ubetydeligt. Teit hug Fjeteren af ham, og tog ham ind i sin Flok; derpaa gik de tilbage til Modet. Paa den anden Side af Pladsen gik Sone, Høvdingen for Kongens Gjester, og skulde just hente Gisl. Ved at see ham i deres Følge sagde han: „I Islændinger have i Dag just ikke faret frem med Emne„ og I ville nok sætte eder selv, og ikke Kongen, til at dømme. Men man vil sikkert huske eder, hvad I have gjort denne Morgen: Kong Magnus er før bleven vred for mindre end nu, da hans egen Hirdmand er bleven dræbt af disse Talgdjævle“[1].
Da Thinget var sat, stod Sigurd Ullstreng op og sagde: „De Fleste vide formodentlig allerede, at vor Kammerat Gjavvald er bleven dræbt. Der kom en Mand fra Island, som troede at have Sag med ham, og uden først at henvende sig til ham om Boder, som andre pleje, anfaldt han ham strax og gav ham Banesaar. Nu forekommer det os, Kongens Mænd, som om Hirdmændenes Liv vil blive anseet for en alt for ringe Ting, hvis det skal kunne gaa an at hugge dem ned, som denne Mand har gjort. Tilsidst vil man udstrække sin Frækhed lige til Overhovedet, og ikke skaane Kongen selv mere end de øvrige. Dette er aldeles uhørt, og maa straffes paa det strengeste. Det var ikke for meget, om der dræbtes ti Islændinger for een af vore Folk, og at de saaledes fik bede for deres Uforskammethed, at reve en Mand ud af Kongens Vold“. Derpaa taug han. Da stod Telt op og bad Kongen om Tilladelse til at tale. Kongen spurgte en Mand der stod hos ham, hvo det var. Da han hørte, at det var Seir, Biskoppens Søn, sagde han: „for ingen Priis vil jeg tillade dig at tale, thi hvert Ord du mæler vil kun fordærve Sagen; du fortjente at Tungen var skaaren ud af din Mund“. Nu stod Presten Jon Agmundssøn op og bad om at sige nogle faa Ord. Hvo er dette, spurgte Kongen. „Det er den islandske Saft, han Jon“, sagde Sidemanden. „Dig giver jeg Lov til at tale“, sagde Kongen. Da rejste Jon sig og sagde: „Gud være lovet, at disse Lande, Norge og Island, nu ere christne, thi forhen vandrede Mennesker og Djævle sammen, nu derimod vover ikke Djævelen saa frækt at vise sig, men han faar kun et eller andet Menneske til at frembære sit Ærende. Derpaa havde vi just nu et Exempel i den Mand, som nys talte; det er tydeligt nok at Djævelen talte gjennem hans Mund, thi efter at først een Mand var bleven dræbt, fordrede han at ti Mænd endvidere skulde dræbes. Slige Mænd, mener jeg, lægge vist an paa, ved deres onde Vilje og slemme Raad at tilintetgjøre Retfærdighed, Miskund og gode Forsætter hos Høvdinger, men derimod at ophidse dem
- ↑ Det var almindeligt i Norge paa den Tid at give Islændingerne Spottenavn efter Talgen (mör) der udgjorde en af Øens vigtigste Udførselsartikler. De kaldte dem „Talglændinger“ (mörlandar) eller „Talgdjævle“ (mörfjandr).
