Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/527

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
509
Skotſke Anliggender.

hans Underſaatter, hvorved de erkjendte ham ſom Konge imod at han lovede, for Eftertiden ikke at ville drage nogen af de forhadte Fremmede ind i Landet; men Enigheden var dog ikke aflang Varighed. Efter halvandet Aar, der ſynet at have været optaget af uophørlige Fejder med Donald, blev Duncan ſvegen og dræbt af en af dennes Tilhængere, og Donald beſteg atter Tronen (1095). Efter faa Aars Forløb fremſtod endelig Duncans Halvbroder Eadgar, en Søn af Mælkolm og Dronning Margrete, ſom Kronprætendent; han havde ſiden Edinburghs Erobring opholdt ſig i England, og underſtøttedes, ligeſom Duncan, af Kong Villjam, der ſendte en engelſk Hær til Skotland under Anførſel af hans Morbroder, den oftere omtalte Eadgar Ædheling (1097). Mellem begge Eadgarer og Donald opſtode nu en haard og temmelig langvarig Kamp, der, ſom det nedenfor vil ſees, ſtrakte ſig hen i det følgende Aar, og tog en ugunſtig Vending for Donald[1]. At Donald derfor har ſendt Bud til ſin tidligere Beſkytter, Kong Magnus, og at denne ſaaledes endog herved har haft en umiddelbar Opfordring til at blande ſig i Skotlands Anliggender, er højſt rimeligt. Lignende Opfordringer fik Magnus ogſaa af den urolige Haakon Paalsſøn fra Orknøerne, der paa denne Tid opholdt ſig ved hans Hof. Det er ovenfor berettet, hvorledes denne, nødſaget til at forlade ſit Hjem, havde taget ſin Tilflugt til Svithjod[2]. Her, ſiges der, ſkal en gammel viis Hedning have forudſagt ham at han med Tiden ſkulde blive Eneherre over Orknøerne og Stamfader for en mægtig Æt. Kort efter forlod han med Kong Inges Tilladelſe Landet og begav ſig til Kong Magnus, ved hvis Hof han kunde vente at erholde de ſikreſte Efterretninger om Forholdene i ſit Hjem. Magnus tog venſkabeligt imod ham, og Haakon erfarede nu, at hans Farbroder Erlend med ſine Sønner ſaa godt ſom ganſke havde tilrevet ſig Magten, medens derimod hans Fader Paal kun befattede ſig lidet med Re-

  1. Om alt dette ſe ovenfor S. 474, 475. Chron. Sax. fortæller at Eadgar Ædheling brød ind i Skotland med en engelſk Hær efter Mikkelsmesſe 1097, altſaa vel i Oktober; ſtrax derefter ſiges der at Donald efter en haard Kamp blev fordreven, og Eadgar, Mælkolms Søn, udnævnt til Konge under Villjams Lenshøjhed. Meningen ſynes at være, at det meſte heraf endnu foregik i 1097; men da Donalds Fangenſkab og Død ikke omtales, er det tydeligt nok, at Striden virkelig maa have varet ud i 1098, ſom Fordun ſiger. Da Kong Magnus ruſtede ſig til Veſterhavstoget, var Donald viſtnok endnu ej fangen. Se mere herom nedenfor.
  2. Se ovenfor S. 45. Det allerede her omtalt, at Orkneyinga Saga lader ham forlade Orknøerne allerſidſt i Kong Olafs Dage, men at han da ſynes at have været vel ung til allerede at kunne have ligget i Hærfærd og vakt ſaa ſtore Uroligheder hjemme paa Øerne, ſom der ſiges. Der ſynes neppe engang paa den Tid at have været nogen Anledning for ham til videre „Hærfærd“, hvilken derimod var forhaanden, da hans Faders Halvbroder Duncan efter Mælkolms Død 1093 bekrigede Donald Bane ſaa at det virkelig bliver det ſandſynligſte, at han førſt efter den Tid forlod Øerne.