Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/534

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
516
Magnus Olafsſøn (Barfod).

og Pembroke. En betydelig Iver ſporedes iſær hos Grændſebaronerne i Begyndelſen af Aaret 1098, da den føromtalte Hugo den digre af Cheſter, og Hugo af Montgomery, Rogers Søn og Efterfølger i Jarldømmet Shropſhire, indkaldte af en væliſk Forræder, brøde ind i Nordwales med en ſtor Hær, og trængte uhindret frem lige til Angleſey, idet Vælernes Konge Griffith ej vovede at gjøre dem Modſtand, men trak ſig tilbage til de utilgængelige Bjergegne. Begge Jarler ſatte ſig i Beſiddelſe af Øen, ſom de ſøgte at ſikre ſig ved at opføre en Borg. Griffith og hans Frænde Cadogan henvendte ſig til Irland om Hjelp, der ogſaa ſynes at være lovet dem, men da den udeblev og de ſaa fra forraadte af deres egne Mænd, fandt de det raadeligſt ſelv at flygte til Irland, hvorefter Englænderne nu anrettede de gruſomſte Ødelæggelſer[1].

I denne Nød blev Magnus de ulykkelige Vælers Redningsmand. Om Griffith ſelv paa Vejen til Irland har anløbet Man og bedet ham om Hjelp, eller om Vælerne efter Griffiths Afrejſe, ved — at erfare hans Ankomſt til Man, have opfordret ham til at ſtaa dem bi, eller endelig om Magnus kun af egen Tilſkyndelſe, ved Efterretningen om Kampen paa Angleſey, kom til Wales for at benytte ſig af Anledningen til, om muligt, ogſaa her at gjøre Erobringer, kan nu ej med Sikkerhed angives[2]. Det ſidſte ſynes dog at være det rimeligſte. Han begav fra nemlig med

  1. Se om alle disſe Begivenheder fornemmelig Caradoc, ved de nævnte Aar (hvorved der dog maa bemærkes, at Aarstallet ſom ofteſt anføres to Tal for lidet), og Ordrik; jevnfør Lappenbergs „Geſch. Englands“ II. S. 94, 134, 180. Hugo den tykke kaldes hos Carador „Vras“ (ɔ: den fede); i Sagaerne „den digre“; hos Ordrik ſtaar „Hugoni Dirgane, i. e. grosso“; dirgane er her Fejlſkrift for digran (Dativform af digra), hvoraf man kan ſee at ogſaa Anglerne kaldte ham „den digre“. Hugo af Shropſhire kaldes i vore Sagaer „den prude“.
  2. Vore Sagaer ſige kun, at Magnus ſtyrede med ſin Flaade til Bretland og lagde ſig i Angleſey-Sund, uden at nævne Anledningen dertil; den Manſke Krønike ligeſaa. Morkinſkinna og Fagrſkinna tilføje, neppe med Rette, at Magnus herjede paa begge Sider af Sundet. Ordrik derimod lader ham komme i fredelig Henſigt med 6 Skibe; forreſten ſynes han ikke at vide, at Magnus ſelv befandt ſig ombord paa et af disſe, men omtaler kun „Magnus’s Krigshøvding“ ſom Anfører, ligeſom han ſtrax efter lader Hugo blive fældet af en „norſk Barbar“; paa et andet Sted (S. 58l) ſiger han dog at han blev ſkudt af „Magnus, den norſke Konges Broder“. De væliſke Krøniker (Caradoc, S. 121) antage derimod Magnus for en Søn af Harald Godwinesſøn, og fortælle at han tom for at gjenerobre Faderens Rige. De have da viſtnok forvexlet ham med Harald, Søn af Harald Godwinesſøn, der ifølge Villjam af Malmsbury var med paa Toget; imidlertid ſige de ogſaa at han ved Modvind var dreven til Angleſey.