Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/54

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
36
Magnus den gode.

heldige nok til at undkomme, begave ſig til Skaane. Magnus forfulgte dem ogſaa did, og herjede vidt og bredt til Straf for Indbyggernes Frafald. „Nu begynde Nordmændene“, ſiger Thjodolf, „at trænge raſkt frem med Magnus’s Banner, hvilket vi (d. e. Skaldene) gaa nærmeſt; ſjelden bærer jeg mit Skjold ved Siden, og ikke behøver den høje Kriger at gaa paa vaklende Fod gjennem Skaane til Lund, thi ingen Vej har jeg fundet fagrere end den“[1]. Sven ſøgte førſt hen til den øſtlige Deel af Skaane, men heller ikke her lod Magnus ham i Ro; i al Haſt ſatte han efter ham, ja endog ſaa ſkyndſomt, at Nordmændene, ſom det lader til, ej engang fik Tid til at forſyne ſig med det nødvendige Drikkevand, ſaa at de døjede meget ondt af Tørſt, foruden de Beſværligheder, den ſildige Aarstid og Kulden foraarſagede dem[2]. Men derved udrettede han og ſaa meget, at Sven ej længer torde forblive i Landet, men atter maatte ty til Gautland. Fra Skaane drog Magnus til Falſter, hvor han ligeledes ſtraffede de frafaldne Indbyggere ved at ødelægge og brænde deres Gaarde, tildeels ogſaa med Døden. Derpaa gik det paa lignende Maade ud over Fyn[3]. Og nu var Danmark atter bragt til Underkaſtelſe, og Svens Stridskræfter ſaaledes udtømte, at han ej for det førſte kunde tænke paa at fornye Krigen, men maatte holde ſig rolig i Sverige, idet han dog, ſom man ſeer, ingenlunde var ledig, men benyttede Tiden paa det bedſte til at forberede et nyt Tog, naar Lejlighed tilbød ſig, og til at ſkaffe ſig nye Forbundsfæller. Magnus fandt det dog raadeligſt at tilbringe denne Vinter (1044—1045) i Danmark, hvor han da rimeligviis har draget om for at gjenoprette Orden

    mark mod Magnus (her følger nu Beſkrivelſen over Slaget paa Lyrſkovshede). Saxo nævner ligeledes Krigen mellem Magnus og Sven førend Slaget med Venderne. Sven, ſiger han, blev ſlagen i Jylland, førſt til Vands, ſiden til Lands, derfra flygtede han til Fyn, og ſiden forbi Sjæland og Skaane til Sverige. Derpaa omtales Venderſlaget. Men de ſamtidige Skaldes Udſagn blive her afgjørende.

  1. Fornm. S. III. 87.
  2. Dette Tog, der i Magnus den godes Saga udtrykkeligt ſiges at være „tiltraadt i Skynding“, ſynes at have varet forvundet med mangt Møjſommeligheder, at dømme efter Thjodolfs Vers (Fornm. S. VI. 88); thi det heder her: „ikke har jeg andet at drikke, end Søvand; idet jeg følger Kongen, maa jeg ſuge af det ſalte Hav. Skaanes vidtſtrakte Kyſt ligger for os, og vi frygte kun lidet de ſvenſke Bondekarle (heraf ſees atter, at Sven havde ſvenſke Hjelpetropper); men vi udſtaa mange Beſværligheder (vás, hvorved juſt forſtaaes alſkens Ubehageligheder af Kulde og Vrede paa Rejſer) for Kongens Skyld“. At det allerede var koldt, ſees og af et tidligere anført Vers af Thjodolf (Fornm. S. VI. 87) hvor han taler om de „iiskolde Jernvaaben“, han og de øvrige Krigere bare i Kongens Følge.
  3. Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 35. Fagrſkinna, Cap. 146. Disſe Herjetog omtales udtrykkeligt i Arnors og Thjodolfs anførte Vers.