Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/520

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
502
Magnus Olafsſøn (Barfod).

ubetydeligt. Teit hug Fjeteren af ham, og tog ham ind i ſin Flok; derpaa gik de tilbage til Modet. Paa den anden Side af Pladſen gik Sone, Høvdingen for Kongens Gjeſter, og ſkulde juſt hente Giſl. Ved at ſee ham i deres Følge ſagde han: „I Islændinger have i Dag juſt ikke faret frem med Emne„ og I ville nok ſætte eder ſelv, og ikke Kongen, til at dømme. Men man vil ſikkert huſke eder, hvad I have gjort denne Morgen: Kong Magnus er før bleven vred for mindre end nu, da hans egen Hirdmand er bleven dræbt af disſe Talgdjævle“[1].

Da Thinget var ſat, ſtod Sigurd Ullſtreng op og ſagde: „De Fleſte vide formodentlig allerede, at vor Kammerat Gjavvald er bleven dræbt. Der kom en Mand fra Island, ſom troede at have Sag med ham, og uden førſt at henvende ſig til ham om Boder, ſom andre pleje, anfaldt han ham ſtrax og gav ham Baneſaar. Nu forekommer det os, Kongens Mænd, ſom om Hirdmændenes Liv vil blive anſeet for en alt for ringe Ting, hvis det ſkal kunne gaa an at hugge dem ned, ſom denne Mand har gjort. Tilſidſt vil man udſtrække ſin Frækhed lige til Overhovedet, og ikke ſkaane Kongen ſelv mere end de øvrige. Dette er aldeles uhørt, og maa ſtraffes paa det ſtrengeſte. Det var ikke for meget, om der dræbtes ti Islændinger for een af vore Folk, og at de ſaaledes fik bede for deres Uforſkammethed, at reve en Mand ud af Kongens Vold“. Derpaa taug han. Da ſtod Telt op og bad Kongen om Tilladelſe til at tale. Kongen ſpurgte en Mand der ſtod hos ham, hvo det var. Da han hørte, at det var Seir, Biſkoppens Søn, ſagde han: „for ingen Priis vil jeg tillade dig at tale, thi hvert Ord du mæler vil kun fordærve Sagen; du fortjente at Tungen var ſkaaren ud af din Mund“. Nu ſtod Preſten Jon Agmundsſøn op og bad om at ſige nogle faa Ord. Hvo er dette, ſpurgte Kongen. „Det er den islandſke Saft, han Jon“, ſagde Sidemanden. „Dig giver jeg Lov til at tale“, ſagde Kongen. Da rejſte Jon ſig og ſagde: „Gud være lovet, at disſe Lande, Norge og Island, nu ere chriſtne, thi forhen vandrede Menneſker og Djævle ſammen, nu derimod vover ikke Djævelen ſaa frækt at viſe ſig, men han faar kun et eller andet Menneſke til at frembære ſit Ærende. Derpaa havde vi juſt nu et Exempel i den Mand, ſom nys talte; det er tydeligt nok at Djævelen talte gjennem hans Mund, thi efter at førſt een Mand var bleven dræbt, fordrede han at ti Mænd endvidere ſkulde dræbes. Slige Mænd, mener jeg, lægge viſt an paa, ved deres onde Vilje og ſlemme Raad at tilintetgjøre Retfærdighed, Miſkund og gode Forſætter hos Høvdinger, men derimod at ophidſe dem

  1. Det var almindeligt i Norge paa den Tid at give Islændingerne Spottenavn efter Talgen (mör) der udgjorde en af Øens vigtigſte Udførſelsartikler. De kaldte dem „Talglændinger“ (mörlandar) eller „Talgdjævle“ (mörfjandr).