Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/529

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
511
Magnus tiltræder ſit andet Veſterhavstog.

hvad han der nærmere agtede at foretage, vilde komme an paa Omſtændighederne. Folket var viſtnok lidet tilfreds med en Udruſtning i ſaa ſtor Maaleſtok, der ikke engang ſigtede til Landets Forſvar, men det lader dog ikke til, at nogen vægrede ſig ved at adlyde Opbudet. Det vilde vel heller ikke have nytttet ſtort, da mange Lendermænd fra alle Kanter af Riget fulgte med, og i det mindſte da viſte den ſtørſte Iver i dette Foretagende[1]. Blandt disſe Lendermænd nævnes udtrykkeligt Vidkunn Jonsſøn, Sigurd Ranesſøn fra Steig paa Haalogaland, hans Broder Ulf Ranesſøn, Serk i Sogn, Dag Eilifsſøn, Skofte i Giſke og hans Sønner Agmund. Finn og Thord; Eyvind Alboge, Kongens Stallar; Kale Sæbjørnsſøn af Agder og hans Søn Kol. At Haakon Paalsſøn ledſagede Kongen, faldt af ſig ſelv. Giſl Illugesſøn blev — ogſaa med, foruden mange andre anſeede Mænd, blandt dem, ſom der fortælles, hiin Magnus, Søn af Harald Godwinesſøn, der allerede kort efter Harald Haardraades Død var kommen til Norge[2]. Magnus medtog ligeledes ſin aatteaarige Søn Sigurd, for, ſom vi nedenfor ville ſee, at udnævne ham til Konge over de Landſkaber, han paa dette Tog vilde komme til at underkaſte ſig. At han dertil valgte Sigurd, og ikke ſin ældſte Søn, Eyſtein, kom maaſkee alene deraf, at han havde beſtemt denne til ſin Efterfølger i Norge ſelv; men hvis det forholder ſig, ſom en enkelt Forfatter angiver[3], at Sigurds

  1. I Magnus Barfods Saga Cap. 14 ſtaar der, at Magnus lod Opbudet udgaa Aaret forud, førend Udruſtningen ſkulde ſkee, ſaaledes at „Ledingen ſkulde være ude Sommeren efter“. Da nu Magnus’s Tog ſkede om Sommeren 1098, ſkulde Opbudet ſaaledes have ſkeet i 1097. Dette er dog mindre ſandſynligt, naar man tager i Betragtning, at Beretningen om Ingemunds Drab, der dog nærmeſt maa have fremſkyndet Magnus’s Tog, ej kan være kommen til Norge førend om Vaaren 1098. Det var heller ikke nu mere nødvendigt end før, at lade Opbudet udgaa ſaa lang Tid i Forvejen. Ikke engang til Harald Haardraades ſtore Englandstog (ſe ovenfor S. 319) eller til Olaf Trygvesſøns Vendlandstog (ſe ovenfor I. S. 379) ſkede Opbudet førend ſamme Vaar. Og naar man ſammenligner Stedet i Magnus Barfods Saga med det tilſvarende i Orkneyinga Saga, hvorfra det er taget, vil man ogſaa finde at der her ikke tales det allermindſte om „Sommeren efter“. Disſe Ord maa ſaaledes være vilkaarligt indſkudte. Men derved faar Saga-Nedſkriveren en god Lejlighed til at beſtemme Tiden for Giſl Illugesſøns Æventyr, hvilket han indſkyder efter hiint fra Orkneyinga Saga tagne Stykke, og førend Togets Begyndelſe omtales.
  2. Magnus Barfods Saga Cap. 20, 23; Orkneyinga Saga S. 108. Villjam af Malmsbury III. 260.
  3. Ordrik, hos Duchêne S. 767. Han ſiger nemlig, at Magnus i ſit lovlige Egteſkab havde Sønnerne Eyſtein og Olaf, men at hans tredie Søn var Sigurd, fød af en engelſk fangen Kvinde af høj Byrd, og opfoſtret af Turer Ingheriæ filius, der havde opfoſtret Magnus ſelv. Men da nu voxe Sagaer, ſom dog her maa ſtaa meeſt til Troende, ere enige om at kalde Eyſtein