Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/50

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
32
Magnus den gode.

ſkulde ville foretage noget nyt Angreb, end fordi han ventede noget nyt Oprørsforſøg af Sven, hvis Udſigter til Held nu maatte anſees at være meget ringe[1]. Sven begav lig ogſaa for det førſte til ſit gamle Tilhold i Gautland,hvorfra han kunde have Øje med Magnus’s Bevægelſer. Men aldrig ſaa ſnart hørte han, at denne havde forladt fine Skive, — det vil vel her ſige: havde ladet dem aftakle og afſkediget ſine danſke Tropper — førend han atter ſatte ſig i Bevægelſe, og ſøgte at ſkaffe ſig Tilhængere blandt Sjælandsfarerne, Fyenboerne og de øvrige Øboer. Dette lykkedes ham ogſaa temmelig godt. Hans Upopularitet kan vel derfor neppe have været ſaa ſtor, ſom Saxo ſiger. Den har vel og iſær ytret ſig i Jylland, der var det eneſte Landſkab, ſom havde lidt ved Vendernes Angreb. De andre, ſom ej havde følt noget dertil, kunde ſaaledes heller ikke have noget imod ham derfor, ſaa meget mere ſom der paa denne Tid og endnu meget længe efter kun var lidet Sammenhold mellem de enkelte danſke Landſkaber. Med denne Hær ſtyrede han henimod Juul over til Jylland og lagde ind i Limfjorden. Her underkaſtede mange ſig ham, mere, ſom man kan ſee, af Tvang end af Hengivenhed, da det tillige berettes, at han afpresſede nogle en Deel Penge, og at andre flygtede til Kong Magnus. Da denne hørte, hvad Sven tog ſig for, lod han ſtrax ſine Skibe gjøre ſejlklare, gik ombord med de Nordmænd, han havde hos ſig, tilligemed en Deel danſke eller jydſke Krigere, og ſtyrede nordefter langs Jyllands Kyſt og gjennem Middelfartſund. Sven var imidlertid kommen lige til Aaros, hvor han laa med en betydelig Styrke. Da han hørte at Magnus nærmede ſig, lod han ſine Skibe lægge ud fra

  1. Magnus den godes Saga, Cap. 37, ſaavelſom Snorre, Cap. 30, lade Sven ſom oven anført, ſtrax efter Venderſlaget holde et Slag med Magnus „veſtenfor Re“, eller, ſom det i den trykte Udgave af Magnus den godes Saga heder, „veſtenfor Aren“, hvilket igjen i Knytlinga Saga, Cap. 22, aabenbart ved Konjektur, er blevet til „Erri“ d. e. Ærø. Men det er allerede viiſt, at dette Slag er det ſamme ſom det Slag ved Re med Vikinger, ſom Magnus den godes Saga og Fagrſkinna omtale umiddelbar for Slaget paa Lyrſkovshede, og hvor den førſte endog anfører det ſamme Halvvers af Arnor, ſom den ſiden gjentager her. Allerede dette beviſer nokſom Identiteten af begge de foregivne Slag. At dette Slag foregik for, ej efter Venderſlaget, ſynes førſt og fremſt at kunne ſluttes deraf, at vel hverken Magnus eller Sven umiddelbart efter Venderſlaget kunne have været i Sand til at ſtride paany. Det beſtyrkes og deraf, at Fagrſkinna nævner Slaget ved Re før, ej efter Venderſlaget. Men allerbedſt ſees det af det i Magnus den godes Saga ſelv, Cap. 41, meddeelte Vers af den ſamtidige Odd Kikinaſkald, hvor Slaget paa Lyrſkovshede og Slaget paa Aaros omtales ſom forefaldne det ene for Mikkelsdag, det andet for Juul, uden at noget fandt Sted derimellem. Vi have derfor og ovenfor undladt at omtale det. — At Magnus efter Venderſlaget tog ſit Sæde i Heidaby eller Slesvig, ſynes at maatte ſluttes deels deraf, at denne By var ham nærmeſt, og den fornemſte i Jylland, deels af den Omſtændighed, han ſiden ſiges at have ſejlet ſøndenfra til Aaros mod Sven.