den ogsaa paa høj Tid for ham at bringe Orknøernes Jarler tilbage til deres gamle Lydighedsforhold under den norske Konge. Hans ærgjerrige Sind skal ikke være blevet staaende herved, men han skal endog have beskjeftiget sig med Planer til at erhverve Herredømmet baade over Irland og Skotland, og derpaa at angribe England. Lejligheden til at erhverve Herredømmet over Skotland eller til at gjenoprette en Tingenes Orden i dette Rige, lig den der fandt Sted paa Thorfinn Jarls Tid, kunde ogsaa virkelig siges at være for Haanden, da det national-skotske Parti under Donald Bane nu omtrent indtog samme Stilling lige overfor det anglisk-nordmanniske, som det piktiske fordum lige overfor det albaniske, eller Moray-Ættens Tilhængere ligeover for Keneds-Ættens; under de indvortes Uroligheder, som derved opstode, maatte det synes forholdsviis let for en fremmed Høvding, i Spidsen for en vældig Hær, at tilvende sig stor Indflydelse, maaskee endog Overherredømmet, eller i det mindste i at erobre betydelige Stykker af Riget. Magnus havde allerede understøttet Donald Bane, der nu spillede Macbeths Rolle, og den Tanke maatte saaledes ligge Magnus temmelig nær, paa sin Side at spille Thorfinns, nemlig at tilvende sig det egentlige Herredømme, medens Donald kun blev hans Vasall. Dermed var rigtignok den Vanskelighed forbunden, at han ved en saadan Optræden ogsaa maatte vente at komme i Krig med den engelske Konge, der understøttede det anglisk-nordmanniske Parti, men dette var saa langt fra at afskrække Magnus, at han meget mere synes at have glædet sig til en Lejlighed, hvorved han haabede at tage Oprejsning for Nordmændenes Nederlag ved Stanford. Kort efter at Donald Bane ved Magnus’s Hjelp havde sat sig i Besiddelse af Edinburgh, og havde fordrevet alle de Engelskmænd, som Mælkolm havde draget ind i Landet, anmodede Mælkolms og Ingebjørg Jarlemoders Søn Duncan, der i længere Tid havde opholdt sig som Gissel ved den engelske Konges Hof, denne om Hjelp til at erhverve sin Faders Trone, og fordrive Donald[1]. Villjam, der gjerne greb denne Lejlighed til at fornye sin Indflydelse over Skotland, samtykte strax i Duncans Begjæring, lod ham sværge sig Troskabsed, og medgav ham en anglisk-nordmannisk Hær, hvormed det lykkedes ham at fordrive Donald og tiltvinge sig Hylding som Konge. Men endeel af Skoterne, misfornøjede med Fremmedvældet, overfaldt ham strax efter og dræbte de fleste af hans Mænd; han selv undkom kun med nogle faa. Siden kom der vel et Forlig istand mellem ham og
- ↑ At Duncan var Mælkolms og Ingebjørgs Søn, siges udtrykkeligt i Orkneyinga Saga S. 90. Fordun kalder Duncan Mælkolms uegte Søn, sandsynligviis af den Grund at Ingebjørgs Egteskab med Mælkolm vel kun var et borgerligt, ligesom de fleste Egteskaber blandt Nordmændene paa den Tid, medens Margrete derimod vistnok var formelig viet til ham.
