lig. „Kongen“, sagde de, „ønskede gjerne at Tiden for din Fraværelse skulde udstrækkes til tre Vintre, men vi vide jo nok, at han inden den Tid indseer, at han ej kan undvære dig i Landet, derfor bør du ikke betænke dig paa at antage dette Vilkaar“. „Det bliver da vel bedst“, sagde Sveinke, „at jeg ikke forvolder Kongen nogen Ærgrelse ved at forblive her; tager altsaa efter Aftale mit Gods i eders Varetægt!“ Derpaa vendte han om med sin Skare, og gik op til Gaarden, men forlod den strax og satte over Elven til Gautland med alle de Folk, han vilde have med; han havde nemlig allerede fra først af været forberedt paa dette Udfald af Sagen, og var saaledes fuldkommen rejsefærdig. Kolbein Klakka blev tilbage paa og Gaarden, og fik et herligt Gjestebud istand for Kongen, men lod som om Sveinke allerede havde ordnet det saaledes. Siden rejste Kongen om til Gjestebud hos de øvrige Lendermænd, særdeles tilfreds med det Udfald, Sagen havde faaet, og vendte derpaa atter tilbage til Throndhjem. Imidlertid bestyredes Sveinkes forrige Besiddelser af Kolbein, under Navn af Krongods, men Kolbein sørgede dog for, at Sveinkes Gods ej desuagtet led noget Afbræk. Det viste sig alligevel snart, at man ej vel kunde undvære Sveinkes mægtige Arm og haandfaste Huuskarle. Ligesom andre Grændse-Egne, havde ogsaa Egnen omkring Elven fra gammel Tid været et Tilhold for Røvere og andre Ugjerningsmænd; disse begyndte nu, da de ej længer havde Sveinke at frygte, saaledes at forurolige Elvegrimerne med alskens Ran og Overfald, at Lendermændene maatte sende Bud til Kongen og forestille ham, at Landet paa den Kant vilde blive lagt aldeles øde, hvis han ej kaldte Sveinke tilbage og overdrog ham at forsvare Grændsen, da ingen bedre end han var skikket til at holde slige Skarnsfolk borte, og ødelægge Vikinger. Kongen, hvis Harme nu ganske synes at have lagt sig, bekvemmede sig ogsaa til at gaa ind herpaa, og Lendermændene lode Sveinke, der for Tiden opholdt sig i Danmark, det vil sige i Halland[1], nær ved Grændsen, hilse fra Kongen, at han nu kunde komme i Fred tilbage og atter tiltræde fine Ejendomme. Men Sveinke gjorde sig nu kostbar, for ret at lade Kongen føle hvor uundværlig han var for Landet. Han vidste ikke, sagde han, om han kunde fæste Lid til denne Hilsen, thi da Kongen forviste ham fra Landet, lod det slet ikke til at være hans Mening, at han saa snart skulde vende tilbage. Han forblev hvor han var. Man sendte atter Bud til ham, men han var fremdeles urokkelig. Da Uvæsenet imidlertid tog Overhaand, maatte Kongen selv — man maa antage den følgende Vaar (1096) — drage sydefter og gjøre et Indfald i Halland, hvorfra de fleste Røvertog synes at have
- ↑ At Sveinke opholdt sig i Halland, sees deraf, at Magnus under sit Tog i Halland havde Sammenkomst med ham.
