Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/536

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
518
Magnus Olafsſøn (Barfod).

ikke manglede ham paa Mod[1]. Hugo af Shropſhire, der var kommen ned til Stranden førend Hugo af Cheſter, ordnede ſine Krigeres Rækker, idet han paa ſin raſke Heſt red frem og tilbage foran dem, endog lige ud i Fjæren, uden at endſe de fiendtlige Pile og Spyd; thi han var brynjeklædt fra Top ti.l Taa, uden noget andet bart Sted paa ſit hele Legeme, end Øjnene. Kong Magnus, hvis Skib laa nærmeſt Land, ſtod imidlertid i Forſtavnen og ſkød med Haandbue mod Fienden. Ved at ſee Hugo nærme ſig, ſagde han til en haalogalandſk Bueſkytte, der ſtod ved hans Side, at de begge paa een Gang ſkulde ſkyde hver ſin Piil imod Jarlen: det ſkede, og begge Pile rammede ham i Anſigtet faa tæt ved hinanden at man ej kunde ſee, hvilken der var Kongens og hvilken Haalogalændingens. Den ene Piil traf Næſeſkjermen paa Jarlens Hjelm, ſaa at den lagde ſig til Siden, den anden derimod gik ind i Øjet og ud gjennem Nakken, ſaa at Jarlen ſtyrtede død ned i Vandet. „Lát hlaupa!“ raabte Magnus[2] og fortſatte Kampen, indtil Nordmannerne flygtede. “Da han fik vide, hvo den Mand var, ſom Skuddet havde fældet, ſkal han efter Ordriks Sigende have udtrykt ſin Bedrøvelſe derover, og tilſtaaet Hugo af Cheſter Fred og Sikkerhed, da han, ſom han ſagde, var kommen for at angribe Irland, ikke England, og ej for at erobre fremmede Lande, men kun for at forſvare ſit Herredømme over de Øer, der allerede tilhørte ham[3]. Har Magnus virkelig ſagt noget ſaadant, da maa det alene have været

  1. Orkneyinga Saga S. 110. Dette kunde vel ogſaa udlægges ſom et Tegn paa Orknø-Jarlernes hemmelige Sympathier og Forſtaaelſe med det engelſke Parti i Skotland.
  2. Saaledes Giraldus, Itin. Cambr. 867, der omtaler Hugos Fald paa denne Maade: „Paa Angleſey findes en Kirke, helliget St. Tefredauc. Da Hugo, Jarl af Shropſhire, tilligemed Jarlen af Cheſter, engang gik derind med Magt, og om Natten lod nogle Hunde blive der, fandtes disſe om Morgenen (mane, ikke manu) gale. En Maaneds Tid efter døde han ſelv ynkeligt; thi der kom til Øens Havn fra Orknøerne nogle Vikinger i Langſkibe; da Jarlen hørte dette, red han dem modigt imøde lige ud i ſelve Havet, ſiddende paa en raſk Heſt. Men ſee, Skibenes Høvding, ved Navn Magnus, der ſtod med ſin Bue i Forſtavnen paa det fremmerſte Skib, afſkød en Piil, og ſkjønt Jarlen var jærnklædt fra Top til Taa, paa Øjnene nær, traf dog Pilen hans højre Siv, og gik igjennem Hjernen, ſaa at han ſtyrtede døende i Vandet. Da Sejrherren faa ham ſtyrte, ſkal han med overmodig Glæde have raabt paa den danſke Tange „leit loupe“ (Formerne her ere, ſom man ſeer, angliſerede), hvilket paa Latin betyder „sine salire“. Og fra den Tid af ophørte Englændernes Herredømme over Angleſey.“
  3. Ordrik, S. 768. Uagtet denne Forfatter meddeler flere nærmere Omſtændigheder ved Magnus’s Kamp i Angleſey-Sund, end nogen anden, hvoraf man maa ſlutte at han har haft ſpeciellere Efterretninger, maaſkee endog af Nordmænds Mund, ſiden han paa dette Sted indſkyder nogle interesſante Notitſer om Norge og dets Byer, hvorom nedenfor, ſaa er det dog tillige