Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
Magnns’s Herredømme befcestet i Danmark.


og Rolighed. Men Vintren hengik i fuldkommen Fred, og alt tyder paa, at Magnus betragtede sit Herredømme i Danmark som ganske sikkert[1]. Magnus, som i det sidst forløbne Aar havde fyldt sit 20de Aar[2], blev nu, som der fortælles, meget berømt vidt og bredt i Landene for sin Magt og Vennesælhed, for sin Rundhaandethed mod Almuen, og for de store Gaver, han skjenkede Høvdinger og anseede Mænd: saa at man med Rette kunde sige, at hele Folket elskede ham af Hjertet[3]. Ogsaa Saxo bevidner, at alle vare enige om at kalde ham „den gode“[4]: dette Tilnavn bar han saaledes ikke mindre i Danmark end i Norge, og det tyder paa, at han havde havde vundet Danernes Hengivenhed.

5. Begivenheder i Norge. Einars og Sighvats Indflydelse.


I Norge selv forefaldt der imidlertid ingen Begivenheder af synderlig Vigtighed; men Sagaen har opbevaret et Par Smaatræk, der kaste et ret interessant Lys paa de indre Forhold, og vise at endog Einar Thambarskelve og Sighvat Skald, trods deres store Indflydelse hos Kongen, ikke altid formaaede at gjøre den gjeldende, og havde stor Frygt for at fremkalde hans Vrede. Islændingen Thorstein Sidu-Hallssøn, hvilken vi allerede tidligere have haft Lejlighed til at omtale[5], gjorde i Magnus’s Tid en Rejse til Norge, og blev hans Hirdmand. Men siden gjorde han fra Norge en Handelsrejse til Dublin og derfra hjem til Island, uden at indhente Kongens Samtykke, hvortil han nu som hans Hirdmand var forpligtet; men just fordi han var Hirdmand havde han ogsaa vægret sig ved at betale Landører for sig og sine Folk, da Kongens Gjaldkere eller Byfoged krævede dem af ham[6]. Da Magnus hørte dette, sagde han at han vistnok havde fritaget

  1. Det er, som ovenfor antydet, øjensynligt denne Fredstid (1044—1046) hvortil Florents af Worcester sigter med de Ord: et post in i illa (Danemarchia) etiam regnavit“; thi ellers vilde man ingen Tid faa for ham til at regjere i. Herefter er det nu, at Magnus den godes Saga, Cap. 42, Snorre Cap. 38 omtaler hans Brev til Kong Edward og Fordringer paa England. Men at disse fremsattes for Krigens Udbrud med Sven, fremgaar, som oven anført, noksom af Florents’s udtrykkelige Udsagn.
  2. Se herom ovf. S. 8.
  3. Fornm. S. III. 90.
  4. Saxo, S. 545. Magnus kaldes ligeledes „den gode“ i flere gamle danske Kongerækker, se Langebek Scr. rer. Dan. I. S. 17, 22.
  5. Han var Søn af den mægtige Sidu-Hall paa Thvaattaa; sandsynligviis en af hans yngste Sønner, siden han endnu levede og, som det lader, var ved sin fulde Raskhed i 1043. Han havde i 1014 været Sigurd Orknøjarls Hirdmand, og havde med ham deeltaget i Briansslaget; se ovenfor I. 2. S. 438, 647.
  6. Her, og noget tidligere i Anledning af Karl Vesales Historie under Sven Alfvivessøn, nævnes Gjaldkere-Embedet for første Gang i vore Kongesagaer. Paa