heldige nok til at undkomme, begave sig til Skaane. Magnus forfulgte dem ogsaa did, og herjede vidt og bredt til Straf for Indbyggernes Frafald. „Nu begynde Nordmændene“, siger Thjodolf, „at trænge raskt frem med Magnus’s Banner, hvilket vi (d. e. Skaldene) gaa nærmest; sjelden bærer jeg mit Skjold ved Siden, og ikke behøver den høje Kriger at gaa paa vaklende Fod gjennem Skaane til Lund, thi ingen Vej har jeg fundet fagrere end den“[1]. Sven søgte først hen til den østlige Deel af Skaane, men heller ikke her lod Magnus ham i Ro; i al Hast satte han efter ham, ja endog saa skyndsomt, at Nordmændene, som det lader til, ej engang fik Tid til at forsyne sig med det nødvendige Drikkevand, saa at de døjede meget ondt af Tørst, foruden de Besværligheder, den sildige Aarstid og Kulden foraarsagede dem[2]. Men derved udrettede han og saa meget, at Sven ej længer torde forblive i Landet, men atter maatte ty til Gautland. Fra Skaane drog Magnus til Falster, hvor han ligeledes straffede de frafaldne Indbyggere ved at ødelægge og brænde deres Gaarde, tildeels ogsaa med Døden. Derpaa gik det paa lignende Maade ud over Fyn[3]. Og nu var Danmark atter bragt til Underkastelse, og Svens Stridskræfter saaledes udtømte, at han ej for det første kunde tænke paa at fornye Krigen, men maatte holde sig rolig i Sverige, idet han dog, som man seer, ingenlunde var ledig, men benyttede Tiden paa det bedste til at forberede et nyt Tog, naar Lejlighed tilbød sig, og til at skaffe sig nye Forbundsfæller. Magnus fandt det dog raadeligst at tilbringe denne Vinter (1044—1045) i Danmark, hvor han da rimeligviis har draget om for at gjenoprette Orden
- ↑ Fornm. S. III. 87.
- ↑ Dette Tog, der i Magnus den godes Saga udtrykkeligt siges at være „tiltraadt i Skynding“, synes at have varet forvundet med mangt Møjsommeligheder, at dømme efter Thjodolfs Vers (Fornm. S. VI. 88); thi det heder her: „ikke har jeg andet at drikke, end Søvand; idet jeg følger Kongen, maa jeg suge af det salte Hav. Skaanes vidtstrakte Kyst ligger for os, og vi frygte kun lidet de svenske Bondekarle (heraf sees atter, at Sven havde svenske Hjelpetropper); men vi udstaa mange Besværligheder (vás, hvorved just forstaaes alskens Ubehageligheder af Kulde og Vrede paa Rejser) for Kongens Skyld“. At det allerede var koldt, sees og af et tidligere anført Vers af Thjodolf (Fornm. S. VI. 87) hvor han taler om de „iiskolde Jernvaaben“, han og de øvrige Krigere bare i Kongens Følge.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 41, Snorre, Cap. 35. Fagrskinna, Cap. 146. Disse Herjetog omtales udtrykkeligt i Arnors og Thjodolfs anførte Vers.
mark mod Magnus (her følger nu Beskrivelsen over Slaget paa Lyrskovshede). Saxo nævner ligeledes Krigen mellem Magnus og Sven førend Slaget med Venderne. Sven, siger han, blev slagen i Jylland, først til Vands, siden til Lands, derfra flygtede han til Fyn, og siden forbi Sjæland og Skaane til Sverige. Derpaa omtales Venderslaget. Men de samtidige Skaldes Udsagn blive her afgjørende.
