Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/528

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
510
Magnus Olafsſøn (Barfod).

gjeringen. Men han hørte tillige, at Øernes Indbyggere vare meget tilfreds med den Fred og Ro, ſom de nu i ſaa lang Tid havde nydt, og at de derfor aldeles ikke ønſkede hans Tilbagekomſt, da de kjendte hans urolige Sind. Da Haakon ſaaledes merkede, at det aldeles ikke vilde nytte ham at optræde paa egen Haand, beſluttede han at forſøge, om han ej ved Magnus’s Hjelp kunde opnaa ſit Maal. Han ſkjønnede godt, ſiges der, af Magnus’s Ytringer, naar de ſamtaledes, at Kongen gjerne beſkjeftigede ſig med ſtore Planer og bar begjærlig efter andre Høvdingers Beſiddelſer. Han talte derfor til ham om, hvor pasſende det var for en ſtor Høvding ſom han at opbyde Leding, herje i Veſterhavet og ganſke at underkaſte ſig dets Øer, ligeſom Harald Haarfagre fordum; naar Kongen da, ſagde han, havde befæſtet ſit Herredømme over Syderøerne, kunde han bekvemt herje paa Irland og Skotland, og naar han da tillige havde erobret disſe veſtlige Lande, var det en let Sag at bekrige England og hevne ſin Farfader Harald Sigurdsſøns Fald. Disſe Ord faldt ypperligt i Kongens Øre; han bifaldt og roſte dem ſærdeles. Haakon havde imidlertid ingen Aarſag til at glæde ſig over den Iver, hvormed Kongen lyttede til hans Ord, thi denne erklærede ham reent ud, at han uden nogen Undtagelſe eller Perſons Anſeelſe vilde gjøre Fordring paa alle de Beſiddelſer der veſter, hvortil han bar berettiget, ſaaledes ogſaa paa Orknøerne. Da Haakon hørte dette, blev han ilde tilmode, og afholdt ſig ganſke fra yderligere Opfordringer[1]. Men enhver yderligere Opfordring var“nu overflødig[2]. Kongen ſelv var faſt beſluttet paa at gjøre Toget, udbød Leding over hele Riget, og lod bekjendtgjøre for Almuen, at han med den Hær og Flaade, ſom nu ſamledes, vilde drage veſtover Havet;

  1. Orkneyinga Saga S. 100—106. Et Stykke heraf er indtaget i Magnus Barfods Saga Cap. 14.
  2. Den manſke Krønike angiver følgende, aabenbart aldeles urigtige Beretning om Aarſagen til Magnus’s Tog: „Magnus vilde underſøge, om St. Olafs Liig virkelig var uforraadnet, og befalede derfor at man ſkulde aabne hans Skriin. Biſkoppen og Gejſtligheden modſatte ſig det, men Magnus lod det ſkee med Magt, og overbeviſte ſig om at Liget endnu var ganſke friſkt. Men da han havde ſeet og berørt det, paakom der ham en ſaadan Bæven, at han iilſomt gik bort, og den følgende Nat aabenbarede St. Olaf ſig for ham i Drømme, med disſe Ord: vælg eet af to, at du enten inden 30 Dage miſter Liv og Rige, eller forlader Norge for aldrig tiere at gjenſee det. Da Kongen vaagnede, ſammenkaldte han forfærdet ſine Raadgivere for at høre deres Mening, og de raadede ham til, ſnareſt muligt at forlade Norge. Han gav da Befaling til at udruſte Flaaden“. Da vi nu vide, at Olafs Skriin ikke blev aabnet i 200 Aar efter Harald Haardraades Beſøg 1066 (ſe ovenfor S. 323) ſkulde man næſten formode at det er en legendariſk Beretning om dette Beſøg ſelv, der har foreſvævet Nedſkriveren af den manſke Krønike, og at han har forvexlet Magnus med hans Farfader Harald.