thi derved kom Kantire til at kunne regnes blandt de Landſkaber, mellem hvilke og Faſtlandet man, ifølge Fredsbetingelſen, ſkulde kunne fare med et rorfaſt Skib[3]. Det ſynes ikke, ſom om den ſkotſke Konge[4] har vovet at indlægge nogen Proteſt mod denne højſt uegentlige og utilbørlige Fremgangsmaade, hvilket nokſom viſer Magnus’s Overlegenhed; dog lader det ikke til, at hans Efterfølgere gjorde Fordring paa Kantire[5]. Magnus derimod tilegnede ſig det ganſke. C Han ſejlede nu langs Skotlands Veſtkyſt fra Fjord til Fjord, og underkaſtede ſig alle de ydre Øer; ſine Mænd ſendte han.længer ind i Fjordene, for at de ogſaa ſkulde underſøge

    for omtalte Forvexling af Muirkertach og Mælkolm, hvori Morkinſkinna (og Fagrſkinna) gjør ſig ſkyldig, hvor den handler om Drengen Sigurds Giftermaal med den femaarige Kongedatter. Thi her vare viſtnok flere ſammenſtødende Omſtændigheder for Haanden, der kunde fremkalde Fejltagelſen, nemlig: a) den før omtalte hyppige Sædvane, ogſaa at kalde Irerne Skoter, b) Magnus’s førſte Forlovelſe med Muirkertachs ældſte Datter Lafracot; c) Magnus’s Forlovelſe med den afdøde Skotekonge Mælkolms Datter Margrete; d) Sigurds Forlovelſe med Muirkertachs anden Datter Biadmuin. Da nu, hvis en af disſe Forlovelſer ſandt Sted i 1098 eller 1099, denne ej kan have været nogen anden end Forlovelſen med Margrete, ſaaſom, hvad vi have ſeet, Forlovelſen mellem Magnus og Lafracot ſkede tidligere, og Forlovelſen mellem Sigurd og Biadmuin ſenere, men vi paa den anden Side tydelig kunne ſee at Sagaerne have ſlaaet dem alle tre ſammen til een, nemlig Sigurds, hvilken de ſætte paa det urette Sted, det midterſte, eller i 1098: er det ej at undres over, om de derved ere blevne noget vaklende i deres Angivelſer.

  1. Nemlig indtil Freden i Perth 1266. Det var kun i de nærme-ſte Decennier før denne Fredsſlutning, at der førtes formelige Krige mellem Norge og Skotland om Syderøerne.
  2. Se ovenfor I. 2. S. 64.
  3. Magnus Barfods Saga, Snorre, Fagrſkinna, Morkinſkinna, l. c.
  4. At denne Konge (Eadgar) i vore Sagaer enten aldeles ikke navngives, eller urigtigt kaldes Mælkolm, er ovenfor viſt.
  5. I Haakon Haakonsſøns Saga Cap. 167 og 320 omtales Kantire ſom ſkotſk Beſiddelſe. Navnet „Tarbet“ paa dette, ſom mange lignende Eid, antyder ſtedſe, at en Baad kan drages over fra den ene Side til den anden. Det maa for øvrigt merkes, at Kantire i vore Sagaer ſtedſe kaldes Satiri eller Saltiri. Det kaldes der „et bedre Rige end den bedſte Ø blandt Syderøerne.“