skulde ville foretage noget nyt Angreb, end fordi han ventede noget nyt Oprørsforsøg af Sven, hvis Udsigter til Held nu maatte ansees at være meget ringe[1]. Sven begav lig ogsaa for det første til sit gamle Tilhold i Gautland,hvorfra han kunde have Øje med Magnus’s Bevægelser. Men aldrig saa snart hørte han, at denne havde forladt fine Skive, — det vil vel her sige: havde ladet dem aftakle og afskediget sine danske Tropper — førend han atter satte sig i Bevægelse, og søgte at skaffe sig Tilhængere blandt Sjælandsfarerne, Fyenboerne og de øvrige Øboer. Dette lykkedes ham ogsaa temmelig godt. Hans Upopularitet kan vel derfor neppe have været saa stor, som Saxo siger. Den har vel og især ytret sig i Jylland, der var det eneste Landskab, som havde lidt ved Vendernes Angreb. De andre, som ej havde følt noget dertil, kunde saaledes heller ikke have noget imod ham derfor, saa meget mere som der paa denne Tid og endnu meget længe efter kun var lidet Sammenhold mellem de enkelte danske Landskaber. Med denne Hær styrede han henimod Juul over til Jylland og lagde ind i Limfjorden. Her underkastede mange sig ham, mere, som man kan see, af Tvang end af Hengivenhed, da det tillige berettes, at han afpressede nogle en Deel Penge, og at andre flygtede til Kong Magnus. Da denne hørte, hvad Sven tog sig for, lod han strax sine Skibe gjøre sejlklare, gik ombord med de Nordmænd, han havde hos sig, tilligemed en Deel danske eller jydske Krigere, og styrede nordefter langs Jyllands Kyst og gjennem Middelfartsund. Sven var imidlertid kommen lige til Aaros, hvor han laa med en betydelig Styrke. Da han hørte at Magnus nærmede sig, lod han sine Skibe lægge ud fra
- ↑ Magnus den godes Saga, Cap. 37, saavelsom Snorre, Cap. 30, lade Sven som oven anført, strax efter Venderslaget holde et Slag med Magnus „vestenfor Re“, eller, som det i den trykte Udgave af Magnus den godes Saga heder, „vestenfor Aren“, hvilket igjen i Knytlinga Saga, Cap. 22, aabenbart ved Konjektur, er blevet til „Erri“ d. e. Ærø. Men det er allerede viist, at dette Slag er det samme som det Slag ved Re med Vikinger, som Magnus den godes Saga og Fagrskinna omtale umiddelbar for Slaget paa Lyrskovshede, og hvor den første endog anfører det samme Halvvers af Arnor, som den siden gjentager her. Allerede dette beviser noksom Identiteten af begge de foregivne Slag. At dette Slag foregik for, ej efter Venderslaget, synes først og fremst at kunne sluttes deraf, at vel hverken Magnus eller Sven umiddelbart efter Venderslaget kunne have været i Sand til at stride paany. Det bestyrkes og deraf, at Fagrskinna nævner Slaget ved Re før, ej efter Venderslaget. Men allerbedst sees det af det i Magnus den godes Saga selv, Cap. 41, meddeelte Vers af den samtidige Odd Kikinaskald, hvor Slaget paa Lyrskovshede og Slaget paa Aaros omtales som forefaldne det ene for Mikkelsdag, det andet for Juul, uden at noget fandt Sted derimellem. Vi have derfor og ovenfor undladt at omtale det. — At Magnus efter Venderslaget tog sit Sæde i Heidaby eller Slesvig, synes at maatte sluttes deels deraf, at denne By var ham nærmest, og den fornemste i Jylland, deels af den Omstændighed, han siden siges at have sejlet søndenfra til Aaros mod Sven.
