Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/52

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
34
Magnus den gode.

at nedſlagte det til Skibsforraad. Men den næſte Dag ſatte han over til Sjæland, opſøgte Sven, og fandt ham liggende med faa Skibe ved Havn (ſenere Kjøbenhavn)[1]. Efter en kort Fegtning flygtede Sven op i Landet, men Magnus forfulgte ham, fældte mange af hans Mænd og udbredte ſtor Forfærdelſe. „Kvinderne“, ſiger Thjodolf Skald, „ſpurgte alle ſom een, hvem der bar de med Blod farvede Skjolde, og priſte ſig lykkelige ved at kunne undſlippe gjennem Skoven; en ſtor Mængde tyede til Ringſted“. Sven ſelv flygtede heelt over til Fyn. Magnus drog med Hærſkjold over Sjæland, og brændte deres Gaarde, ſom denne Høſt havde ſlaaet ſig til Svens Flok. Siden, da han hørte at Sven var i Fyn, forfulgte han ham ogſaa did. Sven vovede ikke at oppebie ham, men ſkyndte ſig over til Skaane, hvorfra han drog op til Gautland, og videre til ſin Beſkytter Kong Anund. Magnus ſtraffede imidlertid de frafaldne Fynboer paa ſamme Maade ſom Sjælandsfarerne; og alle de af Svens Tilhængere, der kunde, toge Flugten. „Vinden“, ſiger Thjodolf, „hvirvler Luen højt til Vejrs af Egeveggene: Ilden raſer heftigt; fra de fynſke Gaarde blusſer Flammen op til den dobbelte Højde, Tag og Næverklædning lider Nød; Nordmændene brænde Salene op i Ejernes Paaſyn“[2].

Ved denne haarde Fremferd, der rigtignok ſynes mere ſkikket til at vække en øjeblikkelig Skræk end til at ſkaffe Kongen nogen ſand og varig Hengivenhed hos Folket, blev Oprørsaanden for en Stund kvalt, og det hele Folk i Danmark underkaſtede ſig paa ny Magnus, der nu troede ſig ſaa ſikker mod et nyt Oprør, at han mod Slutningen af Vaaren vendte tilbage til Norge med alle ſine norſke Tropper, og opholdt ſig der længe om Sommeren (1044). Men ſaa ſnart Sven erfarede dette, var han atter paa Ferde, fik Hjelpetropper fra Sverige, og drog med dem ned til Skaane, hvor Indbyggerne, der endnu ikke havde faaet Magnus’s tunge Arm at føle, toge godt imod ham, og ſkaffede ham baade Skibe og Folk. Med denne Hær og Flaade ſtyrede han over til Sjæland, der underkaſtede ſig ham, ligeledes Fyn og de øvrige Øer, denne Gang maaſkee mere af Tvang end med Indbyggernes gode Vilje[3]. Da Magnus fik dette nye Oprør

  1. Knytlinga Saga, Cap. 208.
  2. Magnus den godes Saga, Cap. 38, 39. Snorre, Cap. 31—33. Knytlingaſaga, Cap. 22.
  3. Magnus den godes Saga, Cap. 39. Snorre, Cap. 34. At den her beſkrevne Strid, hvorved Sven blev ſlagen og de Danſke ſaa haardt maatte undgjelde for deres Oprør, er den, ſom hos Florents af Worceſter henføres til 1046, og de fra ham laante Notitſer i den 3die Kodex af Chron. Sax. til 1047, ligeſom det andet Felttog, hvilket de henføre til Aaret efter, er det, der endte med Helgenes-Slaget, kan ej betvivles, iſær af den Aarſag, at de netop nævne det ſidſte Felttog ſom det afgjørende, hvorved Sven miſtede mange