Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/540

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
522
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Jarleſønnen Magnus ſiden begav ſig til Bretland og deels opholdt ſig der, deels i England, indtil Kong Magnus’s Død, ſkulde man næſten formode at denne har gjort det til en af Betingelſerne for Freden, at Eadgar ikke længer ſkulde beholde ham hos ſig. Der er en ſterk Formodning om, at der ved denne Lejlighed tillige har været underhandlet om en nærmere Beſegling af Freden ved et Giftermaal mellem Magnus og Eadgars Syſter Mathilde, ja at der maaſkee endog har været indgaaet Fæſtemaal imellem dem. Sagaerne have nemlig opbevaret tre Vers, digtede af Magnus, hvori han tilkjendegiver ſin inderlige Kjærlighed til „Mathilde, den blonde Pige, der ſelv med Skjoldet forſvarer ſit Land“, og tilkjendegiver ſin Ængſtelſe for, at han aldrig ſkal faa hende at ſee. Sagaerne, ſom tilføje, at begge endog havde ſendt hinanden Bud og Hilſener, kalder hende rigtignok „Kejſerens Datter“, men da der ikke paa den Tid fandtes nogen Kejſerdatter af Navnet Mathilde, lige ſaa lidt ſom Magnus ſynes at have haft nogen Anledning til at bejle til en tydſk Kejſerdatter, medens han derimod kom i den nærmeſte Berørelſe med Skotland: maa man, — hvis det ellers har ſin Rigtighed med Verſene ſelv og Magnus’s Forfatterſkab til dem, — virkelig antage, at den Sagabearbejder, der aller førſt kaldte hende Kejſerens Datter, reent ud har taget Fejl, og at hun derimod var en Datter af den for fem Aar ſiden afdøde Kong Mælkolm. Ved at antage Freden beſeglet med en ſaadan Trolovelſe kunne vi maaſkee bedſt forklare den Tryg hed, hvormed Magnus ſynes at have efterladt ſin Søn paa Orknøerne. At der ej blev noget af Giftermaalet, men at Mathilde i Aaret 1100 egtede Kong Henrik I af England, har maaſkee alene ſin Grund deri, at Eadgar, ſom tildeels var afhængig af Henrik, ej vovede at negte ham Syſterens Haand, da han bejlede til hende, hvortil dog ogſaa kom at dette Giftermaal var langt fordeelagtigere for Skotland eller i det mindſte for Kongehuſet, end Forbindelſen med Magnus[1].

Fra denne Fredsſlutning regner man Norges egentlige og varige Herredømme over Syderøerne, der nu vedvarede uafbrudt og for det meſte

    indrette ſit Leje paa Kongens Skib ſaaledes at det ſaa ud ſom om han laa der; og Kongen ſavnede ham derfor ej, førend han, forundret over at han ſov længer end de øvrige, vilde lade ham vække. Han ſvømmede til Land barfodet og i de blotte Liinklæder; han ſaarede ſin Fod ſaa ſterkt, at han ej ſtrax kunde gaa langt ind i Skoven, men maatte ſkjule ſig oppe i et Træ; her, ſiges der, opdagede en Hund ham og begyndte at gjø, men han kaſtede en Stok ned paa den, hvorved den ſtrax løb tilbage, med Halen mellem Benene, efterfulgt af de øvrige. Denne Fortælling, der alene kan hidrøre fra Jarleſønnen ſelv, er ſaa meget mere mistænkelig, ſom han ſiden blev en Helgen.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 30, Snorre Cap. 18. Den her fremſatte Mening er ogſaa allerede udtalt af Suhm, Hiſtorie af Danmark V. 920 Denne Antagelſe giver endnu en Forklaringsgrund mere for den oven-