Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/55

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
37
Magnns’s Herredømme befceſtet i Danmark.


og Rolighed. Men Vintren hengik i fuldkommen Fred, og alt tyder paa, at Magnus betragtede ſit Herredømme i Danmark ſom ganſke ſikkert[1]. Magnus, ſom i det ſidſt forløbne Aar havde fyldt ſit 20de Aar[2], blev nu, ſom der fortælles, meget berømt vidt og bredt i Landene for ſin Magt og Venneſælhed, for ſin Rundhaandethed mod Almuen, og for de ſtore Gaver, han ſkjenkede Høvdinger og anſeede Mænd: ſaa at man med Rette kunde ſige, at hele Folket elſkede ham af Hjertet[3]. Ogſaa Saxo bevidner, at alle vare enige om at kalde ham „den gode“[4]: dette Tilnavn bar han ſaaledes ikke mindre i Danmark end i Norge, og det tyder paa, at han havde havde vundet Danernes Hengivenhed.

5. Begivenheder i Norge. Einars og Sighvats Indflydelſe.


I Norge ſelv forefaldt der imidlertid ingen Begivenheder af ſynderlig Vigtighed; men Sagaen har opbevaret et Par Smaatræk, der kaſte et ret interesſant Lys paa de indre Forhold, og viſe at endog Einar Thambarſkelve og Sighvat Skald, trods deres ſtore Indflydelſe hos Kongen, ikke altid formaaede at gjøre den gjeldende, og havde ſtor Frygt for at fremkalde hans Vrede. Islændingen Thorſtein Sidu-Hallsſøn, hvilken vi allerede tidligere have haft Lejlighed til at omtale[5], gjorde i Magnus’s Tid en Rejſe til Norge, og blev hans Hirdmand. Men ſiden gjorde han fra Norge en Handelsrejſe til Dublin og derfra hjem til Island, uden at indhente Kongens Samtykke, hvortil han nu ſom hans Hirdmand var forpligtet; men juſt fordi han var Hirdmand havde han ogſaa vægret ſig ved at betale Landører for ſig og ſine Folk, da Kongens Gjaldkere eller Byfoged krævede dem af ham[6]. Da Magnus hørte dette, ſagde han at han viſtnok havde fritaget

  1. Det er, ſom ovenfor antydet, øjenſynligt denne Fredstid (1044—1046) hvortil Florents af Worceſter ſigter med de Ord: et post in i illa (Danemarchia) etiam regnavit“; thi ellers vilde man ingen Tid faa for ham til at regjere i. Herefter er det nu, at Magnus den godes Saga, Cap. 42, Snorre Cap. 38 omtaler hans Brev til Kong Edward og Fordringer paa England. Men at disſe fremſattes for Krigens Udbrud med Sven, fremgaar, ſom oven anført, nokſom af Florents’s udtrykkelige Udſagn.
  2. Se herom ovf. S. 8.
  3. Fornm. S. III. 90.
  4. Saxo, S. 545. Magnus kaldes ligeledes „den gode“ i flere gamle danſke Kongerækker, ſe Langebek Scr. rer. Dan. I. S. 17, 22.
  5. Han var Søn af den mægtige Sidu-Hall paa Thvaattaa; ſandſynligviis en af hans yngſte Sønner, ſiden han endnu levede og, ſom det lader, var ved ſin fulde Raſkhed i 1043. Han havde i 1014 været Sigurd Orknøjarls Hirdmand, og havde med ham deeltaget i Briansſlaget; ſe ovenfor I. 2. S. 438, 647.
  6. Her, og noget tidligere i Anledning af Karl Veſales Hiſtorie under Sven Alfvivesſøn, nævnes Gjaldkere-Embedet for førſte Gang i vore Kongeſagaer. Paa