Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/514

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
496
Magnus Olafsſøn (Barfod).

lig. „Kongen“, ſagde de, „ønſkede gjerne at Tiden for din Fraværelſe ſkulde udſtrækkes til tre Vintre, men vi vide jo nok, at han inden den Tid indſeer, at han ej kan undvære dig i Landet, derfor bør du ikke betænke dig paa at antage dette Vilkaar“. „Det bliver da vel bedſt“, ſagde Sveinke, „at jeg ikke forvolder Kongen nogen Ærgrelſe ved at forblive her; tager altſaa efter Aftale mit Gods i eders Varetægt!“ Derpaa vendte han om med ſin Skare, og gik op til Gaarden, men forlod den ſtrax og ſatte over Elven til Gautland med alle de Folk, han vilde have med; han havde nemlig allerede fra førſt af været forberedt paa dette Udfald af Sagen, og var ſaaledes fuldkommen rejſefærdig. Kolbein Klakka blev tilbage paa og Gaarden, og fik et herligt Gjeſtebud iſtand for Kongen, men lod ſom om Sveinke allerede havde ordnet det ſaaledes. Siden rejſte Kongen om til Gjeſtebud hos de øvrige Lendermænd, ſærdeles tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, og vendte derpaa atter tilbage til Throndhjem. Imidlertid beſtyredes Sveinkes forrige Beſiddelſer af Kolbein, under Navn af Krongods, men Kolbein ſørgede dog for, at Sveinkes Gods ej desuagtet led noget Afbræk. Det viſte ſig alligevel ſnart, at man ej vel kunde undvære Sveinkes mægtige Arm og haandfaſte Huuskarle. Ligeſom andre Grændſe-Egne, havde ogſaa Egnen omkring Elven fra gammel Tid været et Tilhold for Røvere og andre Ugjerningsmænd; disſe begyndte nu, da de ej længer havde Sveinke at frygte, ſaaledes at forurolige Elvegrimerne med alſkens Ran og Overfald, at Lendermændene maatte ſende Bud til Kongen og foreſtille ham, at Landet paa den Kant vilde blive lagt aldeles øde, hvis han ej kaldte Sveinke tilbage og overdrog ham at forſvare Grændſen, da ingen bedre end han var ſkikket til at holde ſlige Skarnsfolk borte, og ødelægge Vikinger. Kongen, hvis Harme nu ganſke ſynes at have lagt ſig, bekvemmede ſig ogſaa til at gaa ind herpaa, og Lendermændene lode Sveinke, der for Tiden opholdt ſig i Danmark, det vil ſige i Halland[1], nær ved Grændſen, hilſe fra Kongen, at han nu kunde komme i Fred tilbage og atter tiltræde fine Ejendomme. Men Sveinke gjorde ſig nu koſtbar, for ret at lade Kongen føle hvor uundværlig han var for Landet. Han vidſte ikke, ſagde han, om han kunde fæſte Lid til denne Hilſen, thi da Kongen forviſte ham fra Landet, lod det ſlet ikke til at være hans Mening, at han ſaa ſnart ſkulde vende tilbage. Han forblev hvor han var. Man ſendte atter Bud til ham, men han var fremdeles urokkelig. Da Uvæſenet imidlertid tog Overhaand, maatte Kongen ſelv — man maa antage den følgende Vaar (1096) — drage ſydefter og gjøre et Indfald i Halland, hvorfra de fleſte Røvertog ſynes at have

  1. At Sveinke opholdt ſig i Halland, ſees deraf, at Magnus under ſit Tog i Halland havde Sammenkomſt med ham.