ketab, kan den dog ej være bleven aldeles blottet for Indbyggere. Imidlertid er det ikke usandsynligt, at flere af Magnus’s menige Krigsfolk, lokkede bed Øens Frugtbarhed og indbydende Udseende, med hans Tilladelse, maaskee endog efter hans Opmuntring, have nedsat sig der. Ordrik fortæller, at Magnus ligeledes besøgte andre Øer af denne Gruppe i Oceanet, og lod en Mængde Mennesker nedsætte sig paa dem, et Foretagende, hvormed han i flere Aar beskjeftigede sig for at styrke sit Rige og udbrede sit Folk[1]. Dette kan neppe forstaaes anderledes, end at Magnus allerede strax paa dette Tog fik flere af sine Mænd til at bosætte sig i Syderøerne, og i de følgende Aar efter sin Hjemkomst foranstaltede Udvandringer derhen. Hans Øjemed var saaledes aabenbart, ved en ny Kolonisation at fornye den ældre norske Befolkning i hine Egne, der nu, efter 200 Aars Forløb, sandsynligviis var smeltet meget sammen med den gaeliske og vel tildels havde tabt sin Nationalitet. Dette var vel ogsaa det eneste eller i det mindste virksomste Middel, hvorved han kunde sikre sig varig Lydighed hos disse fjerne Egnes halvvilde Indbyggere.
Under sit Ophold paa Man, der kun ligger faa Mile nordenfor Kysten af Wales, maa Magnus have faaet Efterretninger om de Begivenheder, som nys havde fundet Sted i dette Landskab, og om Indbyggernes Frihedskamp mod de nordmanniske Konger og Grændse-Jarler. Den fornemste af disse var Hugo af Avranches, hvilken allerede Villjam Erobreren havde forlenet med Grevskabet Chester; han kaldtes som oftest Hugo den tykke (digre) paa Grund af den uformelige Fedme, som hans Vellevnet frembragte; hans Raahed og Grumhed skaffede ham ogsaa Tilnavnet „Ulven“. Villjam havde selvgjort et Tog til Wales (1081), og tiltvunget sig et Slags Underkastelse af Folket, men det var alene en Underkastelse af Navn, da Vælerne.i deres Fjelde havde et naturligt Værn, bag hvilket de endnu i Aarhundreder kunde forsvare deres Uafhængighed, trods blodige Fejder mellem deres egne Fyrster og uophørlige Angreb af de nordmanniske Grændsebaroner. Kong Villjam den yngre gjorde ligeledes flere Tog til Wales (1095—1097), men var uheldig paa dem alle, og maatte erkjende, at det her ikke nyttede at ville udrette alt ved en eneste Kraft— Anstrengelse, men at Undertvingelsen af Wales maatte overlades Tiden og Grændsebaronernes Bestræbelser, idet de deels ved de idelige Strejftog bemægtigede sig det ene mindre Stykke Land efter det andet, deels ogsaa ved Giftermaal med væliske Fyrsters Døtre søgte paa en fredelig Maade fat erhverve Besiddelser. Blandt de mægtigste Baroner, som vare forlenede med Grændsedistrikter, nævnes Roger Montgomery, Jarl af Shropshire, der havde Landskaberne Powis og Cardigan, og hans Sott Arnulf, der havde Dyved
- ↑ Ordrik hos Duchêne S. 767.
