Søn, ved sin Morbroder Eadgar Ædhelings Hjelp just havde fortrængt Donald Bane, og besteget Skotlands Trone[1]. Magnus havde allerede enten begyndt at herje eller gjort Forberedelser dertil, da der, som Sagaerne fortælle, kom Bud til ham fra Skotekongen med Bøn om at han vilde skaane hans Rige for Fiendtligheder, hvorimod han tilbød sig at afstaa til Magnus alle de Øer vestenfor Skotland, imellem hvilke og Fastlandet man kunde fare paa et rorfast Skib. Og, heder det videre, Freden kom virkelig istand mellem dem paa dette Vilkaar 2). Heraf see vi altsaa, at Magnus har truet Eadgar med en Krig, som denne, under de kritiske Omstændigheder, hvori han da befandt sig, og førend han endnu ret havde befæstet sig paa Tronen, saa vidt muligt maatte søge at undgaa, endog med betydelige Indrømmelser. Sammenhængen er aabenbart den, at Magnus, der, som ovenfor antydet, vistnok allerede havde modtaget Opfordringer fra Donald Bane om at komme ham til Hjelp, ogsaa nu virkelig enten har taget sig, eller i det mindste givet sig Mine af at ville tage sig af ham, indtil Eadgar, ved at byde Magnus de samme Fordele, som Donald, nemlig Afstaaelsen af Syderøerne, har faaet ham til at slaa Haanden af denne ulykkelige Kronprætendent, der siden, overladt til sig selv, faldt i Eadgars Hænder, blev blindet og holdt i Fængsel indtil sin Død[2]. Medens Kongen laa ved den skotske Kyst, fandt Jarlesønnen Magnus, paa hvem han havde været meget opbragt, siden han vægrede sig ved at deeltage i Kampen ved Anglesey, en Nat Lejlighed til at flygte fra Skibet og op i Skoven. Da Kongen om Morgenen savnede ham, lod han søge efter ham med Sporhunde, men forgjæves; han slap uskadt frem til Kong Eadgar, hos hvem han en Stund opholdt sig[3]. Da det tilføjes, at
Det er allerede ovenfor (S. 474) viist, at Magnus maa være kommen til Skotland efter at Eadgar allerede havde faaet Overhaand over Donald og fordrevet ham, eller rettere, efter at denne foreløbig var fordreven af Eadgar Ædheling (Høsten 1097), og Eadgar, Mælkolms Søn, var indsat til Konge. Men derfor var ikke Kampen mellem Kong Eadgar og Donald ophørt. Fordun (V. 34) fortæller udtrykkeligt, at Donald blev fangen af Eadgar selv, og fem efter at denne havde besteget Tronen 1098 (der siges ej engang, hvor længe efter); og derhos siger han, som vi have seet, ovenfor (Cap. 29), at Magnus kom til Skotland medens Donald, Duncan og Eadgar kæmpede om Tronen, og senere (X. 19), at Magnus havde erobret Øerne, da Mælkolms Sønner kæmpede mod Donald. Det er altsaa tydeligt, at Magnus kom til Skotland, førend Kampen mellem Eadgar og Donald endnu var udfegtet. Derved finder Magnus-’s Optræden mod Eadgar og Forhandlinger med ham deres rimeligste Forklaring.
