gjeringen. Men han hørte tillige, at Øernes Indbyggere vare meget tilfreds med den Fred og Ro, som de nu i saa lang Tid havde nydt, og at de derfor aldeles ikke ønskede hans Tilbagekomst, da de kjendte hans urolige Sind. Da Haakon saaledes merkede, at det aldeles ikke vilde nytte ham at optræde paa egen Haand, besluttede han at forsøge, om han ej ved Magnus’s Hjelp kunde opnaa sit Maal. Han skjønnede godt, siges der, af Magnus’s Ytringer, naar de samtaledes, at Kongen gjerne beskjeftigede sig med store Planer og bar begjærlig efter andre Høvdingers Besiddelser. Han talte derfor til ham om, hvor passende det var for en stor Høvding som han at opbyde Leding, herje i Vesterhavet og ganske at underkaste sig dets Øer, ligesom Harald Haarfagre fordum; naar Kongen da, sagde han, havde befæstet sit Herredømme over Syderøerne, kunde han bekvemt herje paa Irland og Skotland, og naar han da tillige havde erobret disse vestlige Lande, var det en let Sag at bekrige England og hevne sin Farfader Harald Sigurdssøns Fald. Disse Ord faldt ypperligt i Kongens Øre; han bifaldt og roste dem særdeles. Haakon havde imidlertid ingen Aarsag til at glæde sig over den Iver, hvormed Kongen lyttede til hans Ord, thi denne erklærede ham reent ud, at han uden nogen Undtagelse eller Persons Anseelse vilde gjøre Fordring paa alle de Besiddelser der vester, hvortil han bar berettiget, saaledes ogsaa paa Orknøerne. Da Haakon hørte dette, blev han ilde tilmode, og afholdt sig ganske fra yderligere Opfordringer[1]. Men enhver yderligere Opfordring var“nu overflødig[2]. Kongen selv var fast besluttet paa at gjøre Toget, udbød Leding over hele Riget, og lod bekjendtgjøre for Almuen, at han med den Hær og Flaade, som nu samledes, vilde drage vestover Havet;
- ↑ Orkneyinga Saga S. 100—106. Et Stykke heraf er indtaget i Magnus Barfods Saga Cap. 14.
- ↑ Den manske Krønike angiver følgende, aabenbart aldeles urigtige Beretning om Aarsagen til Magnus’s Tog: „Magnus vilde undersøge, om St. Olafs Liig virkelig var uforraadnet, og befalede derfor at man skulde aabne hans Skriin. Biskoppen og Gejstligheden modsatte sig det, men Magnus lod det skee med Magt, og overbeviste sig om at Liget endnu var ganske friskt. Men da han havde seet og berørt det, paakom der ham en saadan Bæven, at han iilsomt gik bort, og den følgende Nat aabenbarede St. Olaf sig for ham i Drømme, med disse Ord: vælg eet af to, at du enten inden 30 Dage mister Liv og Rige, eller forlader Norge for aldrig tiere at gjensee det. Da Kongen vaagnede, sammenkaldte han forfærdet sine Raadgivere for at høre deres Mening, og de raadede ham til, snarest muligt at forlade Norge. Han gav da Befaling til at udruste Flaaden“. Da vi nu vide, at Olafs Skriin ikke blev aabnet i 200 Aar efter Harald Haardraades Besøg 1066 (se ovenfor S. 323) skulde man næsten formode at det er en legendarisk Beretning om dette Besøg selv, der har foresvævet Nedskriveren af den manske Krønike, og at han har forvexlet Magnus med hans Farfader Harald.
