Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/533

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
515
Befæſtninger og nye Nedſættelſer paa Man og Syderøerne.

ketab, kan den dog ej være bleven aldeles blottet for Indbyggere. Imidlertid er det ikke uſandſynligt, at flere af Magnus’s menige Krigsfolk, lokkede bed Øens Frugtbarhed og indbydende Udſeende, med hans Tilladelſe, maaſkee endog efter hans Opmuntring, have nedſat ſig der. Ordrik fortæller, at Magnus ligeledes beſøgte andre Øer af denne Gruppe i Oceanet, og lod en Mængde Menneſker nedſætte ſig paa dem, et Foretagende, hvormed han i flere Aar beſkjeftigede ſig for at ſtyrke ſit Rige og udbrede ſit Folk[1]. Dette kan neppe forſtaaes anderledes, end at Magnus allerede ſtrax paa dette Tog fik flere af ſine Mænd til at boſætte ſig i Syderøerne, og i de følgende Aar efter ſin Hjemkomſt foranſtaltede Udvandringer derhen. Hans Øjemed var ſaaledes aabenbart, ved en ny Koloniſation at fornye den ældre norſke Befolkning i hine Egne, der nu, efter 200 Aars Forløb, ſandſynligviis var ſmeltet meget ſammen med den gaeliſke og vel tildels havde tabt ſin Nationalitet. Dette var vel ogſaa det eneſte eller i det mindſte virkſomſte Middel, hvorved han kunde ſikre ſig varig Lydighed hos disſe fjerne Egnes halvvilde Indbyggere.

Under ſit Ophold paa Man, der kun ligger faa Mile nordenfor Kyſten af Wales, maa Magnus have faaet Efterretninger om de Begivenheder, ſom nys havde fundet Sted i dette Landſkab, og om Indbyggernes Frihedskamp mod de nordmanniſke Konger og Grændſe-Jarler. Den fornemſte af disſe var Hugo af Avranches, hvilken allerede Villjam Erobreren havde forlenet med Grevſkabet Cheſter; han kaldtes ſom ofteſt Hugo den tykke (digre) paa Grund af den uformelige Fedme, ſom hans Vellevnet frembragte; hans Raahed og Grumhed ſkaffede ham ogſaa Tilnavnet „Ulven“. Villjam havde ſelvgjort et Tog til Wales (1081), og tiltvunget ſig et Slags Underkaſtelſe af Folket, men det var alene en Underkaſtelſe af Navn, da Vælerne.i deres Fjelde havde et naturligt Værn, bag hvilket de endnu i Aarhundreder kunde forſvare deres Uafhængighed, trods blodige Fejder mellem deres egne Fyrſter og uophørlige Angreb af de nordmanniſke Grændſebaroner. Kong Villjam den yngre gjorde ligeledes flere Tog til Wales (1095—1097), men var uheldig paa dem alle, og maatte erkjende, at det her ikke nyttede at ville udrette alt ved en eneſte Kraft— Anſtrengelſe, men at Undertvingelſen af Wales maatte overlades Tiden og Grændſebaronernes Beſtræbelſer, idet de deels ved de idelige Strejftog bemægtigede ſig det ene mindre Stykke Land efter det andet, deels ogſaa ved Giftermaal med væliſke Fyrſters Døtre ſøgte paa en fredelig Maade fat erhverve Beſiddelſer. Blandt de mægtigſte Baroner, ſom vare forlenede med Grændſediſtrikter, nævnes Roger Montgomery, Jarl af Shropſhire, der havde Landſkaberne Powis og Cardigan, og hans Sott Arnulf, der havde Dyved

  1. Ordrik hos Duchêne S. 767.