Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/538

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
520
Magnus Olafsſøn (Barfod).

Tog, ligefrem give ham Æren for hiint Skud, medens derimod Giſl, ſom ſelv bevidner at han var med, tillægger Kongen det Skud, der rammede Hugos Næſeſkjerm[1]. Den egentlige Fordeel af denne Kamp havde kun Vælerne, ſom nu i lang Tid forſvarede Angleſey mod Nordmannerne, og derfor ogſaa, hvis man kan fæſte Lid til den Manſke Krønikes Udſagn, viſte deres Erkjendtlighed ved at ſkjenke Magnus ſtore Gaver. Det er heller ikke uſandſynligt, at Griffith, ſom nu kom tilbage til Øen, har erkjendt ham for dens Herre, iſær da han derved havde en Grund mere til at bortviſe Englændernes Fordringer. Men om Anerkjendelſen end fandt Sted,ſkaffede den dog Magnus kun en ſaagodtſom tom Titel, thi vi finde hverken at han eller nogen af hans Efterfølgere i Virkeligheden havde noget at ſige over Øen, med mindre det ſkulde være, at han paa ſit ſidſte Tog til Irland fandt en venſkabelig Modtagelſe der, og fik hugge ſaa meget Tommer, han behøvede; men dette, tillægges der udtrykkeligt, ſkede med Griffiths Tilladelſe[2]. Derimod havde Magnus i Slaget miſtet mange dygtige Mænd, der vare faldne, og en ſtor Mængde vare ſaarede. Blandt de Faldne nævnes Lendermanden Sigurd Sneis fra Agder, en Frænde af Kale Sæbjørnsſøn, der ſelv blev haardt ſaaret. (Juli eller Auguſt 1098)[3].

Da der nu for det førſte ikke var mere at udrette paa denne Kant, vendte Magnus ſig endelig mod Skotland[4], hvor Eadgar, Mælkolms

    ogſaa det Tillæg: „ſaaledes ſom de tidligere Konger over Norge havde tilegnet ſig Herredømmet længſt mod Syd“. Det er allerede ovenfor (S. 4) viiſt, hvorledes den legendariſke St. Olafs Saga Cap. 40 nævner Naanes, Glaumſtein, Eidaſkog og Angleſey-Sund ſom de yderſte Grændſer for Olafs Rige; dog er det allerede der nævnt, at Angivelſen maaſkee kun ſigter til Forholdene paa Magnus Barfods Tid, hvilket er ſaa meget ſandſynligere, ſom Glomſteen nævnes, og dette Sted ligger i Halland, hvor Magnus juſt nylig havde herjet. Hiint Tillæg er derfor maaſkee kun at betragte ſom en Anachronisnie. De fleſte Sagaer tilføje, ſkjønt aabenbar urigtigt, at Angleſey er Trediedelen af hele Bretland.

  1. Magnus Barfods Saga Cap. 22.
  2. Dette ſiges dog kun i de væliſke Krøniker, Caradoc S. 123.
  3. Magnus Barfods Saga Cap. 22. Snorre, Cap. 11. Morkinſkinna fol. 23. a. b. Fagrſkinna, Cap. 231, 232. Thjodrek Munk, Cap. 31; han forklarer dog „Bretland“ urigtigt ved „Cornubia“ d. e. „Cornwall“. Orkn. Saga S. 108—110. Den manſke Krønike. Villjam af Malmsbury IV. 329 (Hearnes Udgave S. 506). Florents af Worceſter, Thorpes Udgave II. S. 42. Chron. Sax. ved 1098. Her ſtaar der kun at Jarlen Hugo blev dræbt i Angleſey af „Udvikinger“; det nævnes efter en Begivenhed „om Sommeren“ og før en anden „før Mikkelsmesſe“; Tiden for Slaget ſynes derved at kunne beſtemmes til Juli eller Auguſt 1098. Giraldi Itinerarium l. c. De væliſke Krøniker, ſe Caradoc, l. c.
  4. Man maa dog antage, at Magnus paa Vejen har anløbet Man for at forſterke ſig med den øvrige Flaade. Dette beſtyrkes paa en vis Maade ogſaa af den Manſke Krønikes Udtryk.