Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/519

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
501
Islændingernes Raadſlagning.


ſkoppen, og udſatte Henrettelſen til førſtkommende Mandag. Siden kom mange Islændinger, hvoriblandt en heel Deel af Giſles Frænder og Venner, ſammen for at raadſlaa om hvad man ſkulde foretage ſig. Men de kunde ikke komme til nogen Enighed.

Den følgende Dag, Søndagen, ſendte Gjavvald Bud til Kongen med Anmodning om at han vilde umage ſig til ham. Kongen kom, og Gjavvald ſagde at han vilde beſkikke ſit Huus, da han ikke vidſte hvor lang Tid han havde tilbage at leve i, men ønſkede inderligt, at Kongen gav Giſl Grid, da han ſaa mandigt havde hevnet ſin Fader. Da Kongen ſvarede, at dette neppe kunde lade ſig gjøre, ſagde Gjavvald: „du veed, Konge, at jeg har fulgt dig længe, ſtundom vovet mit Liv for dig, og været rede til alt, hvad du paalagde mig, godt eller ondt. Vi ſees maaſkee nu for ſidſte Gang. Jeg har talt med Preſterne, aabnet mit Hjerte for dem, og modtaget deres Hjelp; de ſige, at min Sjæl vil kunne .frelſes, hvis jeg tilgiver, hvad man har gjort mig imod, og jeg haaber derfor, Herre, at du ej vil ſtænge Himmeriges Porte for mig ved at lade hiin Mand dræbe.“ „Du er en ædel Mand“, ſagde Kongen, og gik. Kort efter døde Gjavvald.

Mandag Morgen tidligt kom Islændingerne atter ſammen. Da ſagde Teit: „det vil være en Skam for os, hvis vor Landsmand og brave Foſtbroder bliver dræbt; men paa den anden Side er det en vanſkelig Sag, vi have for os, thi man ſætter derved baade Liv og Gods paa Spil. Mit Raad er derfor, at vi nok overlade Sagen til Kongens Dom, men hvis han ikke paa nogen Maade vil ſkjenke Manden Livet, ſkulle vi enten alle tilhobe lade os dræbe, eller drive vor Vilje igjennem under en Formands Anførſel“. De bifaldt dette alle ſammen og ſagde, at de vilde have ham til Formand, og lyde hans Befaling. Til ſtørre Sikkerhed tog han den Ed af dem, at de ſkulde adlyde ham i alt, hvad han bød dem i dette Anliggende, uden Henſyn til Liv eller Gods. Derpaa gik de i Bad. I det ſamme blæſtes dertil Mode. Telt løb ſtrax ud af Badehuſet, i Skjorte og Lærredsbuxer, men med et Guld-Lad om Panden, og med en rød og bruun, med Graaſkind fodret Kappe, ſom han i ſaadan bart kaſtede over ſig, at Fode-et vendte ud. Alle Islændingerne vare komne til Modet, men de øvrige Folk fra Byen havde endnu ikke paa langt nær indfundet ſig. Seir ſagde da, at de imidlertid ſkulde gaa til Giſles Fængſel, og ſee om de kunde komme Kongens Folk i Forkjøbet. De gik hurtigt og med megen Gny henad Gaden. Konen, der ſaa dem komme, løb ned til Giſl, og beklagede ham, at Kongens Folk — hun troede nemlig at det var dem — allerede vare der for at hente ham. Men Giſl ſagde: „lad os ikke tage os nær deraf, Moder“, og kvad et Vers, hvori det hed at Døden ej ſkrækkede ham, da den dog een Gang ſkulde komme. I det ſamme hug Islændingerne Døren op, ſaa det bragede. Da ſaa man Giſl fare ſammen, men kun