og Pembroke. En betydelig Iver sporedes især hos Grændsebaronerne i Begyndelsen af Aaret 1098, da den føromtalte Hugo den digre af Chester, og Hugo af Montgomery, Rogers Søn og Efterfølger i Jarldømmet Shropshire, indkaldte af en vælisk Forræder, brøde ind i Nordwales med en stor Hær, og trængte uhindret frem lige til Anglesey, idet Vælernes Konge Griffith ej vovede at gjøre dem Modstand, men trak sig tilbage til de utilgængelige Bjergegne. Begge Jarler satte sig i Besiddelse af Øen, som de søgte at sikre sig ved at opføre en Borg. Griffith og hans Frænde Cadogan henvendte sig til Irland om Hjelp, der ogsaa synes at være lovet dem, men da den udeblev og de saa fra forraadte af deres egne Mænd, fandt de det raadeligst selv at flygte til Irland, hvorefter Englænderne nu anrettede de grusomste Ødelæggelser[1].
I denne Nød blev Magnus de ulykkelige Vælers Redningsmand. Om Griffith selv paa Vejen til Irland har anløbet Man og bedet ham om Hjelp, eller om Vælerne efter Griffiths Afrejse, ved — at erfare hans Ankomst til Man, have opfordret ham til at staa dem bi, eller endelig om Magnus kun af egen Tilskyndelse, ved Efterretningen om Kampen paa Anglesey, kom til Wales for at benytte sig af Anledningen til, om muligt, ogsaa her at gjøre Erobringer, kan nu ej med Sikkerhed angives[2]. Det sidste synes dog at være det rimeligste. Han begav fra nemlig med
- ↑ Se om alle disse Begivenheder fornemmelig Caradoc, ved de nævnte Aar (hvorved der dog maa bemærkes, at Aarstallet som oftest anføres to Tal for lidet), og Ordrik; jevnfør Lappenbergs „Gesch. Englands“ II. S. 94, 134, 180. Hugo den tykke kaldes hos Carador „Vras“ (ɔ: den fede); i Sagaerne „den digre“; hos Ordrik staar „Hugoni Dirgane, i. e. grosso“; dirgane er her Fejlskrift for digran (Dativform af digra), hvoraf man kan see at ogsaa Anglerne kaldte ham „den digre“. Hugo af Shropshire kaldes i vore Sagaer „den prude“.
- ↑ Vore Sagaer sige kun, at Magnus styrede med sin Flaade til Bretland og lagde sig i Anglesey-Sund, uden at nævne Anledningen dertil; den Manske Krønike ligesaa. Morkinskinna og Fagrskinna tilføje, neppe med Rette, at Magnus herjede paa begge Sider af Sundet. Ordrik derimod lader ham komme i fredelig Hensigt med 6 Skibe; forresten synes han ikke at vide, at Magnus selv befandt sig ombord paa et af disse, men omtaler kun „Magnus’s Krigshøvding“ som Anfører, ligesom han strax efter lader Hugo blive fældet af en „norsk Barbar“; paa et andet Sted (S. 58l) siger han dog at han blev skudt af „Magnus, den norske Konges Broder“. De væliske Krøniker (Caradoc, S. 121) antage derimod Magnus for en Søn af Harald Godwinessøn, og fortælle at han tom for at gjenerobre Faderens Rige. De have da vistnok forvexlet ham med Harald, Søn af Harald Godwinessøn, der ifølge Villjam af Malmsbury var med paa Toget; imidlertid sige de ogsaa at han ved Modvind var dreven til Anglesey.
