Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/537

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
519
Angleſey erobret.

fordi han ej for Øjeblikket ſaa ſig i Stand til at forfølge ſin Sejr, eller og fordi han regnede Angleſey blandt de Øer, der med Rette tilhørte Norges Rige. Viſt er det, at han tilegnede ſig Herredømmet over Angleſey, og at Angleſey-Sund baade for og efter denne Tid nævnes ſom Norges Riges yderſte Grændſe mod Veſten[1]. Ligeledes ſee vi at Kongen i det mindſte ſenere maa have gjort ſig til af det heldige Skud, der fældte Hugo, da Skaldene Bjørn Krephendte og Thorkell Hamarſkald, der digtede Draaper om ham, uden dog, ſom det ſynes, at have været med paa dette

    tydeligt, at han har misforſtaaet et og andet, og at han i det hele taget meddeler Fortællingen paa en forvirret Maade, ſaa at man ej ubetinget kan ſtole paa alt hvad han ſiger, iſær naar dette ej angaar beſtemte Fakta, men løſe Udſagn og politiſke Forhold. Saaledes er det allerede ovenfor viiſt, hvorledes han ſynes at modſige ſig ſelv, naar han S. 58l lader Hugo af Shropſhire fældes af Magnus, men ſiden efter (S. 768) kun omtaler „Magnus’s Krigshøvding“ eller en „norſk Barbar“ ſom hans Drabsmand. Denne Modſigelſe kunde dog maaſkee udjevnes ſaaledes, at man antager hans Mening at være den, at Magnus førſt har afſendt de ſer Skibe, og ſiden ſelv har fulgt efter med flere. Denne Forklaring kunde faa meget mere lade ſig høre, ſom Ordrik øjenſynligt tænker ſig en lang Tid hengaaet under Nordmændenes Fejde i Bretland. Thi førſt, heder det, gjorde Kyſtboerne Allarm ved Nordmændenes Ankomſt, og Krigerne fra Mercia ſamlede ſig; ſiden ſendte begge Jarlerne Bud omkring i hele deres Diſtrikt (Mercia) og kaldte Franker og Angler ſammen mod de Fremmede, ſaa at en ſtor Skare mødte ved Dagannoth, og forberedte Slaget; derpaa ventede Hugo af Shropſhire i „mange Dage“ paa de Øvrige, og holdt Øje med Nordmændene, indtil han en Dag, da han ſaa disſe „raſe“ mod de Indſødte, ilede til, og blev rammet af en Piil. Men man ſeer tydeligt, ſaavel af de væliſke Krøniker (Cador S. 121) ſom af den paalidelige Florents, at Magnus netop kom paa den Tid, da begge Jarler allerede befandt ſig med deres Folk paa Angleſey: det er altſaa tydeligt, at ingen Indkaldelſe af Krigere fra Mercia behøvedes, og at Ordrik har forvexlet den Udruſtning, Jarlerne gjorde for at erobre Angleſey, med den øjeblikkelige Samling mod Magnus. Og at hine ſer norſke Skibe ej vare foreløbigt udſendte af Magnus, medens Jarlerne endnu udruſtede ſig, men at han ſelv anførte dem, og at Nordmændene i dette Aar kun een Gang viſte ſig ved Angleſey, ſees udtrykkeligt ſaavel af Sagaerne ſom af Florents’s og Caradocs Beretning; ja Ordrik ſiger endog ſelv kort i Forvejen, at Magnus trængte frem „lige til Angleſey“, og hans ſenere Udſagn om at han tilſtod Hugo af Cheſter Fred og Lejde, ſynes ogſaa at røbe hans perſonlige Nærværelſe. Ordriks Paaſtand, at Magnus ſkulde have ført et fredeligt Sprog med Henſyn til England, bliver derfor højſt mistænkelig,“ og kan neppe holde Skik lige over for Villjam af Malmsburys udtrykkelige Ord (IV. 329) at Magnus „haardnakket hjemſøgte England ved at angribe Angleſey“, og de ovenfor ſkildrede politiſke Forhold, der maatte ſtille ham paa en fiendtlig Fod lige over for Kong Villjam, den mælkolmſke Æts og de engelſke Interesſers Forſvarer i Skotland. Hertil kommer at det, ſom det ſtrax nedenfor nærmere vil ſees, altid bliver meeſt ſandſynligt, at han havde den beſtemte Henſigt at erobre Angleſey.

  1. Saavel vore Sagaer, ſom den manſke Krønike ſige udtrykkeligt, at Magnus underkaſtede ſig Øen. Hrokkinſkinna, Hryggjarſtykke og Snorre have her