Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/526

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
508
Magnus Olafsſøn (Barfod).

den ogſaa paa høj Tid for ham at bringe Orknøernes Jarler tilbage til deres gamle Lydighedsforhold under den norſke Konge. Hans ærgjerrige Sind ſkal ikke være blevet ſtaaende herved, men han ſkal endog have beſkjeftiget ſig med Planer til at erhverve Herredømmet baade over Irland og Skotland, og derpaa at angribe England. Lejligheden til at erhverve Herredømmet over Skotland eller til at gjenoprette en Tingenes Orden i dette Rige, lig den der fandt Sted paa Thorfinn Jarls Tid, kunde ogſaa virkelig ſiges at være for Haanden, da det national-ſkotſke Parti under Donald Bane nu omtrent indtog ſamme Stilling lige overfor det angliſk-nordmanniſke, ſom det piktiſke fordum lige overfor det albaniſke, eller Moray-Ættens Tilhængere ligeover for Keneds-Ættens; under de indvortes Uroligheder, ſom derved opſtode, maatte det ſynes forholdsviis let for en fremmed Høvding, i Spidſen for en vældig Hær, at tilvende ſig ſtor Indflydelſe, maaſkee endog Overherredømmet, eller i det mindſte i at erobre betydelige Stykker af Riget. Magnus havde allerede underſtøttet Donald Bane, der nu ſpillede Macbeths Rolle, og den Tanke maatte ſaaledes ligge Magnus temmelig nær, paa ſin Side at ſpille Thorfinns, nemlig at tilvende ſig det egentlige Herredømme, medens Donald kun blev hans Vaſall. Dermed var rigtignok den Vanſkelighed forbunden, at han ved en ſaadan Optræden ogſaa maatte vente at komme i Krig med den engelſke Konge, der underſtøttede det angliſk-nordmanniſke Parti, men dette var ſaa langt fra at afſkrække Magnus, at han meget mere ſynes at have glædet ſig til en Lejlighed, hvorved han haabede at tage Oprejsning for Nordmændenes Nederlag ved Stanford. Kort efter at Donald Bane ved Magnus’s Hjelp havde ſat ſig i Beſiddelſe af Edinburgh, og havde fordrevet alle de Engelſkmænd, ſom Mælkolm havde draget ind i Landet, anmodede Mælkolms og Ingebjørg Jarlemoders Søn Duncan, der i længere Tid havde opholdt ſig ſom Gisſel ved den engelſke Konges Hof, denne om Hjelp til at erhverve ſin Faders Trone, og fordrive Donald[1]. Villjam, der gjerne greb denne Lejlighed til at fornye ſin Indflydelſe over Skotland, ſamtykte ſtrax i Duncans Begjæring, lod ham ſværge ſig Troſkabsed, og medgav ham en angliſk-nordmanniſk Hær, hvormed det lykkedes ham at fordrive Donald og tiltvinge ſig Hylding ſom Konge. Men endeel af Skoterne, misfornøjede med Fremmedvældet, overfaldt ham ſtrax efter og dræbte de fleſte af hans Mænd; han ſelv undkom kun med nogle faa. Siden kom der vel et Forlig iſtand mellem ham og

  1. At Duncan var Mælkolms og Ingebjørgs Søn, ſiges udtrykkeligt i Orkneyinga Saga S. 90. Fordun kalder Duncan Mælkolms uegte Søn, ſandſynligviis af den Grund at Ingebjørgs Egteſkab med Mælkolm vel kun var et borgerligt, ligeſom de fleſte Egteſkaber blandt Nordmændene paa den Tid, medens Margrete derimod viſtnok var formelig viet til ham.