at nedslagte det til Skibsforraad. Men den næste Dag satte han over til Sjæland, opsøgte Sven, og fandt ham liggende med faa Skibe ved Havn (senere Kjøbenhavn)[1]. Efter en kort Fegtning flygtede Sven op i Landet, men Magnus forfulgte ham, fældte mange af hans Mænd og udbredte stor Forfærdelse. „Kvinderne“, siger Thjodolf Skald, „spurgte alle som een, hvem der bar de med Blod farvede Skjolde, og priste sig lykkelige ved at kunne undslippe gjennem Skoven; en stor Mængde tyede til Ringsted“. Sven selv flygtede heelt over til Fyn. Magnus drog med Hærskjold over Sjæland, og brændte deres Gaarde, som denne Høst havde slaaet sig til Svens Flok. Siden, da han hørte at Sven var i Fyn, forfulgte han ham ogsaa did. Sven vovede ikke at oppebie ham, men skyndte sig over til Skaane, hvorfra han drog op til Gautland, og videre til sin Beskytter Kong Anund. Magnus straffede imidlertid de frafaldne Fynboer paa samme Maade som Sjælandsfarerne; og alle de af Svens Tilhængere, der kunde, toge Flugten. „Vinden“, siger Thjodolf, „hvirvler Luen højt til Vejrs af Egeveggene: Ilden raser heftigt; fra de fynske Gaarde blusser Flammen op til den dobbelte Højde, Tag og Næverklædning lider Nød; Nordmændene brænde Salene op i Ejernes Paasyn“[2].
Ved denne haarde Fremferd, der rigtignok synes mere skikket til at vække en øjeblikkelig Skræk end til at skaffe Kongen nogen sand og varig Hengivenhed hos Folket, blev Oprørsaanden for en Stund kvalt, og det hele Folk i Danmark underkastede sig paa ny Magnus, der nu troede sig saa sikker mod et nyt Oprør, at han mod Slutningen af Vaaren vendte tilbage til Norge med alle sine norske Tropper, og opholdt sig der længe om Sommeren (1044). Men saa snart Sven erfarede dette, var han atter paa Ferde, fik Hjelpetropper fra Sverige, og drog med dem ned til Skaane, hvor Indbyggerne, der endnu ikke havde faaet Magnus’s tunge Arm at føle, toge godt imod ham, og skaffede ham baade Skibe og Folk. Med denne Hær og Flaade styrede han over til Sjæland, der underkastede sig ham, ligeledes Fyn og de øvrige Øer, denne Gang maaskee mere af Tvang end med Indbyggernes gode Vilje[3]. Da Magnus fik dette nye Oprør
- ↑ Knytlinga Saga, Cap. 208.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 38, 39. Snorre, Cap. 31—33. Knytlingasaga, Cap. 22.
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 39. Snorre, Cap. 34. At den her beskrevne Strid, hvorved Sven blev slagen og de Danske saa haardt maatte undgjelde for deres Oprør, er den, som hos Florents af Worcester henføres til 1046, og de fra ham laante Notitser i den 3die Kodex af Chron. Sax. til 1047, ligesom det andet Felttog, hvilket de henføre til Aaret efter, er det, der endte med Helgenes-Slaget, kan ej betvivles, især af den Aarsag, at de netop nævne det sidste Felttog som det afgjørende, hvorved Sven mistede mange
