til Grumhed og Udaad, og saaledes at glæde Djævelen ved christne Mænds Drab. Nu ere vi, Herre Konge, lige saa fuldt dine Thegner, som dette Lands Indbyggere. Og I, der ere indsatte til Høvdinger og Dommere over Folket i denne Verden, burde see til at efterligne den Dommer, som kommer paa den yderste Dag, for at dømme hele Verden. Eder, Herre, er det derfor saare magtpaaliggende at dømme retfærdigt og ikke vrangt; thi til ethvert Thing og Møde kommer den almægtige Gud selv og hans hellige Mænd, for at see til de gode Mænd og de retfærdige Domme, ligesom ogsaa Djævelen og hans Tjenere komme for at see til de onde Mænds Gjerninger og de vrange Domme. Og tilsidst kommer, som vi vide, den Dommer, der dømmer retfærdigt i alle Sager. Betænk nu, Herre Konge, hvilken Ild er den hedeste og langvarigste, den som er lagt i Egestokke, eller den, som brænder i tørre Kviste. Hvis du, Konge, dømmer vrange Domme, da vil du blive kastet i det første Slags Ild; men dømmer du retfærdigt efter dit bedste Skjøn, da har du Haab om at blive renset i den Skjersild, som kun brænder i tørre Kviste“. Med disse Ord endte Jon Prest sin Tale. Da sagde Kongen: „stridt har du talt, Prest“; dog lod det ikke til at han var bleven synderlig vred. Endelig stod Gisl selv op og bad om at maatte tale nogle faa Ord. Da Kongen fik vide, hvo det var, sagde han at han ej vilde negte ham det. „Jeg gaar tilbage“, sagde Gisl, „til min Faders Drab. Det udøvede Gjavvald og Thormod; da var jeg sex Aar og min Broder Thorvald ni; begge to vare vi tilstede derved. Gjavvald sagde da, at de ogsaa burde dræbe os, og jeg tilstaar at jeg dengang ikke var større Helt, end at Graadrøsten sad i min Hals“. „Da har du som en Helt skaffet den Graadrøst bort“, afbrød Kongen ham. „Jeg negter ikke“, vedblev Gisl, „at jeg i Vaar længe har luret paa Gjavvald; to Gange havde jeg Lejlighed til at dræbe ham, men den ene Gang undlod jeg det af Ærbødighed for Kirken, den anden Gang formedelst Noon-Ringingen, hvilket vel er Aarsag til, at Noon-Ringingen nu ogsaa har frelst mig fra Døden. Men jeg har digtet et Kvæde om eder, og vilde gjerne at I hørte paa det“. „Kvæd det, om du vil“, svarede Kongen. Gisl fremsagde det frimodigt, men der var ikke stor Skaldskab deri. Gisl vendte sig nu til Telt og sagde: „I have udviist megen Mand dom i eders Ferd mod mig, men nu vil jeg ikke længer sætte eder i Fare; jeg vil overgive mig i Kong Magnus-’s Vold, og bringe ham mit Hoved“. „Som du vil“, svarede Telt. Da lagde Gisl Vaabnene fra sig, gik over Motfjelerne (Skrankerne), lagde sit Hoved i Kongens Knæ, og sagde: „gjør nu med mit Hoved, som I synes: jeg er eder takskyldig, hvis I skjenker mig det, og gjør mig til den Mand, I finder passende“. Kongen svarede: „raad selv for dit Hoved, indtag Gjavvalds Plads ved Bordet, og forret den samme Tjeneste som han. Denne Naade viser jeg
