skoppen, og udsatte Henrettelsen til førstkommende Mandag. Siden kom mange Islændinger, hvoriblandt en heel Deel af Gisles Frænder og Venner, sammen for at raadslaa om hvad man skulde foretage sig. Men de kunde ikke komme til nogen Enighed.
Den følgende Dag, Søndagen, sendte Gjavvald Bud til Kongen med Anmodning om at han vilde umage sig til ham. Kongen kom, og Gjavvald sagde at han vilde beskikke sit Huus, da han ikke vidste hvor lang Tid han havde tilbage at leve i, men ønskede inderligt, at Kongen gav Gisl Grid, da han saa mandigt havde hevnet sin Fader. Da Kongen svarede, at dette neppe kunde lade sig gjøre, sagde Gjavvald: „du veed, Konge, at jeg har fulgt dig længe, stundom vovet mit Liv for dig, og været rede til alt, hvad du paalagde mig, godt eller ondt. Vi sees maaskee nu for sidste Gang. Jeg har talt med Presterne, aabnet mit Hjerte for dem, og modtaget deres Hjelp; de sige, at min Sjæl vil kunne .frelses, hvis jeg tilgiver, hvad man har gjort mig imod, og jeg haaber derfor, Herre, at du ej vil stænge Himmeriges Porte for mig ved at lade hiin Mand dræbe.“ „Du er en ædel Mand“, sagde Kongen, og gik. Kort efter døde Gjavvald.
Mandag Morgen tidligt kom Islændingerne atter sammen. Da sagde Teit: „det vil være en Skam for os, hvis vor Landsmand og brave Fostbroder bliver dræbt; men paa den anden Side er det en vanskelig Sag, vi have for os, thi man sætter derved baade Liv og Gods paa Spil. Mit Raad er derfor, at vi nok overlade Sagen til Kongens Dom, men hvis han ikke paa nogen Maade vil skjenke Manden Livet, skulle vi enten alle tilhobe lade os dræbe, eller drive vor Vilje igjennem under en Formands Anførsel“. De bifaldt dette alle sammen og sagde, at de vilde have ham til Formand, og lyde hans Befaling. Til større Sikkerhed tog han den Ed af dem, at de skulde adlyde ham i alt, hvad han bød dem i dette Anliggende, uden Hensyn til Liv eller Gods. Derpaa gik de i Bad. I det samme blæstes dertil Mode. Telt løb strax ud af Badehuset, i Skjorte og Lærredsbuxer, men med et Guld-Lad om Panden, og med en rød og bruun, med Graaskind fodret Kappe, som han i saadan bart kastede over sig, at Fode-et vendte ud. Alle Islændingerne vare komne til Modet, men de øvrige Folk fra Byen havde endnu ikke paa langt nær indfundet sig. Seir sagde da, at de imidlertid skulde gaa til Gisles Fængsel, og see om de kunde komme Kongens Folk i Forkjøbet. De gik hurtigt og med megen Gny henad Gaden. Konen, der saa dem komme, løb ned til Gisl, og beklagede ham, at Kongens Folk — hun troede nemlig at det var dem — allerede vare der for at hente ham. Men Gisl sagde: „lad os ikke tage os nær deraf, Moder“, og kvad et Vers, hvori det hed at Døden ej skrækkede ham, da den dog een Gang skulde komme. I det samme hug Islændingerne Døren op, saa det bragede. Da saa man Gisl fare sammen, men kun
