hvad han der nærmere agtede at foretage, vilde komme an paa Omstændighederne. Folket var vistnok lidet tilfreds med en Udrustning i saa stor Maalestok, der ikke engang sigtede til Landets Forsvar, men det lader dog ikke til, at nogen vægrede sig ved at adlyde Opbudet. Det vilde vel heller ikke have nytttet stort, da mange Lendermænd fra alle Kanter af Riget fulgte med, og i det mindste da viste den største Iver i dette Foretagende[1]. Blandt disse Lendermænd nævnes udtrykkeligt Vidkunn Jonssøn, Sigurd Ranessøn fra Steig paa Haalogaland, hans Broder Ulf Ranessøn, Serk i Sogn, Dag Eilifssøn, Skofte i Giske og hans Sønner Agmund. Finn og Thord; Eyvind Alboge, Kongens Stallar; Kale Sæbjørnssøn af Agder og hans Søn Kol. At Haakon Paalssøn ledsagede Kongen, faldt af sig selv. Gisl Illugessøn blev — ogsaa med, foruden mange andre anseede Mænd, blandt dem, som der fortælles, hiin Magnus, Søn af Harald Godwinessøn, der allerede kort efter Harald Haardraades Død var kommen til Norge[2]. Magnus medtog ligeledes sin aatteaarige Søn Sigurd, for, som vi nedenfor ville see, at udnævne ham til Konge over de Landskaber, han paa dette Tog vilde komme til at underkaste sig. At han dertil valgte Sigurd, og ikke sin ældste Søn, Eystein, kom maaskee alene deraf, at han havde bestemt denne til sin Efterfølger i Norge selv; men hvis det forholder sig, som en enkelt Forfatter angiver[3], at Sigurds
- ↑ I Magnus Barfods Saga Cap. 14 staar der, at Magnus lod Opbudet udgaa Aaret forud, førend Udrustningen skulde skee, saaledes at „Ledingen skulde være ude Sommeren efter“. Da nu Magnus’s Tog skede om Sommeren 1098, skulde Opbudet saaledes have skeet i 1097. Dette er dog mindre sandsynligt, naar man tager i Betragtning, at Beretningen om Ingemunds Drab, der dog nærmest maa have fremskyndet Magnus’s Tog, ej kan være kommen til Norge førend om Vaaren 1098. Det var heller ikke nu mere nødvendigt end før, at lade Opbudet udgaa saa lang Tid i Forvejen. Ikke engang til Harald Haardraades store Englandstog (se ovenfor S. 319) eller til Olaf Trygvessøns Vendlandstog (se ovenfor I. S. 379) skede Opbudet førend samme Vaar. Og naar man sammenligner Stedet i Magnus Barfods Saga med det tilsvarende i Orkneyinga Saga, hvorfra det er taget, vil man ogsaa finde at der her ikke tales det allermindste om „Sommeren efter“. Disse Ord maa saaledes være vilkaarligt indskudte. Men derved faar Saga-Nedskriveren en god Lejlighed til at bestemme Tiden for Gisl Illugessøns Æventyr, hvilket han indskyder efter hiint fra Orkneyinga Saga tagne Stykke, og førend Togets Begyndelse omtales.
- ↑ Magnus Barfods Saga Cap. 20, 23; Orkneyinga Saga S. 108. Villjam af Malmsbury III. 260.
- ↑ Ordrik, hos Duchêne S. 767. Han siger nemlig, at Magnus i sit lovlige Egteskab havde Sønnerne Eystein og Olaf, men at hans tredie Søn var Sigurd, fød af en engelsk fangen Kvinde af høj Byrd, og opfostret af Turer Ingheriæ filius, der havde opfostret Magnus selv. Men da nu voxe Sagaer, som dog her maa staa meest til Troende, ere enige om at kalde Eystein
