Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/539

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
521
Underhandlinger og Fred med Skotlands Konge.

Søn, ved ſin Morbroder Eadgar Ædhelings Hjelp juſt havde fortrængt Donald Bane, og beſteget Skotlands Trone[1]. Magnus havde allerede enten begyndt at herje eller gjort Forberedelſer dertil, da der, ſom Sagaerne fortælle, kom Bud til ham fra Skotekongen med Bøn om at han vilde ſkaane hans Rige for Fiendtligheder, hvorimod han tilbød ſig at afſtaa til Magnus alle de Øer veſtenfor Skotland, imellem hvilke og Faſtlandet man kunde fare paa et rorfaſt Skib. Og, heder det videre, Freden kom virkelig iſtand mellem dem paa dette Vilkaar 2). Heraf ſee vi altſaa, at Magnus har truet Eadgar med en Krig, ſom denne, under de kritiſke Omſtændigheder, hvori han da befandt ſig, og førend han endnu ret havde befæſtet ſig paa Tronen, ſaa vidt muligt maatte ſøge at undgaa, endog med betydelige Indrømmelſer. Sammenhængen er aabenbart den, at Magnus, der, ſom ovenfor antydet, viſtnok allerede havde modtaget Opfordringer fra Donald Bane om at komme ham til Hjelp, ogſaa nu virkelig enten har taget ſig, eller i det mindſte givet ſig Mine af at ville tage ſig af ham, indtil Eadgar, ved at byde Magnus de ſamme Fordele, ſom Donald, nemlig Afſtaaelſen af Syderøerne, har faaet ham til at ſlaa Haanden af denne ulykkelige Kronprætendent, der ſiden, overladt til ſig ſelv, faldt i Eadgars Hænder, blev blindet og holdt i Fængſel indtil ſin Død[2]. Medens Kongen laa ved den ſkotſke Kyſt, fandt Jarleſønnen Magnus, paa hvem han havde været meget opbragt, ſiden han vægrede ſig ved at deeltage i Kampen ved Angleſey, en Nat Lejlighed til at flygte fra Skibet og op i Skoven. Da Kongen om Morgenen ſavnede ham, lod han ſøge efter ham med Sporhunde, men forgjæves; han ſlap uſkadt frem til Kong Eadgar, hos hvem han en Stund opholdt ſig[3]. Da det tilføjes, at

Det er allerede ovenfor (S. 474) viiſt, at Magnus maa være kommen til Skotland efter at Eadgar allerede havde faaet Overhaand over Donald og fordrevet ham, eller rettere, efter at denne foreløbig var fordreven af Eadgar Ædheling (Høſten 1097), og Eadgar, Mælkolms Søn, var indſat til Konge. Men derfor var ikke Kampen mellem Kong Eadgar og Donald ophørt. Fordun (V. 34) fortæller udtrykkeligt, at Donald blev fangen af Eadgar ſelv, og fem efter at denne havde beſteget Tronen 1098 (der ſiges ej engang, hvor længe efter); og derhos ſiger han, ſom vi have ſeet, ovenfor (Cap. 29), at Magnus kom til Skotland medens Donald, Duncan og Eadgar kæmpede om Tronen, og ſenere (X. 19), at Magnus havde erobret Øerne, da Mælkolms Sønner kæmpede mod Donald. Det er altſaa tydeligt, at Magnus kom til Skotland, førend Kampen mellem Eadgar og Donald endnu var udfegtet. Derved finder Magnus-’s Optræden mod Eadgar og Forhandlinger med ham deres rimeligſte Forklaring.

  1. Magnus Barfods Saga, Cap. 23, Snorre Cap. 11, Fagrſkinna Cap. 232.
  2. Se Fordun, l. c.
  3. Orkneyinga Saga S. 111, 112. St. Magnus’s Saga Cap. 8. Morkinſkinna fol. 23. b. Magnus ſkal, ſom det heder, have brugt den Liſt, at