Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/513

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
Forlig med Sveinke Steinarssøn.

Kongen svarede kun kort og godt, at Sveinke strax skulde bort. Men de velvillige Lendermænd bragte ikke hans Ord i denne Form tilbage til Sveinke. De sagde, at Kongen i al Venlighed bad ham forlade Landet, som et Slags Fyldestgjørelse for hvad han havde forbrudt sig imod ham; det vilde, lagde de til, være dem begge til Hæder, thi Kongen vilde lade ham beholde saa meget Løsøre, som kunde være anstændigt for ham. „Dette er en anden Sag“, svarede Sveinke, „naar Kongen taler venligt og blidt til mig; men hvorfor.skulde jeg forlade mine Forleninger og Ejendomme? Bedre er det at falde paa sit Gods, end at flygte fra sin Odel. Siger Kongen, at Sveinke ikke flyr saa langt som et Pileskud“. „Heri“, sagde Kolbein, „kunne vi ej være enige med dig; det er bedre at vise sin Højagtelse for den bedste Høvding ved Lydighed, end at lade det gaa til Yderligheder; en brav Mand har det godt, hvor han saa lever; du, som har kunnet opretholde din Værdighed mod en saadan Høvding som Kongen, vil blive æret hos de mægtigste Mænd. Hør nu ogsaa vor Bøn, og viis at du sætter Priis paa vort lange Fostbroderskab og inderlige Venskab ved at agte vore Ord og lytte til vort Forslag. Vi, der ere Venner af begge Parter, tilbyde os troligen at forestaa og bevogte dine Ejendomme; kommer du tilbage, som vi vente, skal du aldrig betale Skat, hvis du ikke vil; og vi skulle gjerne sætte Liv og Gods paa Spil for at bringe Kongen til at gaa ind herpaa. Men viis nu heller ikke du vort Forslag bort, og bring ikke gode Mænd i Forlegenhed og Fare“. Sveinke taug stille en Stund, og sagde derpaa: „I have taget denne Sag paa en højst forstandig Maade. Vistnok har jeg en Mistanke om, at I ikke have forebragt mig Kongens Ord ganske som de kom fra hans Mund, men formildet dem en god Deel; dog skal jeg for den Velviljes Skyld, som I vise mig, føje mig efter eders Forslag. Jeg skal forlade Landet og være borte en Vinter, forudsat at jeg beholder mine Ejendomme i Fred. I kunne dog sige Kongen, at jeg gjør dette ikke for hans, men for eders Skyld, da jeg finder at I ere mine sande Venner:“ Ligesom Udsendingerne tidligere havde formildet Kongens Ord, da de skulde overbringe dem til Sveinke, saaledes overbragte de nu heller ikke dennes Tilbud til Kongen ganske uforandret. De sagde at Sveinke fremdeles var villig at overlade Alt til Kongens Dom, og at han tilbød sig at være borte i tre Vintre, efter hvilke han med Kongens Samtykke skulde kunne komme tilbage. De bade Kongen indstændigt for sin egen Hæders Skyld at modtage dette Tilbud, og lovede at indestaa for, at han aldrig skulde vende tilbage uden med Kongens gode Vilje. Efter nogen Betænkning erklærede Kongen sig villig hertil, og roste dem meget for den ufortrødne Iver og Velsindethed, de lagde for Dagen. De ønskede ogsaa Kongen til Lykke med hans Forsonlighed, vendte tilbage til Sveinke, og ytrede deres Glæde over at der nu var sikker Udsigt til For-