Tog, ligefrem give ham Æren for hiint Skud, medens derimod Gisl, som selv bevidner at han var med, tillægger Kongen det Skud, der rammede Hugos Næseskjerm[1]. Den egentlige Fordeel af denne Kamp havde kun Vælerne, som nu i lang Tid forsvarede Anglesey mod Nordmannerne, og derfor ogsaa, hvis man kan fæste Lid til den Manske Krønikes Udsagn, viste deres Erkjendtlighed ved at skjenke Magnus store Gaver. Det er heller ikke usandsynligt, at Griffith, som nu kom tilbage til Øen, har erkjendt ham for dens Herre, især da han derved havde en Grund mere til at bortvise Englændernes Fordringer. Men om Anerkjendelsen end fandt Sted,skaffede den dog Magnus kun en saagodtsom tom Titel, thi vi finde hverken at han eller nogen af hans Efterfølgere i Virkeligheden havde noget at sige over Øen, med mindre det skulde være, at han paa sit sidste Tog til Irland fandt en venskabelig Modtagelse der, og fik hugge saa meget Tommer, han behøvede; men dette, tillægges der udtrykkeligt, skede med Griffiths Tilladelse[2]. Derimod havde Magnus i Slaget mistet mange dygtige Mænd, der vare faldne, og en stor Mængde vare saarede. Blandt de Faldne nævnes Lendermanden Sigurd Sneis fra Agder, en Frænde af Kale Sæbjørnssøn, der selv blev haardt saaret. (Juli eller August 1098)[3].
Da der nu for det første ikke var mere at udrette paa denne Kant, vendte Magnus sig endelig mod Skotland[4], hvor Eadgar, Mælkolms
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 22.
- ↑ Dette siges dog kun i de væliske Krøniker, Caradoc S. 123.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 22. Snorre, Cap. 11. Morkinskinna fol. 23. a. b. Fagrskinna, Cap. 231, 232. Thjodrek Munk, Cap. 31; han forklarer dog „Bretland“ urigtigt ved „Cornubia“ d. e. „Cornwall“. Orkn. Saga S. 108—110. Den manske Krønike. Villjam af Malmsbury IV. 329 (Hearnes Udgave S. 506). Florents af Worcester, Thorpes Udgave II. S. 42. Chron. Sax. ved 1098. Her staar der kun at Jarlen Hugo blev dræbt i Anglesey af „Udvikinger“; det nævnes efter en Begivenhed „om Sommeren“ og før en anden „før Mikkelsmesse“; Tiden for Slaget synes derved at kunne bestemmes til Juli eller August 1098. Giraldi Itinerarium l. c. De væliske Krøniker, se Caradoc, l. c.
- ↑ Man maa dog antage, at Magnus paa Vejen har anløbet Man for at forsterke sig med den øvrige Flaade. Dette bestyrkes paa en vis Maade ogsaa af den Manske Krønikes Udtryk.
ogsaa det Tillæg: „saaledes som de tidligere Konger over Norge havde tilegnet sig Herredømmet længst mod Syd“. Det er allerede ovenfor (S. 4) viist, hvorledes den legendariske St. Olafs Saga Cap. 40 nævner Naanes, Glaumstein, Eidaskog og Anglesey-Sund som de yderste Grændser for Olafs Rige; dog er det allerede der nævnt, at Angivelsen maaskee kun sigter til Forholdene paa Magnus Barfods Tid, hvilket er saa meget sandsynligere, som Glomsteen nævnes, og dette Sted ligger i Halland, hvor Magnus just nylig havde herjet. Hiint Tillæg er derfor maaskee kun at betragte som en Anachronisnie. De fleste Sagaer tilføje, skjønt aabenbar urigtigt, at Anglesey er Trediedelen af hele Bretland.
