Side:Det norske Folks Historie 1-2.djvu/513

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
495
Forlig med Sveinke Steinarsſøn.

Kongen ſvarede kun kort og godt, at Sveinke ſtrax ſkulde bort. Men de velvillige Lendermænd bragte ikke hans Ord i denne Form tilbage til Sveinke. De ſagde, at Kongen i al Venlighed bad ham forlade Landet, ſom et Slags Fyldeſtgjørelſe for hvad han havde forbrudt ſig imod ham; det vilde, lagde de til, være dem begge til Hæder, thi Kongen vilde lade ham beholde ſaa meget Løsøre, ſom kunde være anſtændigt for ham. „Dette er en anden Sag“, ſvarede Sveinke, „naar Kongen taler venligt og blidt til mig; men hvorfor.ſkulde jeg forlade mine Forleninger og Ejendomme? Bedre er det at falde paa ſit Gods, end at flygte fra ſin Odel. Siger Kongen, at Sveinke ikke flyr ſaa langt ſom et Pileſkud“. „Heri“, ſagde Kolbein, „kunne vi ej være enige med dig; det er bedre at viſe ſin Højagtelſe for den bedſte Høvding ved Lydighed, end at lade det gaa til Yderligheder; en brav Mand har det godt, hvor han ſaa lever; du, ſom har kunnet opretholde din Værdighed mod en ſaadan Høvding ſom Kongen, vil blive æret hos de mægtigſte Mænd. Hør nu ogſaa vor Bøn, og viis at du ſætter Priis paa vort lange Foſtbroderſkab og inderlige Venſkab ved at agte vore Ord og lytte til vort Forſlag. Vi, der ere Venner af begge Parter, tilbyde os troligen at foreſtaa og bevogte dine Ejendomme; kommer du tilbage, ſom vi vente, ſkal du aldrig betale Skat, hvis du ikke vil; og vi ſkulle gjerne ſætte Liv og Gods paa Spil for at bringe Kongen til at gaa ind herpaa. Men viis nu heller ikke du vort Forſlag bort, og bring ikke gode Mænd i Forlegenhed og Fare“. Sveinke taug ſtille en Stund, og ſagde derpaa: „I have taget denne Sag paa en højſt forſtandig Maade. Viſtnok har jeg en Mistanke om, at I ikke have forebragt mig Kongens Ord ganſke ſom de kom fra hans Mund, men formildet dem en god Deel; dog ſkal jeg for den Velviljes Skyld, ſom I viſe mig, føje mig efter eders Forſlag. Jeg ſkal forlade Landet og være borte en Vinter, forudſat at jeg beholder mine Ejendomme i Fred. I kunne dog ſige Kongen, at jeg gjør dette ikke for hans, men for eders Skyld, da jeg finder at I ere mine ſande Venner:“ Ligeſom Udſendingerne tidligere havde formildet Kongens Ord, da de ſkulde overbringe dem til Sveinke, ſaaledes overbragte de nu heller ikke dennes Tilbud til Kongen ganſke uforandret. De ſagde at Sveinke fremdeles var villig at overlade Alt til Kongens Dom, og at han tilbød ſig at være borte i tre Vintre, efter hvilke han med Kongens Samtykke ſkulde kunne komme tilbage. De bade Kongen indſtændigt for ſin egen Hæders Skyld at modtage dette Tilbud, og lovede at indeſtaa for, at han aldrig ſkulde vende tilbage uden med Kongens gode Vilje. Efter nogen Betænkning erklærede Kongen ſig villig hertil, og roſte dem meget for den ufortrødne Iver og Velſindethed, de lagde for Dagen. De ønſkede ogſaa Kongen til Lykke med hans Forſonlighed, vendte tilbage til Sveinke, og ytrede deres Glæde over at der nu var ſikker Udſigt til For-