Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/524

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
506
Magnus Olafssøn (Barfod).

ham, og han var grum nok til at lade ham blinde og gilde: Men det varede ikke længe førend han angrede sin Grusomhed, og da just i denne Tid det første Opraab lød til hele den okcidentalske Christenhed om at tage Korset og drage til det hellige Land for at udrive det af de Vantroendes Hænder, troede Lagmand ikke bedre at kunne faa lettet den tunge Byrde af sin Samvittighed, end ved at forlade sit Rige og slutte sig til Korsfarernes Flok. Men han døde paa Vejen[1], og ved Efterretningen herom sendte de fornemste Mænd paa Øen Man Bud ikke til Kong Magnus, men til den irske Konge Muirkertach, med Ben om at han vilde udnævne en Mand af den irske Konge-Æt, som kunde føre Kongenavn og udøve den kongelige Myndighed, saa længe Olaf, Gudrøds Søn, endnu var mindreaarig. Muirkertach, heder det, føjede dem hjertens gjerne, og sendte dem en Mand ved Navn Donald, Søn af Tadg[2], idet han paalagde ham at vise sig mild og maadeholdende. Da det nu andensteds udtrykkeligt siges at Muirkertach brød det Forlig, han havde sluttet med Magnus, er det tydeligt nok at Bruddet netop har bestaaet deri, at han, fristet ved Manboernes Henvendelse til ham, opførte sig som om han var Lensherre over Man og Syderøerne[3]. At de henvendte sig til ham og ikke til Magnus, kom rimeligviis deraf, at de troede bedre at kunne raade sig selv under den ikke synderlig mægtige Muirkertach, end tinder den kraftige Magnus’s Herredømme. Men de bleve snart kede af det irske Regimente. Donald regjerede som en sand Tyran, og tillod sig de forfærdeligste Grusomheder, saa at endelig alle Høvdinger rundt om paa Øerne forbandt sig imod ham, gjorde Opstand, og fordreve ham, saa at han maatte flygte

    Fejden mellem ham og Harald kan altsaa neppe have været saa langvarig, som Krøniken siger (multo tempore) eller og er den begyndt i Gudrøds Levetid.

  1. Da det som,man af det følgende vil see, nødvendig maa antages, at man paa Man allerede før Udgangen af 1096 havde Efterretning om Lagmands Død, maa han have været af dem, der toge Korset strax efter Kirkemødet Clermont, og drog afsted med Peter Eremitrts i Marts s. A. Sandsynligviis er Lagmand død tidligt, førend man endnu havde naaet Constantinopel.
  2. Han kaldes i den manske Krønike Dompnaldus filius Tadc. Da Muirkertachs Fader Tirdelvagh var en Søn af Tadg, Brian Boroimhes Søn, have enkelte antaget at denne Donald var en Broder af Tirdelvagh, og en Farbroder af Muirkertach. Men dette er ej sandsynligt, da han i saa Fald vilde blive alt for gammel; Tadg blev nemlig myrdet 1023, og hvis han eferlod nogen Søn, maatte han være fød før dette Aar. Men sandsynligviis har han været et yngre Medlem af Brians-Ætten, der allerede da efter den berømte Stamfader synes at have været kaldet Hy-Brian, og dens Medlemmer at have varet betegnede med Tilnavnet „O’Brian“. Derfor kaldes ogsaa Muirkertach selv i den manske Krønike Murccardus O’Brian.
  3. Se ovenfor S. 479.