hans Undersaatter, hvorved de erkjendte ham som Konge imod at han lovede, for Eftertiden ikke at ville drage nogen af de forhadte Fremmede ind i Landet; men Enigheden var dog ikke aflang Varighed. Efter halvandet Aar, der synet at have været optaget af uophørlige Fejder med Donald, blev Duncan svegen og dræbt af en af dennes Tilhængere, og Donald besteg atter Tronen (1095). Efter faa Aars Forløb fremstod endelig Duncans Halvbroder Eadgar, en Søn af Mælkolm og Dronning Margrete, som Kronprætendent; han havde siden Edinburghs Erobring opholdt sig i England, og understøttedes, ligesom Duncan, af Kong Villjam, der sendte en engelsk Hær til Skotland under Anførsel af hans Morbroder, den oftere omtalte Eadgar Ædheling (1097). Mellem begge Eadgarer og Donald opstode nu en haard og temmelig langvarig Kamp, der, som det nedenfor vil sees, strakte sig hen i det følgende Aar, og tog en ugunstig Vending for Donald[1]. At Donald derfor har sendt Bud til sin tidligere Beskytter, Kong Magnus, og at denne saaledes endog herved har haft en umiddelbar Opfordring til at blande sig i Skotlands Anliggender, er højst rimeligt. Lignende Opfordringer fik Magnus ogsaa af den urolige Haakon Paalssøn fra Orknøerne, der paa denne Tid opholdt sig ved hans Hof. Det er ovenfor berettet, hvorledes denne, nødsaget til at forlade sit Hjem, havde taget sin Tilflugt til Svithjod[2]. Her, siges der, skal en gammel viis Hedning have forudsagt ham at han med Tiden skulde blive Eneherre over Orknøerne og Stamfader for en mægtig Æt. Kort efter forlod han med Kong Inges Tilladelse Landet og begav sig til Kong Magnus, ved hvis Hof han kunde vente at erholde de sikreste Efterretninger om Forholdene i sit Hjem. Magnus tog venskabeligt imod ham, og Haakon erfarede nu, at hans Farbroder Erlend med sine Sønner saa godt som ganske havde tilrevet sig Magten, medens derimod hans Fader Paal kun befattede sig lidet med Re-
- ↑ Om alt dette se ovenfor S. 474, 475. Chron. Sax. fortæller at Eadgar Ædheling brød ind i Skotland med en engelsk Hær efter Mikkelsmesse 1097, altsaa vel i Oktober; strax derefter siges der at Donald efter en haard Kamp blev fordreven, og Eadgar, Mælkolms Søn, udnævnt til Konge under Villjams Lenshøjhed. Meningen synes at være, at det meste heraf endnu foregik i 1097; men da Donalds Fangenskab og Død ikke omtales, er det tydeligt nok, at Striden virkelig maa have varet ud i 1098, som Fordun siger. Da Kong Magnus rustede sig til Vesterhavstoget, var Donald vistnok endnu ej fangen. Se mere herom nedenfor.
- ↑ Se ovenfor S. 45. Det allerede her omtalt, at Orkneyinga Saga lader ham forlade Orknøerne allersidst i Kong Olafs Dage, men at han da synes at have været vel ung til allerede at kunne have ligget i Hærfærd og vakt saa store Uroligheder hjemme paa Øerne, som der siges. Der synes neppe engang paa den Tid at have været nogen Anledning for ham til videre „Hærfærd“, hvilken derimod var forhaanden, da hans Faders Halvbroder Duncan efter Mælkolms Død 1093 bekrigede Donald Bane saa at det virkelig bliver det sandsynligste, at han først efter den Tid forlod Øerne.
