Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/518

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
500
Magnus Olafsſøn (Barfod).

nede han ned. Giſl løb nu ned til Bryggerne, og ſtyrede hen til den førſte den bedſte Baad; den var ladet med Fliis, og tilhørte en Islænding, ved Navn Thorſtein, der var meget liden af Væxt. Giſl ſprang ned i Baaden til Thorſtein, og ſlængte Fliſene overbord; han roede ud paa Elven, og da han var kommen halvvejs over, ſtod han op og raabte til dem, der vare paa Bryggen: „de Saar, ſom Gjavvald, Kong Magnus’s Hirdmand, har faaet, eller hans Drab, hvis han dør af dem, lyſer jeg mig tilhaande; jeg hed Vigfuus (drablyſten) i Morges, men haaber i Kveld at kunne hede Ufeig (hvis Død ej foreſtaar)“. Siden roede han videre, landede paa den anden Side lidt ovenfor Bakke, og ſkjulte ſig i et Krat. Imidlertid blæſtes der Allarm i Byen, og man ledte efter Giſl baade til Lands og Vands. Han blev tilſidſt funden, og bragt over til Byen. Kongens Mænd bebrejdede Thorſtein at han havde ſat Giſl over Aaen, og ſagde at han fortjente Døden derfor. Men Giſl greb fat i Thorſtein, der gik ved hans Side og neppe naaede ham tinder Armen, løftede ham op med een Haand, og ſpurgte om de virkelig troede at en ſaadan Pusling, hvem han kunde ſlænge ſom et Barn, var iſtand til at drive ham fra Baaden; han bad dem derfor at lade ham fare i Fred. De gjorde ſaa, og ſagde at han talede godt og kjekt. Giſl blev nu ſat i en Fjeter, ſom Kong Harald Haardraade havde ladet gjøre, og af hvilken hidtil ingen havde kunnet undſlippe. Han bragtes hen i et Jordhuus, over hvilket en Kone havde Opſigt.

Paa den Tid var der mange Folk i Byen. Ved Bryggen laa tre islandſke Skibe; det ene tilhørte Teit, en Søn af Biſkop Gisſur; der var ogſaa Preſten Jon Agmundsſøn, der ſiden blev Biſkop, og mange andre; man regnede at der i Alt var over tre hundrede Islændinger i Byen. Der blev nu ſammenkaldt et Mode; Kongen var ſelv tilſtede, og ved hans Side ſad Byens Biſkop[1]. Jon Preſt, der var meget yndet af Biſkoppen, var ogſaa nærværende. Kongen var ſaare opbragt over Gjavvalds Drab, og gav Befaling til at lade Giſl dræbe. Men i det ſamme ringede Noonklokken[2]. „Er det allerede nu Noon“, ſagde Kongen: „ſe efter Solen!“ Det ſkede, og det viſte ſig, at Noonhelgen netop begyndte. Biſkoppen ſpurgte nu, om Drabsmanden ikke ſkulde nyde Helgfred. Kongen ſagde at det kun var et Kneb, man havde aftalt. Dette benegtede Biſkoppen, og bad Kongen handle, ſom det var meeſt pasſende. Han føjede Bi-

  1. Denne Biſkop var enten den forhen omtalte Adalbert (ſe ovenfor S. 425) eller hans Eftermand Simon. Merkeligt er det, at han her kaldes „Bybiſkoppen“ (bœjarbyskup) hvilket ogſaa viſer, at Byen nu var bleven Biſkopsſæde.
  2. Non, den 9de Time, eller Kl. 3. Det ringede nemlig til Noonhelg før Søndagen, ſe ovenfor I. 2. S. 632.