Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/521

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
503
Kongen benaader Giſl.

til Grumhed og Udaad, og ſaaledes at glæde Djævelen ved chriſtne Mænds Drab. Nu ere vi, Herre Konge, lige ſaa fuldt dine Thegner, ſom dette Lands Indbyggere. Og I, der ere indſatte til Høvdinger og Dommere over Folket i denne Verden, burde ſee til at efterligne den Dommer, ſom kommer paa den yderſte Dag, for at dømme hele Verden. Eder, Herre, er det derfor ſaare magtpaaliggende at dømme retfærdigt og ikke vrangt; thi til ethvert Thing og Møde kommer den almægtige Gud ſelv og hans hellige Mænd, for at ſee til de gode Mænd og de retfærdige Domme, ligeſom ogſaa Djævelen og hans Tjenere komme for at ſee til de onde Mænds Gjerninger og de vrange Domme. Og tilſidſt kommer, ſom vi vide, den Dommer, der dømmer retfærdigt i alle Sager. Betænk nu, Herre Konge, hvilken Ild er den hedeſte og langvarigſte, den ſom er lagt i Egeſtokke, eller den, ſom brænder i tørre Kviſte. Hvis du, Konge, dømmer vrange Domme, da vil du blive kaſtet i det førſte Slags Ild; men dømmer du retfærdigt efter dit bedſte Skjøn, da har du Haab om at blive renſet i den Skjersild, ſom kun brænder i tørre Kviſte“. Med disſe Ord endte Jon Preſt ſin Tale. Da ſagde Kongen: „ſtridt har du talt, Preſt“; dog lod det ikke til at han var bleven ſynderlig vred. Endelig ſtod Giſl ſelv op og bad om at maatte tale nogle faa Ord. Da Kongen fik vide, hvo det var, ſagde han at han ej vilde negte ham det. „Jeg gaar tilbage“, ſagde Giſl, „til min Faders Drab. Det udøvede Gjavvald og Thormod; da var jeg ſex Aar og min Broder Thorvald ni; begge to vare vi tilſtede derved. Gjavvald ſagde da, at de ogſaa burde dræbe os, og jeg tilſtaar at jeg dengang ikke var ſtørre Helt, end at Graadrøſten ſad i min Hals“. „Da har du ſom en Helt ſkaffet den Graadrøſt bort“, afbrød Kongen ham. „Jeg negter ikke“, vedblev Giſl, „at jeg i Vaar længe har luret paa Gjavvald; to Gange havde jeg Lejlighed til at dræbe ham, men den ene Gang undlod jeg det af Ærbødighed for Kirken, den anden Gang formedelſt Noon-Ringingen, hvilket vel er Aarſag til, at Noon-Ringingen nu ogſaa har frelſt mig fra Døden. Men jeg har digtet et Kvæde om eder, og vilde gjerne at I hørte paa det“. „Kvæd det, om du vil“, ſvarede Kongen. Giſl fremſagde det frimodigt, men der var ikke ſtor Skaldſkab deri. Giſl vendte ſig nu til Telt og ſagde: „I have udviiſt megen Mand dom i eders Ferd mod mig, men nu vil jeg ikke længer ſætte eder i Fare; jeg vil overgive mig i Kong Magnus-’s Vold, og bringe ham mit Hoved“. „Som du vil“, ſvarede Telt. Da lagde Giſl Vaabnene fra ſig, gik over Motfjelerne (Skrankerne), lagde ſit Hoved i Kongens Knæ, og ſagde: „gjør nu med mit Hoved, ſom I ſynes: jeg er eder takſkyldig, hvis I ſkjenker mig det, og gjør mig til den Mand, I finder pasſende“. Kongen ſvarede: „raad ſelv for dit Hoved, indtag Gjavvalds Plads ved Bordet, og forret den ſamme Tjeneſte ſom han. Denne Naade viſer jeg