Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/551

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
533
Virket paa Kvaldensø indtaget.

Kongen Graven, der omgav Virket, fylde med Kammer og Torv; derpaa lod han Ankere ſurre faſt paa lange Bjelker, og ved Hjelp af disſe hefte faſt øverſt i Tømmervæggene, hvis Stokke man ved at hale i Bjelkerne fik fra hinanden; tillige blev der gjort ſtore Baal, og gloende Bet-inde kaſtede ind paa Nordmændene. Da ſaa disſe ſig nødte til at hede om Grid, hvilken Inge ogſaa tilſtod dem, men, da de ſaa haanligt havde forkaſtet hans forrige gode Tilbud, paa ſaare ydmygende Betingelſer. De maatte forlade Virket uden Vaaben og Kapper, og ved Udgangen fik hver et Stokkeſlag. Alle de Markemænd eller Grændſeboere, ſom nødtvungne havde hyldet Magnus, gave ſig nu igjen under Sviakongen.

De overvundne Nordmænd begave ſig lige til Magnus, der ſynes at have overvintret i Oslo, og fortalte ham, hvilken Beſkæmmelſe de havde lidt. Der behøvedes langt mindre end dette for at ſaare hans Ærgjerrighed, og ſaa ſnart Iſen gik op den næſte Vaar (1101), var han ſtrax paa Ferde for at ſkaffe ſig Hevn. Han ſtyrede med en Flaade øſter til Elven, og ſejlede op ad den øſtlige Arm, idet han idelig gjorde Landgang og herjede paa den ſvenſke Side. Dette ſkede ogſaa, da han var kommen til Foxerne, hvor han Aaret forud havde overvundet Kong Inge. Men han fjernede ſig alt for langt fra Skibene. Da hans Skare var kommen over en Aa[1], hvor Vejen gik, viſte pludſelig en heel Hær af Gauter ſig; Nordmændene bleve overmandede, mange faldt, og de øvrige, hvoriblandt Kongen, maatte redde ſig ved Flugten. Gauterne fulgte dem i Hælene, og dræbte Enhver, ſom de indhentede. Kongen ſelv kom i den ſtørſte Fare, da han har let kjendelig ved ſin Højde, ſit lange, ſilkeblege Haar, der hang i Lokker ned paa hans Skuldre, og en rød Vaabenkjortel ſom han havde over Brynjen. Agmund Skoftesſøn, der red ved hans Side, og ligeledes var en høj og ſmuk Mand, bad Kongen om Kjortlen. „Hvad vil du med den“, ſpurgte Kongen. „Jeg vil kun have den“, ſagde Agmund; „du har givet mig ſtørre Gaver før“. Da gav Kongen ham Kjortlen, ſom Agmund ſtrax kaſtede over ſig. Dette ſkede juſt paa et Sted, hvor en Deel Krat og nogle Smaabakker for et Øjeblik hindrede de forfølgende Gauter fra at ſee dem. Da de igjen kom frem paa aaben Mark, ſkilte Agmund ſig med ſin Flok fra den øvrige Skare, og tog en anden Vej; men Gauterne, ſom nu toge ham for Kongen, ſtimlede alle efter ham, uden at ændſe Magnus, ſom ſaaledes uden Hinder naaede Skibene. Heldigviis lykkedes dette ogſaa den ædle Agmund, der ſaa heltemodigt opofrede ſig

  1. Hos Snorre ſtaar, at de faldt i Nærheden af en Fos. Denne Fos kunde maaſkee være Fosſen ved Lilla-Edet, eller maaſkee endog være at ſøge ved Fors Kirke, der ligger ved en Side-Elv, ½ Miils Vej oppe, hvis „fors einn ej er urigtigt læſt i Stedet for Foxerni“.