Byen, og beredte sig til Slag. Magnus, som ogsaa paa sin Side fik Nys herom, og saaledes vidste at kun en kort Afstand nu skilte dem ad, gjorde ømt, sammenkaldte fine Mænd til et Huusthing, og talte saaledes til dem: „Vi have hørt, at Jarlen ligger her strax foran os med sin Flaade, der efter hvad man fortæller, skal være stor. Jeg vil nu kundgjøre eder min Agt, som er den, at binde an mod Jarlen, og stride med ham, om vi end have en langt ringere Styrke, thi nu som før sætte vi vor Tillid til Gud og min Fader, den hellige Kong Olaf. Han har allerede forhen forundt os Sejr over vore Fiender, skjønt de vare mandsterkere. Min Vilje er nu, at vi skulle opsøge Fienden, og strax ro til og begynde Striden, naar vi mødes. Herpaa skulle alle belave sig“. Da han havde endt denne korte Opmuntringstale, iførte Krigerne sig sine Rustninger, og gjorde sine Rum rede til Striden. Derpaa fortsattes Farten, og saa snart de fik Øje paa Svens Skibe, roede de til Angreb, saaledes som Kongen havde befalet. Ogsaa Svens Mænd væbnede sig og bandt Skibene sammen; og nu begyndte et heftigt og blodigt Slag. Der kæmpedes med Haardnakkethed om Stavnene; alene her kun.de man gjensidigt naa hinanden med Øxer og Sverd. De der vare i Forrummene, brugte Spyd, og de der vare endnu længer agter, forskjellige Slags Kaste- og Skudvaaben. Kongen var i Førstningen omgiven af en Skjoldborg, men da det syntes ham at gaa alt for seendrægtigt med Kampen, løb han frem af Skjoldborgen, opfordrede fine Mænd med høj Røst til at følge ham, og gik lige frem i Stavnen. Da hans Mænd saa dette, eggede de ogsaa hverandre indbyrdes til at gjøre det samme: det opmuntrende Raab hørtes fra Skib til Skib, og med uimodstaaelig Kraft trængte Magnus og hans Mænd frem. Svens Skib ryddedes i Forstavnen og lige til Saxene. Magnus var selv den første til at entre, hans Mænd fulgte efter, og Sven og hans Krigere kunde ej holde Stand, og det hele Skib blev ryddet. Lignende Skjebne havde det næste, og saa fremdeles, indtil Magnus havde erobret og ryddet syv Skibe. Da tog Sven Flugten, og Magnus hindredes, som man maa formode, alene ved det paa den Tid af Aaret tidligt indtrædende Mørke fra strax at forfølge ham; Slaget stod nemlig Søndag for Juul, eller den 18de December[1]. Endnu samme Nat flygtede Sven med Levningerne af sin Flaade over til Sjæland. Imidlertid lagde Magnus til Land, og Indbyggerne der i Egnen maatte nu undgjelde fordi de havde taget Svens Parti, idet Kongen sendte sine Mænd op i Landet og lod dem drive en Mængde Kvæg ned til Stranden for
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 31. Fagrskinna, Cap. 145. Denne vil vide, at Sven havde færre Folk end Magnus. At Slaget stod paa en Søndag, siges i et Vers af Thjodolf (Fornm. S. V, 78); at det var før Juul, i hiint Vers af Odd Skald.
