ikke manglede ham paa Mod[1]. Hugo af Shropshire, der var kommen ned til Stranden førend Hugo af Chester, ordnede sine Krigeres Rækker, idet han paa sin raske Hest red frem og tilbage foran dem, endog lige ud i Fjæren, uden at endse de fiendtlige Pile og Spyd; thi han var brynjeklædt fra Top ti.l Taa, uden noget andet bart Sted paa sit hele Legeme, end Øjnene. Kong Magnus, hvis Skib laa nærmest Land, stod imidlertid i Forstavnen og skød med Haandbue mod Fienden. Ved at see Hugo nærme sig, sagde han til en haalogalandsk Bueskytte, der stod ved hans Side, at de begge paa een Gang skulde skyde hver sin Piil imod Jarlen: det skede, og begge Pile rammede ham i Ansigtet faa tæt ved hinanden at man ej kunde see, hvilken der var Kongens og hvilken Haalogalændingens. Den ene Piil traf Næseskjermen paa Jarlens Hjelm, saa at den lagde sig til Siden, den anden derimod gik ind i Øjet og ud gjennem Nakken, saa at Jarlen styrtede død ned i Vandet. „Lát hlaupa!“ raabte Magnus[2] og fortsatte Kampen, indtil Nordmannerne flygtede. “Da han fik vide, hvo den Mand var, som Skuddet havde fældet, skal han efter Ordriks Sigende have udtrykt sin Bedrøvelse derover, og tilstaaet Hugo af Chester Fred og Sikkerhed, da han, som han sagde, var kommen for at angribe Irland, ikke England, og ej for at erobre fremmede Lande, men kun for at forsvare sit Herredømme over de Øer, der allerede tilhørte ham[3]. Har Magnus virkelig sagt noget saadant, da maa det alene have været
- ↑ Orkneyinga Saga S. 110. Dette kunde vel ogsaa udlægges som et Tegn paa Orknø-Jarlernes hemmelige Sympathier og Forstaaelse med det engelske Parti i Skotland.
- ↑ Saaledes Giraldus, Itin. Cambr. 867, der omtaler Hugos Fald paa denne Maade: „Paa Anglesey findes en Kirke, helliget St. Tefredauc. Da Hugo, Jarl af Shropshire, tilligemed Jarlen af Chester, engang gik derind med Magt, og om Natten lod nogle Hunde blive der, fandtes disse om Morgenen (mane, ikke manu) gale. En Maaneds Tid efter døde han selv ynkeligt; thi der kom til Øens Havn fra Orknøerne nogle Vikinger i Langskibe; da Jarlen hørte dette, red han dem modigt imøde lige ud i selve Havet, siddende paa en rask Hest. Men see, Skibenes Høvding, ved Navn Magnus, der stod med sin Bue i Forstavnen paa det fremmerste Skib, afskød en Piil, og skjønt Jarlen var jærnklædt fra Top til Taa, paa Øjnene nær, traf dog Pilen hans højre Siv, og gik igjennem Hjernen, saa at han styrtede døende i Vandet. Da Sejrherren faa ham styrte, skal han med overmodig Glæde have raabt paa den danske Tange „leit loupe“ (Formerne her ere, som man seer, angliserede), hvilket paa Latin betyder „sine salire“. Og fra den Tid af ophørte Englændernes Herredømme over Anglesey.“
- ↑ Ordrik, S. 768. Uagtet denne Forfatter meddeler flere nærmere Omstændigheder ved Magnus’s Kamp i Anglesey-Sund, end nogen anden, hvoraf man maa slutte at han har haft speciellere Efterretninger, maaskee endog af Nordmænds Mund, siden han paa dette Sted indskyder nogle interessante Notitser om Norge og dets Byer, hvorom nedenfor, saa er det dog tillige
